**Mikkels Dagbog**
“Lise, er du hjemme?” Lasse stormede ind i lejligheden og standsede brat, da han så sin kone i entreen. Hun sad på hug og hulkede højlydt. “Jeg forstod ikke et ord af det, du sagde. Du græd så voldsomt, at det var umuligt at høre dig. Og så løb min telefon også tør for strøm, lige som det passede allerbedst. Hvad er der sket, Lise? Du ser helt ude af den ud.”
“Mikkel er væk…” hviskede Lise med besvær. “Han er ikke hjemme.”
“Hvad mener du, væk?” Lasse stirrede forvirret. “Hvor skulle han være henne? Kan du ikke forklare det ordentligt? Måske gemmer han sig et sted i lejligheden?”
“Nej. Din søster… Fie… Hun sagde, at Mikkel løb ud i opgangen ved et uheld, da hun gik ud med Magnus for at gå en tur. Men du ved jo godt, Lasse, vores Mikkel… Han ville aldrig selv løbe ud. Hvorfor skulle han det, når han næsten døde derude sidste gang? Jeg tror, hun gjorde det med vilje…”
“Hvad?!” Lasses næver knyttede sig. “Hvor er hun nu? Hvor er Fie?”
“Hun sagde noget med, at hun skulle i butikken… Jeg ved det ikke. Jeg har ledt efter Mikkel hele tiden, men han er ingen steder at finde. Ingen har set ham. Hvordan kan det være muligt, Lasse? Er mennesker virkelig i stand til sådan en ondskab? At smide et forsvarsløst væsen ud i kulden. Midt om vinteren. Er det normalt?”
“Et menneske? Nej. Men Fie… Fie er i stand til det. Især når hun allerede har gjort noget lignende før. Bare rolig, hun skal ikke blive her i dag. Jeg finder Mikkel!”
***
En måned tidligere…
Lasse gik mod busstoppestedet, da han pludselig lagde mærke til noget gråt under sneen.
Først troede han, det blot var en sten. Men stenen var mærkelig den rystede, som om den var en gammel, raslende fryser.
Måske var det netop dét, der fangede hans opmærksomhed. For han havde aldrig set, endsige hørt, en sten, der rystede af kulde.
For at tilfredsstille sin nysgerrighed gik han tættere på.
Og først da opdagede han, at det ikke var en sten, men en lille grå killing.
“Det var da…” mumlede Lasse og kradsede sig i nakken. “Hvad laver du her, lille ven?”
Men det var et retorisk spørgsmål. Enhver vidste, hvad husdyr lavede på gaden. De kæmpede for at overleve… Og denne lille killing forsøgte netop dét.
Den mjavede ikke eller kaldte på hjælp. Nej. Den lå bare og rystede.
Det var, som om den allerede havde accepteret, at ingen bekymrede sig om den. Så den forsøgte blot at holde sig varm.
Lasse tog forsigtigt killingen op og børstede sneen af dens pels, før han hurtigt gemte den under sin jakke og skyndte sig mod bussen.
På vej hjem kom han i tanke om, at Lise længe havde ønsket sig en killing en gråstribet en. Men de havde aldrig fået tid til at besøge et dyrehjem.
Og nu havde skæbnen lagt den lige for hans fødder. Når skæbnen byder én noget, må man tage imod det.
“Lise, jeg har en overraskelse til dig,” sagde Lasse glad, da han kom ind i lejligheden.
“Åh, du har virkelig forkælet mig på det sidste,” smilede Lise, da hun kom ud i entreen. “Først guldøreringe, så den telefon, jeg altid har drømt om, og nu biografbilletter. Hvad er det denne gang? Ski-ferie?”
“Bedre!” grinede Lasse og åbnede lynlåsen på sin jakke. “Her! Jeg fandt ham på gaden. Var det ikke sådan en, du ønskede dig? En gråstribet?”
“Åh gud,” gispede Lise. “Han er helt gennemfrossen, den stakkel. Kom her, jeg varmer dig. Og du, Lasse, skynd dig at tage jakken af, vask hænder og kom ud i køkkenet. Middagen er klar.”
Lise så på killingen igen og smilede: “Han er så smuk…”
Sådan fik Lasse og Lise Mikkel. De overvejede længe navne, men endte med det klassiske.
“Jeg synes, Mikkel passer ham bedre end noget som Tom eller Felix.”
“Enig, skat.”
Den glædelige begivenhed fandt sted i slutningen af november, da den første sne faldt. Så killingen nåede aldrig at opleve gadelivets barskhed om vinteren.
Og tak for det. For mange overlever ikke den prøvelse…
I de to uger, Mikkel boede i sit nye hjem, blev Lasse og Lise virkelig knyttet til ham.
Rettere sagt, de elskede ham fra første dag, men følelsen blev kun stærkere med tiden.
Killingen havde også godt af Lise og Lasse rare, gode mennesker. Sådan nogle ville ikke gøre ham fortræd eller smide ham ud, som hans tidligere ejere havde gjort. Derfor følte han sig tryg.
Selv når han ved et uheld fik noget til at falde fra bordet eller kommoden, blev han ikke skældt ud, men blot bedt om at passe bedre på næste gang.
“Selvfølgelig!” mjavede Mikkel selvsikkert, mens han for tiende gang sprang op på soveværelseskommoden og fik fjernbetjeningen til at falde ned.
Alt var godt, indtil der en morgen blev banket på døren.
“Hvem kan det være en søndag morgen?” Lasse gned søvnigt øjnene og kiggede på væguret klokken var halv syv. Det var endnu mørkt udenfor.
“Måske naboen?” foreslog Lise. “Måske er der sket noget?”
“Jeg tager den.”
Da Lasse åbnede døren, så han sin søster Fie stå på dørtrinnet. Og ikke alene med sin søn Magnus, der var fem år.
“Hej, lillebror,” smilede hun. “Vi kommer på besøg. Det er vel okay?”
“Egentlig…”
“Jeg ved det, jeg ved det man skal lige give besked. Men situationen var så presset, at jeg ikke nåede det. Og du havde nok ikke taget telefonen så tidligt alligevel. Så jeg tog bare afsted. Må vi komme ind? Og hjælp mig lige med kufferten jeg troede, jeg skulle dø, da jeg slæbte den op til fjerde sal.”
Selvfølgelig lukkede Lasse dem ind. Men kufferten forvirrede ham. Man tog normalt ikke kufferter med på besøg.
“Er der sket noget?”
“Hvad, er det ikke åbenlyst?” svarede Fie med et modspørgsmål. “Min mand har smidt mig ud. Han har fundet en anden, kan du forestille dig? Og jeg har ingen steder at tage hen. Hvis det er okay, bliver jeg her et stykke tid. Indtil jeg finder ud af, hvad jeg skal gøre. Så kan vi også holde nytår sammen. Det bliver hygg
