Jeg vil lige dele noget med dig, så hæng på et øjeblik. Som enebarn hjemme hos os, følte jeg mig aldrig særlig forkælet, selvom mine forældre altid havde ønsket sig et barn. Da jeg var 23 og gravid i femte måned, begyndte jeg faktisk at tvivle på, om jeg overhovedet var deres biologiske datter. Mine forældre er oppe i 70erne, og økonomisk har vi det virkelig svært. Vi bor til leje i en lejlighed i Vanløse, og det er nærmest umuligt at få enderne til at mødes. Både min kæreste og jeg læser stadig, og vi har småjob ved siden af, men det er bare ikke nok til at betale husleje og alt det andet. To gange er vi blevet truet med udsættelse, fordi vi ikke havde råd til at betale vores husleje, og vi har lånt penge flere gange af venner bare for at kunne overleve. Gæld, ingen råd til ordentlig mad, og hele tiden den der klump i maven over økonomien det er bare vilkårene lige nu. Af og til kommer mine forældre med lidt mad, men ikke mere end det.
De har længe presset på for, at vi skulle gifte os, så det gjorde vi faktisk bare hos kommunen uden noget pjat. Lige efter begyndte de at snakke meget om, at de gerne ville have børnebørn. Min mor sagde gang på gang, at jeg skulle have et barn, ellers ville jeg ende lige som hende. Men vi følte os på ingen måde klar til børn, for vi ved jo begge to, hvor dyrt det er, og det ansvar der følger med.
Så opstod den her idé: Mine forældre sagde, at hvis jeg fødte, ville de give os hele deres opsparing, og så kunne vi købe et lille hus oppe i Nordsjælland. Til gengæld ville de så selv flytte derop, og vi kunne beholde lejligheden i byen til os selv. Min kæreste og jeg tænkte meget over det det lød jo som en mulighed for endelig at få ro på og slippe for at tænke på husleje. Så kunne vi også bruge pengene, der blev til overs, til andre nødvendige ting. Min mor lovede endda at passe barnet, hvis jeg ville fortsætte på studiet, og de sagde, at de ville hjælpe med alt økonomisk bleer, tøj og hele molevitten.
Men nu, hvor jeg er syv måneder henne, har de ikke holdt en eneste af de løfter. Ikke engang en sut er kommet den vej fra. Min mor ringer tit og spørger om, hvordan det går med forberedelserne til fødslen, og jeg må bare indrømme, at vi ikke har råd til noget som helst altså ikke engang det mest nødvendige til babyen. Hun synes så bare, at min mand skulle tage et tredje job, så vi kunne klare os. Når jeg minder hende om deres løfter, benægter hun direkte, at de har sagt noget, og begynder så ellers at kritisere og kalde os uansvarlige.
Da vores datter, Sofie, blev født, kom de pludselig i tanke om den opsparing igen men vi havde for længst besluttet os for at klare det selv og sat alt ind på at spare op til en lejlighed uden deres hjælp. Det gik ligesom op for os, at vi ikke kan regne med, at de holder, hvad de lover, og så må man jo bare tage sagen i egen hånd.
