Da min bror fyldte 18 for en måned siden, kom han drillende ind og droppede bomben: Han ville giftes med sin kæreste, Amalie. Man kunne næsten høre far tabe bestikket på køkkenbordet, og mor satte sig ned med et suk så tungt, at havenissen i vindueskarmen vaklede. Mine forældre havde aldrig været vilde med Amalie faktisk brød de sig ikke spor om hende. Hendes opførsel var lidt for frisk, og så var hun omtrent lige så flittig i gymnasiet som en taxachauffør til fods. Hun dukkede sjældent op til timerne, og det generede forældrene mere end regn i sommerferien. De var overbeviste om, at hun trak min bror ned i studiefølelsen og væk fra alt, der lignede karakterbøger.
At Amalie talte ligeud af posen og nærmest havde boet i løse joggingbukser det sidste år, gjorde heller ikke sagen bedre. Mine forældre mente, at hendes måde at klæde sig på måske passede til Nørrebro, men ikke til en fremtidig svigerdatter. Amalie havde ikke ligefrem et heppekor derhjemme heller; hendes egen familie var heller ikke begejstrede for forholdet, og hun blev nærmest diskret ført udenom hoveddøren, hvis der kom gæster. De to havde endda boet sammen et par år, men Amalie havde endnu ikke scoret et eneste point hos vores mor og far.
Brormand tog det meget ilde op, da forældrene begyndte at protestere. Han stod stædigt fast: under ingen omstændigheder ville han droppe Amalie for deres skyld. Jeg var egentlig selv hverken for eller imod Amalie men jeg kunne godt regne ud, at mavedramaet bare ventede rundt om hjørnet. Min bror boede stadig hjemme, mens Amalie indtil videre boede med sin mor, sin stedfar og sin temmelig snaksaglige lillesøster. Ingen af dem havde råd til at flytte hjemmefra, så brormand foreslog, at Amalie flyttede ind hos os de kunne da bare tage hans værelse sammen, mente han.
Så gik det selvfølgelig galt. Vores far rullede øjnene og spurgte spidst, hvordan to unge tænkte leve i et tomt værelse uden ordentlige møbler og køkkenudstyr. Og så skulle de naturligvis selv betale alt. Det fik brormand til at se rødt. Han krævede straks sin andel af huset udbetalt (jeg anede ikke, at der kunne være så meget drama i et rækkehus fra Herlev!) og smækkede døren efter sig med et lille slidt Fjällräven-rugbrød på ryggen. I flere uger crashede han og Amalie fra sofa til sofa hos venner, indtil de pludselig stod hjemme igen nu mere besluttede end nogensinde på at holde sammen, uanset hvad familien sagde.
Så lagde han bomben endnu en gang: Han ville sælge sin del af lejligheden, og i samme åndedrag lod han forstå, at han faktisk hellere ville gå fra os end fra Amalie, hvis dét var prisen. Det blev optræk til håndgemæng over familiens Arlasmør, og han stormede ud endnu en gang. De kloge mente, at Amalies mor havde pustet til ilden hun havde vist haft et job på et advokatkontor og havde sikkert skrevet hele planen ned på et stykke papir med prikker over ierne. Jeg blev plantet midt i familiedramaet, men alle bad mig pænt (eller rettere, ret ufint), om at blande mig udenom.
Så her sidder jeg, og hiver efter vejret og håber, at lidt dansk hygge, en god kop kaffe og måske et spil Matador kan samle familien igen hvis altså ikke nogen smider brættet i raseri først.
