**Mine Regler**
Som så ofte sker, kendte Freja ikke sin far. Han forlod hende og moren lige efter fødslen. De boede i en lille by i et hus med have. Moren forkælede ikke datteren. Allerede som barn kunne Freja fylde ovnen med brænde, luge haven og handle ind.
Hun fik topkarakterer i skolen, elskede at lære, og drømte om at blive skuespillerinde og flytte til en storby. Efter gymnasiet flyttede hun til Aarhus, fik det første job, hun så, og startede på universitetets fjernundervisning.
“Drømme er drømme, men man skal have et sikker job,” sagde moren. “Skuespillere lever fra hånd til mund.”
Da hun begyndte at tjene mere, købte Freja en brugt bil på afbetaling – ingen Mercedes, bare en lille pålidelig Peugeot. Hun kørte hjem til moren med stolthed.
I dag har hun en anden bil, men husker den første. For nylig så hun den parkeret i byen og kunne knapt tro, den stadig kørte. Hun ville gerne have beholdt den, men… som det nu er, forelskede hun sig. Første kærlighed, første erfaring. Han overtalte hende til at sælge bilen.
“Den er gammel og vil snart falde fra hinanden. Lad os sælge den og købe en ny, der holder mange år,” overtalte han. “Bedre at sælge nu, mens den stadig ser godt ud.”
Freja gik med til det. Mænd forstår jo mere af den slags. Hun lod ham stå for salget. For at købe en ny bil, måtte hun tage endnu et lån. Han lovede at hjælpe med afbetalingerne. Hvor var hun glad for den nye Citroën!
Men på mystisk vis blev det ham, der primært kørte i den. Han afleverede Freja på arbejde og brugte den derefter til sine egne ærinder. Han betalte et par afdrag, men stoppede så med undskyldningen: “Jeg har ikke råd lige nu.”
Freja elskede ham alligevel, fandt på undskyldninger for ham – indtil naboen en dag stoppede hende i gården og spurgte, om hun vidste, at hendes kæreste bragte andre piger hjem.
“Jeg så det med egne øjne. De kom i bilen, gik arm i arm ind i opgangen og kom ud igen tre timer efter.”
“Ja, jeg ved det. Det er…” Freja stammede af vrede og så på uret. “Undskyld, jeg har travlt.” Hun skyndte sig ind.
“Smid ham ud, mens der stadig er tid,” råbte naboen efter hende.
Derhjemme brød Freja sammen i gråd. Da han kom hjem, tog hun bilnøglerne og smed ham ud.
Nu stod hun alene med en bil og et lån. Om aftenen gjorde hun rent på kontoret for ekstra penge – uden at nogen skulle vide det. Hun begyndte at undervise i engelsk som bijob. Hun kæmpede, men betalte lånet hurtigt og besluttede sig for at købe en lejlighed.
På et besøg hjem i fødebyen hørte hun morens spørgsmål: “Hvorfor er du alene? Ungdommen varer ikke evigt. Ingen, der falder i din smag? Du er flot, har bil…”
I et anfald af selvmedlidenhed fortalte Freja om sit svigt.
“Du er for tillidsfuld. Jeg sagde jo, storbyerne er fulde af fristelser og svindlere. Du læser romantiske bøger, men livet er anderledes. Der er ingen riddere længere – alle vil leve på prinsessernes bekostning. Nå, du finder din anden halvdel engang.” Moren gik ud og kom tilbage med en avisindpakning.
“Her. Jeg har sparet op til din bryllupsdag. Du kan ikke bo til leje hele livet. Det er til udbetalingen.”
Freja omfavnede hende. Begge græd.
Hjemme i Aarhus købte hun en lille én-værelses. Hun ville alligevel kun sove der. Stadig arbejdede hun ekstra for at betale af på lånet – men gjorde ikke rent på kontoret længere. Træt men tilfreds kom hun hjem til sin egen lille lejlighed.
Efter den smertefulde erfaring var Freja forsigtig med mænd. Hun turde ikke forhold, lukkede ingen ind i sit liv. Som 28-årig havde hun en lejlighed, halvt betalt bil og et stabilt liv. Alt selv opnået. Ingen rig familie til at hjælpe.
Men kærligheden? Ingen tid til at møde nogen. Og selv hvis hun gjorde, var hun på vagt. Alligevel længtes hun efter en mand, børn, en familie at pleje.
Pludselig dukkede en gammel skoleveninde, Mette, op. Hun havde slæbt gaver fra moren med – syltetøj og kager.
“Hvor er du heldig, Freja. Godt du slap fra vores lille hul. Du har din egen lejlighed, bil, tjener godt. Jeg blev på grund af Mads. Elskede ham siden skolen. Hans mor var syg. Jeg passede hende som min egen. Og hvad fik jeg? Da hun døde, fandt han mig en ny lærerinde. Jeg skabte en kæmpe scene – de vil huske den længe!”
Hun besluttede at starte en ny tilværelse. “Må jeg bo hos dig et par dage? Jeg finder et job og en lejlighed.”
“Selvfølgelig. Jeg er kun hjemme for at sove. Jeg køber en madras.”
Men Mette var vant til at sove længe, lod tallerkener stå, og hver aften var der en ny undskyldning. En morgen var Freja forsinket, fordi Mette havde lagt beslag på badet.
“Vi må have regler,” sagde Freja. “Jeg arbejder om morgenen – badet er mit. Når jeg er væk, kan du bruge det. Find en avis, søg job.”
Mette sukkede. “Jeg misunder dig. Alt går din vej. Jeg kan ikke komme videre.”
Men hun fandt ikke arbejde. En nat kom hun hjem fuld i Frejas kjole.
“Er du sindssyg? Jeg har ikke engang båret den!”
“Den klæder dig ikke. Du har ingen kurver. Her, tag den.” Hun rev i kjolen, så sømmen gik.
“Det er nok. Du forlader min lejlighed i dag.”
“Men hvor skal jeg sove?”
Freja vidste, Mette ikke havde noget sted at tage hen. Men nok var nok.
Da hun kom hjem, var Mette væk – men der manglede penge fra skabet. Freja ringede rasende. “Jeg skal betale mit lån! Hvor er mine penge?”
“Jeg tog dem ikke!” sagde Mette.
“Kom med dem, ellers anmelder jeg dig.”
Om aftenen kom Mette og smed pengene på bordet – ikke alle. “Jeg betaler resten senere.” Hun marcherede ud, som om Freja var den skyldige.
**Moral:** Nogle mennesker ændrer sig ikke. Selv når man hjælper dem, tager de mere, end de giver. At sætte grænser er ikke ondskab – det er at passe på sig selv. Livet er for kort til at leve for andre.
