Jeg kom fra en stor familie: min far, min mor, min storebror, to søstre og mig selv. Vi boede i en rummelig treværelses lejlighed i udkanten af Odense, og min far havde for mange år siden bygget et stort sommerhus ude på Fyns land. Alligevel har vi aldrig været, hvad man ville kalde, en særlig sammentømret familie. Børnene, især vi piger, var hele tiden i småskænderier, den sære slags hvor ansigter bølger og tid og sted hopper rundt.
Som årene gik, forblev familiebåndene lige distancerede og anspændte, som is der aldrig helt vil smelte. Min storebror var den første, der forlod hjemmet. Efter han havde aftjent sin værnepligt, blev han gift med en kvinde, der virkede til at se på vores familie gennem duggede ruder; hun brød sig ikke synderligt om os. De fik en datter, som vores forældre forsøgte at besøge, men stemningen under de besøg mindede mest af alt om tyste middage, hvor maden er kold og ordene klistrer til ganen. Isen mellem familierne holdt, og for syv år siden ophørte al kontakt som om nogen havde glemt hele sagen under en tung, dunet dyne.
Min ældste søster blev stormende forelsket i en skuespiller det første år på universitetet. Hun fulgte ham og hans teatertrup rundt i danske provinser, hvor alle gader lignede hinanden og nattens farver aldrig helt blev mørke. Efter tre års omflakkende kærlighed skændtes de, og han efterlod hende i en fremmed by, hvor hun vågnede op i en drømmeagtig tåge af ukendte ansigter og fjerne kirkeklokker. Hun nægtede stolt vores forældres hjælp, boede sporadisk på kollegieværelser, i gamle rækkehuse med lydende af vind i murene, indtil hun til sidst fortalte os at hun havde giftet sig med hvem, hvor og hvordan ved ingen af os, for siden hendes sidste besøg for ti år siden har hun ikke vendt tilbage.
Min næstældste søster har altid været familiens centrum, forkælet med det bedste, næsten som hun glødede i lyset fra gamle danske forårsaftener. Hendes skønhed var som hugget i granit: ikke nødvendig at tale om, bare til stede. Selvom hun aldrig brillerede i skolen, levede hun efter et motto der lød: Værdien af et menneske måles i tykkelsen på deres tegnebog. Efter gymnasiet kastede hun sig i armene på sønnen til en velhavende forretningsmand. Da faderens forretning faldt sammen som en brik i et domino, gled hun sømløst over til en ven af familien med et mere solidt økonomisk fundament. De har nu boet sammen i fem år nord for København med deres lille dreng, som allerede samler på lommepenge og gåder.
Mit eget liv har aldrig været stille. Efter universitetet giftede jeg mig ikke med en prins, men med en mand hvis drømme endte i Gl. Carlsbergs flasker og søvnløse nætter. Vi fik en datter, men til sidst måtte jeg skilles, imens mine forældre samtidig ramtes af tunge helbredsproblemer. I mange år balancerede jeg mellem sygehusenes hvide gange og børnehavens legende latter. Mine søskende tilbød aldrig en hjælpende hånd; dog hævder de stadig, som i et drømmespil uden ophør, deres ret til arven. For længe siden gav min far mig nøglen til huset på landet, men jeg føler stadig at mit hjerte, og ret, også hører til den lejlighed hvor minderne flyder som mælk i aftenkaffen.
