Mine venner køber lejligheder og bruger penge på renoveringer, mens min kæreste har brugt alle vores opsparede penge i et forsøg på at øge vores formue.
Alle har en sød kone, og jeg føler, at jeg er endt med en tåbelig én.
Hun pralede overfor alle og enhver, sagde at når vi blev gift, ville vi uden besvær købe en lejlighed, for gæsterne ville give penge, og familien ville hjælpe, men i virkeligheden sagde hendes forældre, at når hun havde besluttet sig for at gifte sig med en “ufaglært ejendomsmægler” som kun var tyve og ikke havde nogen uddannelse, måtte vi altså selv finde ud af det med lejligheden. De lo nærmest af vores situation, og jeg endte med at tage min kone med hjem til mine egne forældre.
Min bror bor allerede der med sin gravide kæreste, så der er virkelig trangt. Mine forældre lod forstå, at det ville være rigtig fint, hvis vi flyttede ud, bare ind i en lejelejlighed, men jeg besluttede at spare op, så vi kunne tage et lån og købe et hus senere. Min kone vidste godt hvad jeg planlagde, hun sagde selv hvor gerne hun ville flytte, og hvad gjorde hun så? Hun købte aktier for vores opsparing.
For hvad? For at få pengene til at vokse.
Min mor var tæt på at besvime, da jeg fortalte hende det. Mit hjerte gør også ondt, for aktiernes værdi falder hele tiden, og det er svært at få dem solgt nu. Vi må enten finde os i et tab, eller satse på at vente og håbe, at de en dag stiger. Og det er det alle mine venner har familier og lejligheder, og vi har aktier.
Min kone græder og fortryder at hun lod sig narre. Hun har endda betalt de her folk for at lære hende hvordan og hvor hun skulle investere. Jeg kan ikke lade være med at tænke på skilsmisse. Min kærlighed rækker ikke, hvis jeg ikke kan give slip på det her; alt jeg tænker på, er de penge, jeg har arbejdet for og sparet op i årevis, som nu forsvinder for øjnene af os.
Ser man sådan på det, har vores ægteskab haltet fra start, og det her bekræfter bare, at jeg kører i modvind, fordi jeg giftede mig med en ubetænksom pige.
Men måske handler det dybest set ikke kun om penge eller ansvar. Måske skal vi lære, at ægte fællesskab kræver tillid og forståelse og at vi kun kommer videre, hvis vi hjælper hinanden, når vi fejler. Ingen er perfekte, og det er modgangen, der viser os, hvem vi virkelig er både hver for sig og sammen.
