Mine forældre foreslog, at hvis jeg blev gravid, ville de give os en stor sum penge. Med tiden indså min mand og jeg dog, at vi var blevet snydt.

Jeg er enebarn, selvom jeg efter sigende var ventet længe, følte jeg mig aldrig rigtig elsket. Da jeg var 23 år gammel og fem måneder henne i min graviditet, begyndte jeg at tvivle på, om jeg overhovedet var mine forældres biologiske datter. Mine forældre er begge oppe i 70erne, og vores økonomiske situation er virkelig slem. Vi bor i en lejet lejlighed i udkanten af Odense og kæmper for at få pengene til at række hver måned. Min kone og jeg studerer begge på universitetet og har deltidsjobs, men det rækker knap nok til husleje og mad. Vi har to gange været tæt på at blive smidt ud på grund af manglende betaling, og vi har måttet låne penge af venner. Gælden hober sig op, og nogle dage skal vi seriøst prioritere mellem rugbrød og mælk. Indimellem hjælper mine forældre os med lidt madvarer. De har altid ønsket, at vi skulle blive gift, så for et år siden blev vi gift på rådhuset i al hast. Lige fra da begyndte mine forældre at presse på for, at vi skulle få børn.
Min mor nævnte igen og igen, at jeg hellere måtte få et barn, ellers ville jeg ende som hende selv gammel forælder. Men hverken jeg eller Stina følte os klar til at få børn, især ikke med vores økonomiske situation in mente. Ansvar og udgifter overvældede os. Men så en dag kom mine forældre med et tilbud, vi ikke lige havde set komme. Hvis vi fik et barn, ville de give os et større beløb nok til, at vi kunne købe et lille hus på landet, fx på Langeland. Mine forældre ville så flytte ud på landet og lade os overtage deres lejlighed i byen. Vi tænkte det grundigt igennem og besluttede, at det måske var vejen ud af vores trængte situation. Så ville vi slippe for at bøvle med husleje, og de penge, der blev til overs, kunne vi bruge på os selv og babyen. Min mor forsikrede os om, at hun ville tage sig af barnet, så jeg kunne fortsætte med studierne.
Ud over det lovede de os løbende både økonomisk støtte og hjælp til indkøb af alt det, man nu skal bruge til både mor og barn. Men intet af det blev til noget. De købte ikke engang en pakke bleer. Da jeg var gravid, ringede min mor tit og spurgte, om vi havde styr på alt til fødslen, mens jeg i virkeligheden ikke havde råd til selv det mest basale ikke engang små sparkedragter. Hun foreslog endda, at min kone kunne tage et tredje job for at få det hele til at køre rundt. Hver gang jeg mindede hende om, hvad de havde lovet, nægtede hun, at hun nogensinde havde sagt sådan og beskyldte os for at være uansvarlige.
Da min datter, Agnes, kom til verden, dukkede snakken om pengene op igen men nu havde vi efterhånden mistet alt håb om støtte. I stedet besluttede vi selv at spare op og tage et banklån for at købe vores egen ejerlejlighed. Vi kunne tydeligt se, at vi aldrig måtte regne med hjælp fra min familie.
Efter alt det her har jeg lært, at man er nødt til at stå på egne ben i livet. Hvis man lægger sin skæbne i andres hænder, så mister man både frihed og ro. Selvom det har været hårdt, stoler jeg i dag kun på min egen dømmekraft og min lille familie for i sidste ende er det nok for mig.