Mine forældre tilbød os en stor sum penge, hvis jeg blev gravid – men med tiden indså min mand og jeg, at vi var blevet snydt.

Jeg er enebarn, selvom jeg angiveligt var længe ventet, har jeg aldrig rigtig følt mig elsket. Da jeg var 23 år og fem måneder gravid, begyndte jeg at tvivle på, om jeg virkelig var mine forældres biologiske datter. Mine forældre er begge i 70erne, og vores økonomiske situation er elendig. Vi bor til leje i en lille lejlighed i udkanten af Aarhus, hvor vi knap nok kan holde hovedet oven vande. Både min mand og jeg studerer og arbejder på deltid, men pengene slår ikke til. To gange har vi været tæt på at blive smidt ud, fordi vi ikke kunne betale huslejen, og vi har måtte låne penge af venner for at klare os. Vi er dybt forgældede, og der er ofte ikke råd til ordentlig mad. Nogle gange hjælper mine forældre os lidt med madvarer, men ellers er vi på egen hånd.
Mine forældre ville virkelig gerne have, at vi giftede os, så for et år siden gik vi hurtigt op på rådhuset i Aarhus og blev gift. Kort tid efter begyndte de at lægge pres på os for at få børnebørn. Min mor gentog tit: Du skal have et barn nu ellers ender du ligesom mig, som gammel forælder. Men hverken min mand eller jeg følte os klar. Vi vidste, hvilket stort ansvar det ville være, især økonomisk, og vi udsatte hele tiden beslutningen.
Så en dag gav mine forældre os et tilbud, vi næsten ikke kunne afslå: Hvis jeg fødte et barn, ville de give os et stort beløb nok til at vi kunne købe et lille hus ude på landet. Så ville de selv flytte derud, og vi kunne få lejligheden i byen. Vi tænkte meget over det og konkluderede, at det var den eneste mulighed for at slippe væk fra de evige bekymringer om huslejen og vores dårlige økonomi. Min mor bedyrede, at hun gerne ville passe barnet, så jeg kunne fortsætte mine studier.
Derudover lovede de økonomisk støtte og hjælp til alt, hvad vi og barnet skulle bruge. Men ingen af deres løfter blev holdt. Min mor købte ikke så meget som én ble. Hele graviditeten ringede hun nærmest kun for at spørge, hvordan det gik med forberedelserne selvom hun udmærket vidste, at vi ikke havde penge til hverken tøj eller de mest basale ting til barnet. Hun foreslog, at min mand skulle tage et tredje job, så vi kunne betale for det hele selv. Når jeg mindede hende om det løfte om hjælp, nægtede hun nogensinde at have sagt det og begyndte i stedet at bebrejde os for de beslutninger, vi havde taget.
Da min datter endelig blev født, kom mine forældre pludselig i tanke om pengene igen. Men min mand og jeg havde allerede besluttet os for, at vi hellere måtte klare os selv vi kunne ikke længere stole på deres støtte; vi begyndte selv at spare op til en lille lejlighed, så vores barn i det mindste kunne vokse op et sted, hvor vi kunne føle os trygge og uafhængige.