Min dagbog, tirsdag aften:
Tak for, at jeg ikke engang har ret til at fejle? I mit eget hjem
Mit hjem, rettede Birgitte stramt, men lavmælt. Det er mit hus, Rikke. Og i mit køkken er der ikke plads til umulig mad.
Stemningen i køkkenet sagde alt.
Rikkemusen, du forstår da selv, det kunne umuligt sættes på bordet.
Dine forældre er ordentlige folk, jeg kunne ikke byde dem at tygge i den sål, sagde Birgitte, imens hun upåvirket skænkede te i det tynde, gamle Royal Copenhagen porcelæn.
Jeg stod ved bordkanten og følte, hvordan alt indeni mig strammede sig sammen. Det susede for ørerne.
På tallerkenerne til mine forældre, som nu havde trukket sig ind i stuen sammen med Anders, lå de sørgelige rester af “sålen: den rosastegte andebryst med solbær-sauce jeg hadet stået bøjet over i fire timer. Eller jeg troede, jeg havde lavet det.
Det er ikke en sål, sagde jeg lavt, men tvang mig til at møde Birgittes blik. Jeg marinerede den efter min mors opskrift. Købte en ordentlig øko-and. Hvor er den nu, Birgitte?
Birgitte satte pænt tekanden til side og tørrede hænderne med det kridhvide viskestykke, der hang over hendes skulder.
Der var hverken undskyldning eller nogen varme i hendes blik, kun den overbærende mine, man har til en lidt for ivrig hundehvalp.
Skraldeskakten, sagde hun. Din marinade, ja for nu at sige det pænt, den duftede så meget af eddike, at man fik tårer i øjnene.
Jeg lavede en rigtig confit. Med timian, på lav varme. Du så selv din far tage en ekstra gang? Det der dét er niveau.
Det, du lavede, kunne højest serveres på en motorvejs-grillbar.
Du havde ikke ret til det, hviskede jeg. Det var min middag. Min gave til mine forældre på deres bryllupsdag. Du spurgte ikke engang!
Der var ikke noget at spørge om, løftede Birgitte brynene. I hendes blik skinnede den kølige autoritet, der kun findes hos professionelle køkkenchefer. Når huset brænder, spørger man ikke om lov til at slukke.
Jeg reddede familiens ry. Anders ville også have været ked af det, hvis gæsterne blev syge.
Gå nu ud med kagen. Den har jeg også rettet lidt til din creme var for tynd, jeg tilsatte lidt jævning og revet citronskal.
Mine hænder rystede svagt. Hele dagen havde jeg bakset i køkkenet, mens Birgitte påstod, hun hvilede ovenpå.
Jeg målte hver gram, siede saucen, pyntede tallerkner. Jeg ville på den gamle københavnerske måde vise, at jeg ikke bare var Anders pige, men en ordentlig værtinde, værdig til at stå for et måltid.
Men da jeg var et halvt kvarter på badeværelset for at gøre mig klar til gæsterne, indtog eksperten igen køkkenet.
Rikke, hvad venter du på? kom det fra døren. Det var Anders, glad og anelses beruset af den dyre vin. Mor, anden var vildt lækker! Rikke, du overgik dig selv, ærligt talt. Jeg vidste slet ikke, du kunne lave sådan noget.
Jeg vendte mig sagte mod ham.
Det var ikke mig, Anders.
Hvad mener du? Han blinkede forvirret.
Alvorligt talt. Din mor smed min mad ud og lavede sin egen. Alt, hvad I spiste fra salaten til hovedretten det var hende.
Anders frøs et øjeblik, så vekslede han et blik mellem mig og sin mor, der pludselig fandt det interessant at tørre den allerede rene bordplade af.
Men skat mor ville jo bare hjælpe. Så du at noget gik galt Hun er jo prof. Du ved, hun er lidt besat af kvalitet.
Men hvor var det lækkert! Dine forældre var helt oppe at køre. Hvem lavede det egentlig, hvis aftenen blev god?
Er det ligemeget? Stemmen rystede svagt, mens jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Er det virkelig det, Anders? For jeg er tilsyneladende ingen her. Bare et møbel. Dekoration.
Jeg har brugt dage på menuen! Ville så gerne selv give min mor og far en middag. Men din mor har endnu en gang gjort mig til en klodset amatør, der ikke engang kan piske en sovs sammen.
Ingen har udstillet dig, Rikke, sagde Birgitte roligt, mens hun foldede det hvide viskestykke. Vi sagde jo ikke noget. De tror, det var dig.
Du kan roligt sige tak for, at jeg reddede dit ansigt i aften.
Tak? Jeg grinede bittert. Tak fordi jeg ikke engang må fejle i mit eget hjem …
I mit hjem, rettede Birgitte lavt, men utvetydigt. Det er mit hjem, Rikke. Og i mit køkken passer dårlig mad ikke ind.
Stilheden. Bare fjernsynets mumlen i stuen og min far, der fortalte min mor noget imens de grinede.
De har en god aften. De tror, deres datter er fantastisk. Imens føler jeg mig, som én der har fået en syngende lussing foran hele forsamlingen, efterfulgt af salt i såret.
Jeg gik stille ud af køkkenet, forbi mine forældre.
Mor, far, undskyld, jeg har det pludselig skidt. Hovedpine. Anders følger jer ud, okay?
Søde, er du da ikke frisk? Min mor så bekymret på mig. Anden var himmelsk, du har virkelig arbejdet hårdt!
Ja nikkede jeg kun svagt. Aldrig igen.
Jeg lukkede mig ind på vores værelse og satte mig på sengen. Tankerne bankede: Sådan kan jeg ikke blive ved.
Det havde varet i et halvt år lige siden Anders og jeg flyttede ind midlertidigt hos Birgitte, for at spare sammen til udbetalingen på hele vores drømmeandelslejlighed.
Hvis jeg handlede, gennemsøgte hun poser med et blik, som om jeg havde indkøbt plastikmad:
Hvor har du fundet den tomat? Den kunne man lige så godt bruge i et filmstudie, ikke i en salat.
Hvis jeg kogte kartofler, stod hun bagved og sukkede, som om jeg lavede hærværk på hendes øjne.
Efterhånden holdt jeg bare op med at bruge køkkenet, når Birgitte var derinde.
Men i aften skulle have været min sejr. Det blev mit nederlag.
Døren knirkede. Anders trådte ind:
Nu er de gået. Alt gik vel, hvis vi ser bort fra dit udbrud. Mor gik måske lidt over grænsen, jeg skal nok tage den med hende, men
Du behøver ikke sige noget til hende, afbrød jeg og tog weekendtasken frem fra skabet.
Hvad har du gang i? Anders så forbløffet ud.
Pakker. Jeg tager hjem til mine forældre. Lige nu.
Kom nu, Rikke, ikke over en and! Det er jo bare mad!
Det er ikke mad, Anders! Det handler om respekt. Din mor jeg er bare et forstyrrende hjul i hendes perfekte verden.
Og du lader det ske: Mor vil bare det bedste, mor er prof Hvem er jeg så? Din kone eller bare hendes elev i køkkenet?
Hun mener det ikke ondt. Hun har været i restaurant i fyrre år, alt skal være perfekt.
Så må hun få sit perfekte univers for sig selv. Eller sammen med dig. Jeg vil have ret til at lave brændt røræg og saltet suppe i mit eget hjem, hvor ingen smider mit slid i skraldespanden, mens jeg tager bad.
Hvor vil du gå hen? Anders rakte ud efter min hånd. Det er jo nat, lad os snakke om det i morgen.
Hvis jeg er her i morgen, hører jeg bare at jeg har ødelagt kaffen.
Nu kan jeg ikke mere, Anders. Enten leder vi efter en lejebolig i morgen, om det så bare er et værelse hos nogen. Ellers ved jeg det ikke.
Men vi har jo ikke penge nok endnu, Anders blev vred. Vi sparer op! Om et halvt år har vi råd til hus.
Hvorfor spilde penge på leje? Vær lidt tålmodig.
Jeg så på ham, som om jeg mødte ham for første gang. Der var ingen forståelse i hans blik bare nøgternhed og et ønske om, at konflikten forsvandt af sig selv.
Et halvt år? Jeg lo opgivende. Om et halvt år er jeg væk. Jeg bliver kun til et spøgelse.
Jeg smed det nødvendige i tasken. Toiletsager, undertøj, et par T-shirts. Lynlåsen skreg, da jeg lukkede den.
Birgitte stod allerede i entreen, armene over kors. Ansigtet stenhårdt.
Demonstration? spurgte hun uden at blinke. Tredje akt i dramaet Den uretfærdigt oversete gourmet?
Nej, Birgitte, svarede jeg, mens jeg tog sko på. Det er afslutningen. Du har vundet. Køkkenet tilhører dig. Smid bare mine krydderier ud, de er sikkert heller ikke gode nok.
Rikke, stop nu! Anders kom løbende. Mor, sig noget!
Hvad skal jeg sige? Birgitte trak på skuldrene. Hvis pigen vil ødelægge ægteskabet over en gryde, så var det næppe et stærkt ægteskab.
I min tid kunne man indrømme fejl og lære af de ældre. Nu skal alle være originale
Jeg gik. Ned ad trappen lød deres dæmpede stemmer Anders forsøgte at forklare, mens Birgitte svarede med rolig snusfornuft.
***
Jeg boede hele ugen hos mine forældre. De lod som om de ikke forstod, men jeg ved de gjorde. Mor sukkede bare og satte flere lune pandekager foran mig de helt klassiske, ikke noget konfiteret.
Anders ringede hver dag. Først irriteret, så bønfaldende, til slut lovede han, at han nok skulle tale seriøst med Birgitte. På femtedagen kom han.
Rikke, kom hjem. Han lignede ikke sig selv, med mørke rande og krøllet skjorte. Mor er blevet syg.
Jeg stivnede med min kop te.
Hvad sker der, forhøjet blodtryk igen?
Nej, Anders satte sig og gemte ansigtet i hænderne. Det er noget mærkeligt virus. Hun har haft næsten 40 i feber i flere dage.
Hun sover nu, men Hun er apatisk, spiser ikke. Hun siger, at mad ikke smager af noget. Overhovedet.
Hvad mener du? Mistet smagssansen?
Nej, overhovedet væk. Hun siger, det føles som at tygge papir. Hun kan ikke lugte noget. For hende det er slemt.
Hun tabte et glas med hendes elskede krydderier i går, fordi hun ikke kunne dufte det. Jeg har aldrig set hende græde, Rikke.
Mit nag, omhyggeligt opbygget hele ugen, begyndte at smuldre.
Jeg kom til at tænke på, hvordan Birgitte hver morgen lagde sin dag ud med den samme kaffe-cermoni: hun kværnede bønner, indsnusede duften, som var det rent ilt og først derefter åbnede dagen.
Hvis man lever for duft og smagsnuancer, må det være som at blive blind, det der var sket hende.
Har hun været ved læge?
Ja, sagde de. Nervekomplikationer. Måske kommer sansen tilbage, måske aldrig.
Hun har låst sig inde. Siger, at uden smag eksisterer hun ikke.
Jeg kiggede på sneen, der dalede i månelyset. Jeg forestillede mig Birgitte den kolde køkkenchef, som nu sad alene i sit eget køkken, uden at kunne skelne vanilje fra hvidløg. Det var skræmmende.
Jeg beder dig ikke om at vende tilbage for min skyld, sagde Anders. Men hun kan ikke lave mad, hun tør ikke. Hun prøvede at lave suppe, men det var uspiseligt, hun kunne ikke smage det. Hun er knust.
Hvad skulle jeg kunne hjælpe med? sagde jeg tørt. Jeg er jo for klodset. Hun lod mig aldrig komme tæt på komfuret.
Du er hendes sidste håb. Hun vil aldrig indrømme det. Men jeg har set, hvordan hun stirrer på din tomme hylde i køleskabet.
Dagen efter tog jeg tilbage. Ikke fordi jeg havde tilgivet, men for jeg følte en mærkelig, familiær pligt. Birgitte var trods alt også en del af mit liv om end med torne.
Lejligheden duftede ikke mere. Ikke af bagværk eller stegte grøntsager. Det duftede af støv og tomhed.
Birgitte sad ved bordet, ti år ældre end jeg huskede hende. Det opsatte hår var løst og hun kiggede bare ned i teen.
Goddag, Birgitte, sagde jeg stille.
Hun stivnede, kiggede op.
Kommet for at håne mig? Så kom bare i gang. Du kan stege sålen, jeg kan alligevel ikke kende forskel på den og tournedos.
Jeg satte tasken fra mig og gik hen til hende. De hænder, der plejede at filetere fisk som en kirurg, rystede.
Jeg er ikke kommet for at håne dig. Jeg er kommet for at lave mad.
Hvorfor? vendte hun blikket mod vinduet. Jeg kan intet mærke. Alting er blevet gråt, Rikke. Som hvis nogen har slukket lyset.
Jeg spiser brød det er bare vat. Kaffen er bare varmt vand. Hvorfor spilde på råvarerne?
Jeg sukkede og tog overtøjet af.
Fordi så kan jeg være dit sæt smagsløg. Du fortæller, jeg smager.
Birgitte lo hult.
Du? Du kender ikke timian fra sar i tørret tilstand.
Så må du jo lære mig. Du er jo pro. Eller har du nu givet op?
Hun tav. Så længe på sine hænder, derefter på mig. En ilter og velkendt glimt blussede svagt op i hendes øjne.
Du holder ikke din kniv rigtigt, sagde hun. Skær dig ikke.
Så må du sætte plaster på, svarede jeg og tog bøffen frem. Der har ligget oksekød i køleskabet i en uge. Skal vi lave boeuf bourguignon?
Birgitte rejste sig langsomt, gik til komfuret.
Til bourguignon skal man brune ordentligt af. Hård varme ingen brændt skorpe. Du plejer at koge det hele i én pærevælling.
Så holder du øje! Sæt dig her. Men kald mig ikke navne. Jeg er elev, ikke boksetræning.
Birgitte satte sig. Hun rettede mit greb: Tommelfingeren oppe, pegefingeren langs siden.
Sådan begyndte vores første mærkelige lektion. Jeg hakkede, svitsede. Birgittes næse løftede sig af vane, men vendte hurtigt tilbage i smertefuldt udtryk.
Så vin, kommanderede hun til sidst. Damp alkoholen væk.
Jeg hældte vin i gryden. Køkkenet fyldtes af en duft, jeg ikke havde lagt mærke til før.
Hvordan dufter det? spurgte Birgitte lavmælt.
Jeg standsede. Som om regn i sensommeren ramte skovbunden. Noget syrligt, men med varme.
Birgitte lukkede øjnene. Mumlede mine ord som et mantra.
Taniner. Udmærket. En teskefuld sukker, så balancerer du det.
Og nu? Jeg smagte. Det mangler et eller andet måske lidt skarphed?
Sennep, svarede hun uden at se på mig. Fra Dijon. Kun på knivspidsen.
Jeg tilsatte. Smagte igen. Øjnene spilede sig ud.
Wow! Det er en helt anden sauce. Hvordan ved du det, uden at smage?
Et svagt smil gled over Birgittes ansigt.
Hukommelsen, mit barn. Man smager også med hovedet. Min hjerne er et kæmpe opslagsværk.
Resten af aftenen gik til madlavning. Da Anders kom hjem, duftede hele lejligheden af simret oksekød og vin.
Hold da op! udbrød han. Sikke en duft! Mor, er du rask?
Birgitte sad udmattet i stolen, men virkede forløst.
Nej, Anders. Det var Rikke, der lavede det hele. Jeg var bare en slem baggrundsstemme.
Anders så overrasket på mig. Jeg blinkede til ham.
Sæt dig, sagde jeg. Og klag ikke over saltet. Birgitte og jeg har talt hvert eneste riskorn.
Da han tog en ekstra portion, sagde Birgitte pludselig, med blikket rettet ude i stuen:
Ved du hvorfor jeg smed din and ud, Rikke?
Jeg frøs.
Hvorfor?
Den fejlede ikke noget. Den kunne sagtens spises.
Så hvorfor?
Birgitte vendte blikket mod mig med et blik, jeg aldrig havde set før. Der var angst. Måske af den slags, der opstår, når man frygter at miste sig selv.
Hvis du lavede den perfekt, blev jeg overflødig. Så var min rolle udspillet.
Min søn er voksen. Han har sit liv, sin kvinde. Og jeg jeg er bare kok. Hvis jeg ikke laver mad til folk, så er jeg ingen.
Jeg ville vise, at uden mig så går det ikke. At jeg stadig styrer dette køkken.
Jeg satte min tallerken ned. Jeg havde aldrig set på Birgitte sådan før.
For mig var hun altid klippen, diktatoren. Men måske greb hun bare til gryderne, fordi hun var bange for at falde overbord.
Du bliver aldrig overflødig, Birgitte, svarede jeg blidt. Jeg har tværtimod indset i dag, at jeg intet ved om rigtig mad.
Birgitte snøftede og fortrak pludselig ansigtet til sit gamle, stive udtryk.
Du klipper stadig som en krage. I morgen lærer jeg dig at lave kagecreme ordentligt. Og gør du det forkert, så ryger du ud!
Jeg grinte.
Aftale. Til gengæld vil jeg have din opskrift på honningkage.
Måske. Det afhænger af din opførsel. sagde hun, men hendes hånd lå et øjeblik over min.
I dag har jeg lært, at mad i virkeligheden sjældent handler om bare råvarer eller opskrifter men om vores behov for at føle os betydningsfulde og forbundne, også når det gør ondt.
