Du ved jo, jeg har altid haft det mærkeligt med at være den ældste i vores store familie. Det betød, at jeg skulle klare alle de huslige pligter og passe mine yngre søskende. Det var ikke noget, jeg havde valgt selv, det blev bare min rolle, fordi sådan var det. I både skolen og rundt i kvarteret blev jeg ofte drillet, fordi jeg altid kom slæbende med ungerne efter mig. Der var mange aftener, hvor jeg græd mig i søvn og lovede mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville få mine egne børn.
Min far reagerede på mine protester med hårde ord og nogle gange fysisk han plejede at sige, at han havde givet mig en røvfuld. Efter 9. klasse blev jeg sendt afsted for at lære at blive kok, for det blev anset som vigtigt, at jeg fik en ordentlig uddannelse. Da jeg var færdig, fik jeg arbejde på en café i København. Mine forældre var konstant efter mig og krævede, at jeg skulle tage mad fra caféen og tage med hjem de syntes, det var min pligt at sørge for familien og ikke være så godtroende.
De styrede både min løn og alt, hvad jeg lavede. Det var faktisk dér, jeg tog beslutningen om at bryde fri. Jeg brugte lidt af min løn og købte et togkort til Aarhus for at komme væk hjemmefra. Det var ikke nogen spontan ting, jeg vidste godt, det ville ændre alt. I Aarhus fandt jeg hurtigt job som opvasker og lejede et værelse hos en ældre dame, fru Jensen. Hun var fantastisk; hun krævede en fair husleje, og jeg hjalp hende så meget jeg kunne. Vi fik et rigtigt godt forhold jeg sørgede altid for, at der var rent og hyggeligt omkring os. Vi delte måltider, hyggede os sammen og støttede hinanden.
Efter et stykke tid præsenterede hun mig for en fyr, Anders Mikkelsen, og vi endte med at blive gift. Hans forældre syntes heldigvis, det var helt fint. Et år efter fik vi vores datter, Signe, og kort tid derefter kom vores søn, Emil. Midt i alt det, begyndte jeg at savne mine forældre igen og besluttede mig for at besøge dem. Anders og jeg lavede gaver og tog børnene med på tur. Men mine forældre kunne slet ikke sætte pris på det. De smed os bare ud, smækkede døren i, og ville ikke engang se på hverken Anders eller ungerne. Jeg blev virkelig såret, tog gaverne med igen og gik. Lige dér besluttede jeg mig for aldrig at besøge dem igen.
