Det sker, at jeg er blevet 60 år og bor alene i København. Jeg har hverken børn eller mand, selv om jeg en gang var gift ja, tro det eller ej! Da jeg var 25, blev jeg gift af ren kærlighed.
Ægteskabet blev dog kort, for min mand havde svært ved konceptet trofasthed. Han slæbte sin elskerinde hjem til vores lejlighed, og det var alligevel lidt for meget for mine danske værdier. Jeg pakkede mine ting og flyttede hjem til mine forældre i Odense. Bare to måneder efter skilsmissen fik jeg den klassiske nyhed: Jeg var gravid.
Hvis jeg skal være ærlig, havde jeg absolut ingen lyst til at underrette min eksmand. Jeg kontaktede ham aldrig. Jeg besluttede, jeg selv ville opdrage mit barn, og det gik jeg så i gang med. Men da min søn kom til verden, var lægerne ikke særlig optimistiske. Deres barn er født meget svagt, og desværre er der mere: Han har en uhelbredelig sygdom. Han vil være heldig, hvis han når 11 eller 12 år.
Jeg var helt lost og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg passede min søn, ammede hver dag, men tanken om, at jeg snart skulle tage afsked med ham, sad fast i hovedet.
Min søn blev 15 år faktisk nåede han længere end forventet! Jeg mistede ham og min far inden for en uge. Pludselig stod jeg uden de to, jeg holdt allermest af.
Min far efterlod mig sin lejlighed midt i København ikke nok med, at den var stor, den var også lige til at prale af. Jeg har boet alene alle disse år, uden særlig mange mænd på banen. Jeg ville egentlig gerne have haft et barn mere, men jeg var bange for at gentage tragedien, så jeg tog aldrig chancen. Da jeg blev 45, købte jeg mig en laptop en rigtig dansk model og begyndte at skrive mails til familien og læse nyheder.
Familien opdagede, at jeg sad alene i det store københavner-hjem, og så begyndte de at droppe forbi i skiftende hold. De kom altid med små gaver og souvenirs, selvfølgelig. De spurgte tit, om jeg mon havde skrevet et testamente, og da de hørte, at jeg ikke havde, begyndte de at brokke sig over deres økonomi. Nogle gik endda så langt som at snakke dårligt om andre i familien, bare for at fremstå ekstra ansvarlige og sympatiske i mine øjne. Sandheden er, jeg udmærket ved, hvem der får min lejlighed: Min veninde har en datter, Astrid, som altid hjælper mig uden at kræve noget til gengæld.
Min familie? De tænker kun på lejligheden. Til sidst stoppede jeg med at kontakte dem men det lagde de ikke mærke til.
En dag ringede min fætter, Henrik, og spurgte direkte og ganske uhøfligt, om jeg stadig var i live, og hvem jeg havde valgt som arving til lejligheden. Der blev jeg så fornærmet, at jeg blokerede samtlige familiemedlemmer på både mobilen og mail. Nu er der ingen, der kan irritere mig i mit solskinshjem bortset måske fra postbudet, men han vil heldigvis ikke arve noget!
