Mit eget lille, men så velkendte og hyggelige univers kollapsede, da jeg fyldte 34 år. Det virkede som om, jeg havde alt: et hyggeligt hjem og en stærk familie, men pludselig føles det som sand, der glider mellem fingrene. Min mand besluttede sig for at søge om skilsmisse, mens vi stadig boede sammen under samme tag. Han smilede til mig og børnene ved middagsbordet, men så modtog jeg en officiel besked med posten, som indeholdt skilsmissepapirerne og en dato for retsmødet.
– Jeg har længe villet fortælle dig det, mumlede han, engang den tætteste person i mit liv, – men det er bedst sådan. Jeg er træt af at lyve.
– Hvad skal du nu gøre? græd min mor, da hun fandt ud af, at vi skulle skilles, – hvem vil have dig med to børn, ingen job og intet hjem? Din far bor jo hos os sammen med din yngre søster.
Min mors klager over min bitre skæbne blev afbrudt af de værste skældsord rettet mod min mand og beskyldninger mod mig: Jeg havde svigtet, ikke formået at holde sammen på familien. Men hvad skulle jeg kæmpe for? Og med hvem? Alt virkede fint, indtil jeg gik ud for at tjekke postkassen i aften.
– Hvad er der at tude over? knurrede bedstefar fra sin kørestol, – det er jo ikke krig! I skal nok klare jer, dine børn er store nok nu til det.
Men jeg var stadig ved at forstå, hvordan jeg skulle håndtere den pludselige udfordring.
– Du behøver ikke arbejde, sagde min mand for tre år siden, da jeg endnu en gang havde fået vores fireårige søn udskrevet fra hospitalet, – vores søn kan ikke passe ind i en institution, bliv hjemme og tag hånd om ham. I det mindste indtil han starter i skole.
Så jeg blev hjemme, opdragede vores søn, og tog vores ældre datter Nanna til diverse aktiviteter og musikskole. Nu skulle vores søn begynde i skole, vores datter blev snart 15 år, og jeg havde intet arbejde. Jeg skulle flytte ud af den lejlighed, som min mand havde ejet før vores ægteskab, indenfor en uge.
– Du har din mormors hus, sagde han, – jeg skal nok hjælpe med at flytte dine ting. Du kan tage opvaskemaskinen, vaskemaskinen og alt andet med. Tak, hvor er du dog storsindet. Selvfølgelig tager jeg dem med. Men hvorfor i alverden skulle jeg have vaskemaskinen i et gammelt hus uden vandforsyning? For de fire år, siden jeg arvede det fra min afdøde mormor og bedstefar, har du nægtet at gøre noget ved det, fordi vi jo havde en komfortabel lejlighed. Men nu må jeg bo der med børnene.
– Øv, her lugter af fugt, sagde Nanna, skar ansigt da hun trådte ind i huset, – jeg vil ikke bo her, jeg vil hjem. Samtidig sneglede han sig væk uden at forklare vores datter, at dette nu blev hendes hjem. En uge senere, efter skolen, begyndte hun hurtigt at pakke sine ting i poser.
– Jeg har ret til at vælge, udbrød hun vredt, – jeg vil bo hos far, jeg gider ikke stå her og bakse med brændsel og baljer. Du kunne ikke holde fast i far, hvorfor skal jeg lide?
Jeg lod hende tage sit valg, mens lille Mads klyngede sig til mig som en lille spurv, som bare holdt mig tæt med sine stadig svage arme. Hvordan klarede vi den første vinter i det gamle hus?
Hvordan skulle jeg fortælle, at jeg rejste mig op kl. 2 om natten for at tænde op i ovnen, så der var varmt når Mads vågnede? Mens Mads satte brændeknuderne til tø på verandaen, så de kunne være klar til aftenens optænding.
Hvordan skulle jeg fortælle om de spande vi trak på kælkene, når vi skulle have en “bade”-dag?
Hvordan skulle jeg forklare, at jeg ikke havde ret til børnepenge, og at lønnen ved kassen i det nærmeste supermarked ikke var så høj som lovet? Eller min mors anklager:
– Din egen datter flygtede til sin far og hans kæreste, mens du bare sidder her og gør ikke noget for at få hende tilbage? Hvad er du for en mor. Se hvordan han måske også vil snuppe Mads fra dig.
– Ingen tager mig, sagde min alt for alvorlige søn, – jeg går ingen steder. Jeg ser Nanna i skolen.
Og så skete der et mirakel et år senere! Mit lille hus blev udpeget til nedrivning på grund af den nye skole, der byggede i nærheden. Byen fandt en måde at give os lejligheder, så det nye byggeprojekt fik en stor have og sportsplads. Mit hus var lille, men arealet gav os en toværelses lejlighed.
– Mor, ringede Nanna, – kan jeg flytte tilbage til jer?
– Selvfølgelig kan du det, min pige, svarede jeg simpelt.
Min mor og veninderne kritiserede mig igen for at være for blød.
– Hun valgte sin far, så burde hun bo hos ham. Hun har det ikke godt mere? Men vores nye lejlighed gør det nemt for hende at komme tilbage?
Nanna kom ind med taskerne, sky og med hovedet sænket. Og så begyndte hun bare at græde ved dørtærsklen. Hun hulkede og hviskede usammenhængende:
– Jeg troede… han sagde, men selv forrådte han mig… er de alle sådan? Deres skænderier er endeløse. Jeg er skyldig. Den lille søster græder hele tiden. Alt handler om hvem der har gjort hvad og hvor meget, og hun råber derefter at jeg spiser for meget. Og far, han har aldrig forsvaret mig… og hun kalder sig mor. Hvordan kan hun være en mor?
Jeg trøstede min unge datter, der oplevede forræderi fra hendes nærmeste for første gang. Jeg holdt bare om hende og kælede hendes hår, mens vi ventede på de mange tårer. Så sad vi der på gulvet i gangen, omgivet af tasker, som min tidligere mand havde sat ved min dør uden engang at ville se sin søn.
– Mor, min datter så på mig med et tåredynket børneansigt, – er det altid sådan? Findes der ikke nogle gode imellem?
Så vovede Mads sig hen til vores kvindelige tårflod, truende til at oversvømme naboerne nedenunder. Han omfavnede os begge så godt som muligt med hans otte-årige arme.
– Du siger, der ikke er nogen rigtige mænd? spurgte jeg min datter, – men der er en jeg helt klart kender!
Og vores eneste mand fnøs bare, mens han med stor koncentration slæbte sin søsters tunge taske ind på børneværelset, mumlende under sin ånde, imiterende en mandligt bas og hån mod vores tårer:
– Så megen fugtighed, hvad er der at græde over, det er jo ikke krig!
