Mine forældre fortjener ro, ikke at blive smidt ud: hvem giver dem ret til en rolig alderdom?
Jeg hedder Katrine, og jeg er 37 år gammel. Jeg bor med min mand i et hus uden for byen, vi har stabile jobs, og alt burde være i skønneste orden. Men for nylig er jeg blevet rastløs – mit hjerte er tungt af bekymring for mine forældre. De er ældre, trætte af livet og har fortjent fred og omsorg, men i stedet må de finde sig i kaos og uro, skabt af deres egne børn og børnebørn.
Min ældre søster, Marie, er 41. De sidste fem år har hun boet i et papirløst forhold med en mand, der ikke har travlt med at fri til hende. Hele familien ventede på, at han endelig ville fri, men til sidst besluttede Marie sig for at få et barn og sagde: “Brylluppet er ikke det vigtigste, det er familien.” Måske ville jeg have haft overskud til forståelse, hvis det var hendes første barn og sidste chance for moderskab. Men undskyld mig, det bliver hendes tredje.
Marie har to døtre fra sit første ægteskab – Sofie (18) og Emma (14). Og de bor ikke hos hende. Nej, mine niecer bor ikke hos deres mor, men hos vores forældre – bedstemor og bedstefar, som begge er i slutningen af 60’erne. Marie valgte at flytte sammen med sin kæreste, mens pigerne blev efterladt i den samme toværelses lejlighed, hvor vi selv voksede op, og hvor vores forældre har boet hele deres liv.
For nylig fik jeg en nyhed, der fik mine hænder til at ryste. Min ældste niece, Sofie, er gravid. Med sin kæreste, der er 20 år og fra en anden by. Han skal nu flytte ind hos hende. Det betyder – i den toværelses lejlighed, hvor vores ældre forældre og den yngre Emma stadig bor.
Jeg forestillede mig: to unge mennesker med en nyfødt og en 14-årig skolepige. I en lille lejlighed, hvor vores forældre allerede har svært ved at klare det hele. Skal de nu skifte ble igen, stå op om natten, klare babyens skrig? Jeg kunne ikke holde det ud og ringede til Marie.
— Er du blevet sindssyg? spurgte jeg. — Det her er ikke et kollegie! Du er mor, du skal selv tage vare på dine børn, ikke overlade det til de ældre!
Marie reagerede som altid med ligegyldighed:
— Du har jo et hus. Tag forældrene til dig, hvis du har så ondt af dem. Måske ville de have det bedre.
Ja, vi har et hus. Men det er min mands. Og han er imod. Ikke fordi han ikke elsker mine forældre – han kan bare ikke acceptere, når voksne mennesker tager andres venlighed for givet. Han sagde: “Hvor længe skal vi bære dem? De opfostrede Marie – lad hende tage ansvaret nu.”
Men jeg kan ikke acceptere det. Mine forældre har det svært nok i forvejen. Min mor har for nylig gennemgået en hjerteoperation, og min far ser dårligt. De holder ud af de sidste kræfter. Min mor laver mad, gør rent og vasker for alle. Og nu skal de tage sig af et barn mere, som de ikke engang har fået. Mens Marie ligger hjemme og kærtegner sin mave og siger, at alt er i orden.
Hun er ligeglad med, hvordan hendes børn og forældre klarer sig. Det vigtigste for hende er, at hun ikke bliver forstyrret. Den yngre Emma skal nu bo i samme værelse som sin søsters kæreste og babyen. Hvor er logikken? Hvor er ansvaret?
Forældrene vil aldrig sige “skrid.” De er ikke sådan nogle mennesker. De vil holde ud, bide tænderne sammen. Og jeg ved, at det i sidste ende ender med et sammenbrud eller et hospitalsophold. Jeg frygter, at jeg en dag får et opkald, hvor de siger: “Kom, din mor er på intensiv.”
Marie vil ikke lytte. Kun hendes egen bekvemmelighed interesserer hende. “Døtrene har et sted at bo, og jeg bliver ikke forstyrret” – det er hele hendes filosofi. Men hvad med forældrene? Hvad med den unge søster, der er efterladt i kaos?
Jeg er ked af det. Jeg græder om natten. Og jeg er vred, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Min mand er kategorisk imod, at vi tager forældrene til os. På sin vis har han ret. Men at lade alt være, som det er – det er at svigte sine egne forældre.
Hvad skal jeg gøre? Hvad gør man, når familien bliver en kilde til smerte, og ens egen søster er egoismens inkarnation?
