Som enebarn i familien har jeg aldrig følt, at jeg var forkælet, selvom mine forældre virkelig havde set frem til at få mig. Da jeg var 23 år og fem måneder henne i min graviditet, begyndte jeg faktisk at spekulere på, om jeg nu virkelig var deres biologiske datter. Mine forældre er i 70erne, og økonomien har altid været anstrengt. Vi bor til leje i en gammel lejlighed i Valby, og livet føles som én lang kamp for at få tingene til at hænge sammen. Min kæreste, Malthe, og jeg studerer begge og har deltidsjob men pengene rækker slet ikke. Vi har flere gange fået trusler om udsættelse fra udlejer på grund af ubetalt husleje, og vi har været nødt til at låne penge af venner. Gælden vokser støt, vi har knapt råd til mad, og det føles, som om vi hele tiden skal vende hver eneste krone.
Indimellem hjælper mine forældre med en pose madvarer, når det kniber mest. De mener, vi skal gifte os, så uden den store festivitas tog vi på Rådhuset og blev viet. Kort efter begyndte mine forældre at tale mere og mere om at få børnebørn, indtil det nærmest blev et krav.
Især min mor lagde et tungt pres: Du skal have et barn, ellers ender du som mig, sagde hun ofte. Men Malthe og jeg var slet ikke klar, og vi havde ikke travlt, for vi vidste jo godt, at det er et stort økonomisk ansvar at få et barn. Pludselig tilbød mine forældre os hele deres opsparing, hvis jeg fødte: for pengene, sagde de, kunne vi købe et lille hus ude på landet, nord for Roskilde. Til gengæld ville de selv flytte ud til det gamle familiehus i Nordsjælland, og Malthe og jeg kunne beholde lejligheden i byen. Efter flere overvejelser syntes vi faktisk, at det lød som en fornuftig løsning så slap vi for at frygte huslejen, og de sparede kroner kunne gå til barnet og vores studier. Min mor lovede at passe barnet, så jeg kunne gøre min uddannelse færdig.
Vi fik også at vide, at de ville støtte os økonomisk, og hjælpe til med alt det udstyr, vi skulle bruge til babyen. Men nu, hvor jeg er syv måneder henne, har de ikke holdt én eneste af deres løfter. Ikke så meget som en barnevogn eller et puslebord har de bidraget med. Min mor ringer tit og spørger om, hvordan forberedelserne går mens jeg ikke engang har råd til at købe de mest nødvendige ting, som baby-tøj og bleer. Hun synes, Malthe bare skal tage et tredje job, for vi skal jo kunne betale det hele selv. Når jeg spørger hende, hvordan det hænger sammen med de løfter, de gav, svarer hun, at hun aldrig har lovet os noget og skælder ud over vores mangel på fornuft.
Da vores datter, Alberte, blev født, kunne mine forældre pludselig huske deres opsparing igen. Alligevel besluttede Malthe og jeg os for at gå vores egen vej. Vi fandt på egen hånd en billig ejerlejlighed i Taastrup, uden hjælp fra min familie. Det slog mig, at det var på tide at tage ansvar og ikke sætte min lid til løfter, der mest var ord. Den erfaring har lært mig, at det er vigtigere at stole på sig selv og sin egen indsats, end at regne med, at andre redder én heller ikke de mennesker, man tror, man bør kunne stole allermest på.
