Mine forældre boede altid langt væk; jeg blev overladt til mine bedsteforældre, da jeg var barn, mens mine forældre forsvandt i arbejdet. De havde ikke økonomiske problemer, men satte deres karriere højere end tiden sammen med mig. Der voksede jeg tæt sammen med mine bedsteforældre, som blev mine vægtere og fortalere gennem livet.
Da jeg blev myndig, arvede jeg to lejlighedernøglerne var kolde som den tidlige morgen i Aarhus, hvor jeg studerede. Jeg solgte lejlighederne og byttede kronebeløbet for et snedigt, gammelt hus i en af Københavns mærkelige sidegader, tæt på universitetet, hvor alt føltes både flydende og fjernt. Mine forældre føltes som silhuetter bag fjerne gardiner; deres fravær gled efterhånden ind i det daglige som en behagelig vane.
Pludselig, en regntung nat i Odense, forsvandt mine bedsteforældre som dis for solen, mens jeg stadig kæmpede mig gennem studierne. Efter det mærkede jeg mig selv glide endnu længere væk fra mine forældrede havde aldrig rigtigt hængt billeder på væggene i mit liv. Det virkede fjernt og besværligt at finde tid til dem; det var som om deres gamle døgnrytme aldrig synkroniserede med min.
Da de sukkede over, at de ikke fik del i de penge, jeg fik for lejlighederne, følte jeg ikke, jeg stod i gæld. De var ikke varme hænder, da jeg havde brug for det; nu sørgede jeg for at passe på mig selv. Deres klager over min mangel på tid rungede tomt. Jeg havde lært deres lektie: arbejde og min egen trivsel kom først, præcis som de havde lært mig i min barndoms flimrende drøm.
Mit svar til deres klager var drømmelogisk og kort: “Jeg har ikke tid, jeg er på arbejde,” sagde jeg, mens regndråber løb ned ad vinduet og forvandlede H.C. Andersens boulevard til en sølvgrå strøm. Af alle skulle de vel forstå, hvordan arbejdet snor sig rundt om livet. At dykke ned i mine egne mål og glæder var min måde at svømme op til overfladen efter år i deres skygge. Min lykke kunne endelig stå i fuldt flor, mens byens klokker lød som ekkoet af deres gamle prioriteter, langt borte i drømmen.
