Nytårsundere
Peter, vil du ikke nok forklare mig, hvordan du kunne glemme det? Jeg mindede dig adskillige gange om det i morges og skrev endda en sms til dig! sagde Katrine bebrejdende og så på sin mand.
Han stod i døråbningen til køkkenet og trak på skuldrene med et skyldbetynget udtryk.
Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan det kunne ske, Katrine… Det gled bare ud af hukommelsen, forsøgte Peter at forsvare sig.
Og din telefon?
Jeg tog den slet ikke op af lommen i dag, så jeg så ikke din besked…
Katrine begyndte at koge indvendigt.
Du huskede at købe et nyt batteri til bilen, men du kunne ikke huske, at der skulle gave til din datter under juletræet?
Det smuttede… Autoværkstedet lukkede allerede klokken otte, så jeg havde travlt og glemte alt andet. Undskyld, virkelig.
Nogle gange tror jeg, Peter, at din gamle skrammelkasse af en bil betyder mere for dig end Mille, Katrine satte sig tungt på en taburet og så på uret.
Uret viste fem minutter i elleve.
Det var sent, midnat nærmede sig, og der var ikke mere at gøre. Den magtesløshed føltes ekstra slem.
Katrine, hold nu op. Hvorfor siger du sådan noget? Jeg elsker da Mille, og det ved du godt. Det var ikke med vilje. Hvem glemmer ikke noget en gang imellem?
Jeg gør ikke, Peter! Katrine havde mest lyst til at råbe, men talte dæmpet for ikke at vække datteren.
Peter ville kramme sin kone for at dæmpe balladen, men hun trak sig væk, vendte ham ryggen og begyndte at hælde hjemmelavet rejesalat i en skål.
Halvdelen af dagen brugte jeg på den salat for at glæde ham, og så glemmer han gave til sin egen datter…
Jeg skulle bare have ordnet det hele selv, mumlede Katrine videre. Jeg stolede på dig, Peter. Jeg troede, du var ansvarlig.
Jeg forstår det, det gør jeg, men hvis man ser på det, er det jo ikke verdens undergang, forsøgte Peter at dæmpe det. Nå, så ligger der ikke en gave under træet, vi må sige til Mille
Hvad, skat? Hvad siger vi? At hendes far har hukommelsesproblemer i en alder af 35? Eller at han gik mere op i et bilbatteri?
Vi kan sige, at julemanden havde for travlt i år og ikke kunne nå forbi. Og i morgen tidlig køber jeg en gave så får hun den af julemanden, lidt forsinket.
Hvor vil du købe den? Næsten alle butikker er lukket nytårsdag. Højest føtex eller Netto, og der har de næppe rulleskøjter. Åh Peter…
Katrines frustration var til at forstå.
Siden Mille blev født, havde de fået en tradition: Når klokken slog tolv nytårsaften, gik familien sammen om træet for at finde gaverne.
Mille, som troede på Julemanden og på nytårsmirakler, elskede det allerhøjest. Hun havde så mange følelser, når hun selv fik åbne den lille æske med sløjfe.
Hun havde allerede flere gange i aften kigget forventningsfuldt under træet og spurgt sin mor, om hun troede, julemanden kom i år.
Gad vide hvad jeg får i år? spekulerede hun højt. Jeg ville gerne have en cykel som Christian på anden sal, men rulleskøjter ville også være sejt.
Katrine smilede til hende. Hun havde bedt Peter om at købe rulleskøjter til deres datter.
Normalt var det hende, der stod for gaven, men i dag blev Peter hastigt kaldt på arbejde, så Katrine tænkte, at han lige så godt kunne tage den med hjem på vejen.
Peter kom først hjem efter otte, og først da Katrine begyndte at dække nytårsbordet og blinkede konspiratorisk til ham om gaven, gik det op for ham, at han havde glemt det.
Katrine, lad os nu ikke ødelægge humøret på årets sidste dag, bad Peter, mens han prøvede at kramme sin kone med et forsonende smil Det var ikke med vilje. Skal jeg tage snakken med Mille selv? Hun forstår det nok.
Katrine svarede ikke. Hun koncentrerede sig om borddækningen, men tårerne løb ned ad kinderne. Hvordan kan man glemme at købe gave til sit barn?
Hun havde indtil det sidste håbet, Peter havde gemt gaven og bare ventede på det rette øjeblik for at lægge den under træet. Nu var alle butikker lukket.
Skal jeg hjælpe? spurgte Peter forsigtigt, mens han så Katrine sætte tallerkener på bordet.
Nej tak. Du har allerede hjulpet nok…
I det samme kom Mille stormende ud i køkkenet, lettere hyperaktiv efter at have maraton-set alle nytårsklassikerne på DR Ramasjang.
Mor, far! Mindre end to timer til midnat! Mon julemanden snart kommer med min gave?
Katrine sendte et hurtigt, arrigt blik til Peter, men vendte sig hurtigt væk fra datteren for ikke at ødelægge hendes forventning.
Hun havde allerede besluttet sig: Der måtte et kuvert med penge under træet, hvorpå der stod: Til Mille til rulleskøjter. Ikke det bedste, men bedre end ingenting.
*****
Da det blev elleve, satte familien sig til bordet. Pludselig bankede det på døren.
Peter, havde du inviteret nogen? spurgte Katrine overrasket. For jeg har ikke!
Nej, ikke mig. Det må være naboerne. Jeg går ud og ser. I kan hælde saft op i mellemtiden, svarede Peter og gik ud i opgangen.
Da han åbnede døren, stod en skægget mand i rød, slidt jakke. Han lignede på ingen måde julemanden mere en hjemløs. Det afspejlede sig både i udseende og lugt.
Hvad ønsker du? Har du taget fejl af lejlighed, eller kommer du for at tigge? Jeg giver ingen øre du bruger dem kun på bajere, sagde Peter direkte.
Nej nej, jeg skal ikke bede om penge, jeg klarer mig, svarede manden frisk.
Klarer sig sikkert, tænkte Peter og måtte kæmpe for ikke at grine. Han havde ondt af hjemløse, men mandens forsikring lød bare så komisk.
Hvad vil du så? Peter trådte ud på trappen og lukkede døren så duften ikke sivede ind.
Jo altså Jeg fandt en killing nede i opgangen. Se hvor sød den er, manden hev en lille lodden fyr frem fra jakken. Kan det være jeres? Har I mistet den?
Peter fnøs.
Nu prøver han at afsætte en kattekilling, som han nok vil have en skilling for, tænkte han. Nej, jeg har aldrig set den før. Vi har aldrig haft dyr i familien.
Men vil I ikke have den? Den er så sød. Har I en datter, vil hun sikkert elske den.
Nu kommer det vil bare have penge, tænkte Peter og rystede nej.
Nej tak, vi skal ikke have den.
Nå, sagde manden trist. Så må jeg vel efterlade den ved affaldscontaineren.
Han skulle til at gå, men Peter greb hans skulder.
Vent lige, hvad mener du? Hvorfor smide sådan en lille killing væk? Lad den blive i opgangen, så må folk tage sig af den.
Men den bliver bare smidt ud igen, og ved containeren kan den gemme sig i kasser. Der finder den også mad.
Peter havde aldrig haft noget særligt med dyr, men nu fik han ondt af killingen. Han forestillede sig den alene og frysende hele natten…
Uden mere betænkning rakte han ud.
Giv mig den! udbrød han. Ingen grund til at smide den ud.
Som du vil, svarede manden venligt, bukkede og gik.
*****
Peter smuttede ind og gemte killingen bag ryggen, mens Katrine og Mille stak hovedet ud fra køkkenet.
Hvor blev du af? Skete der noget?
Nej nej, alt er i orden, svarede Peter, i hast på at undgå potentielle mjav.
For hvis Katrine opdagede, hvad han havde slæbt med hjem, ville hun enten smide ham eller killingen ud. Han havde dog brug for tid til at forklare sig ordentligt.
Hvem var det? Katrine sendte ham et mistænksomt blik.
Det var bare vores nabo, Henrik fra femte. Ville høre om bilbatterier…
Selvfølgelig Du ved jo alt om batterier. Gå ud og vask hænder og kom til bords, nytåret nærmer sig.
Fem minutter!
Da de gik ind i køkkenet, foer Peter forvildet rundt og spekulerede på, hvor pokker han kunne gemme killingen. Alt for koldt på altanen, for risikabelt på badeværelset, børneværelset og soveværelset var no-go, så det måtte blive dagligstuen.
Peter, kommer du ikke snart? Katrine kaldte utålmodigt.
Jeg kommer, skat!
Han gemte killingen på nederste hylde i skabet, lod døren stå lidt på klem, så der kom luft ind, og ilede ud i køkkenet.
*****
Godt nytår! råbte folk udenfor.
Peter sagde også traditionelt godt nytår og ønskede sine piger sundhed og held.
Mens han sagde det, løb Mille i stuen. Katrine kom pludseligt i tanker om, at hun havde glemt kuverten, og sendte Peter endnu et bebrejdende blik: Din skyld!
Så kan du forklare Mille, hvorfor hun ikke får gave!
Men Mille var ikke ked af det tværtimod lød et glædesråb, så man kunne høre det gennem storm og fyrværkeri.
Mor, far! Kom hurtigt se, hvad julemanden har lagt til mig under træet!
Peter og Katrine skyndte sig ind og så Mille stå ved juletræet med en lille, hvid killing under træet.
Jeg har ønsket mig en kattekilling i så lang tid og nu har julemanden givet mig en! hun var ved at tude af glæde. Jeg vil kalde ham Snebold.
Hun samlede den lille uldtot op og krammede den, mens Katrine trak Peter til side.
Hvad er det her? Hvor kom den fra? Er det din skyld?
Katrine, vær sød ikke blive sur jeg forklarer det…
Sur? Hør nu her… Se hvor glad Mille er! Du kunne da bare have fortalt mig, du havde en overraskelse. Så havde jeg ikke skældt dig sådan ud, sagde hun mildt og gav ham et kys på kinden.
Peter stod målløs. Han kunne ikke tro, han slap så let. Folk siger det jo: Nytåret bringer små mirakler. Nu var både datter og kone glade.
Alt sammen takket være en hvid killing og…
Han kom pludselig i tanke om den hjemløse.
Katrine, der er noget… hviskede han diskret til hende. Hun kiggede overrasket og nikkede.
*****
Nå, Henriksen, den skæggede mand klappede sin makker på ryggen. Alle killinger har fået hjem. Kan vi vel roligt vende tilbage til kælderen nu, inden de låser for natten.
Ja, og du fik en god idé med det der containertanke, grinede den anden.
Mente du det? Jeg frygtede at blive smidt ud på røv og albuer for det.
Man løber en risiko… Men kun dem, der virkelig har hjerte, tager sådan en killing til sig for at redde den.
Det er sandt nok…
Så nu har killingerne fundet gode hjem. Du tænker godt, min ven.
De to hjemløse sad på en bænk ikke langt fra opgangen, hvor de netop havde sørget for fire killinger, de fandt i kælderen, alle havde fået nyt hjem i aften.
Folk på gaden gik smilende forbi og ønskede dem godt nytår; ingen forfulgte dem, som tit sker.
Pludselig gik porten op, og Peter kom løbende, spejdede rundt, fik øje på dem, vinkede og løb over.
Hvad nu, fortrød han killingen? spurgte Henriksen, så snart han genkendte Peter.
Godt nytår, venner! Peter smilede og overrakte dem en stor pose. Min kone og jeg har samlet lidt godt nytårsmad til jer.
Tusind tak, det havde vi ikke regnet med! svarede mændene.
Og her fra mig personligt, Peter rakte dem en flaske mousserende vin. Så I kan fejre ordentligt.
Så, Henriksen nu bliver det sandelig en rigtig nytårsaften! Der findes stadig små mirakler, jublede makkeren.
Peter skulle til at gå, men vendte så om.
Hvor har I tænkt jer at fejre aftenen, hvis jeg må spørge?
Tja, kælderen herovre er lun og tør. Vi har papkasser nok til at ligge på.
Ved I hvad? Kom lige med mig.
Fem minutter efter stod de tre mænd i Peters garage.
Få jer til rette. Her er et sovesofa og varmeblæser, bord og service. Så har I det lidt mere hyggeligt end i kælderen. Jeg flytter bare bilen ud i gården.
Vi kan da bare rykke sammen… begyndte de.
Nej, det går nok. Bare lad være med at drikke hele vinen ok?
Bare rolig, det skal nok gå stille for sig kun lidt til skål! forsikrede Henriksen.
Godt. Jeg stoler på jer. I morgen kommer jeg forbi så kan vi snakke lidt, måske kan jeg hjælpe jer mere.
Uventet hjælp, sagde Henriksen lavmælt.
Ja, hvem skulle have troet det… nikkede makkeren.
Sådan blev det en rigtig nytårsnat. Fyldt med små mirakler og varme på dansk.
