Min mand og jeg klarede os godt ved egen kraft, mens vores yngre søskende fik rundhåndet hjælp fra vores forældre. Vi har aldrig følt os berettigede til noget, men det undrede os dog gang på gang, at vores forældre ikke følte samme ansvar for at forsørge os, som de gjorde med vores søskende. Jeg tænker stadig tilbage på dengang far gav min bror en splinterny bil, mens han selv beholdt den gamle, og senere, da min bror og hans kone efter brylluppet flyttede ind i den store lejlighed, vi havde arvet efter bedstefar. Aldersforskellen mellem mig og min bror var hele ti år, men før hans bryllup behandlede vores forældre os nærmest som fremmede. Da min bror så fortalte dem de gode nyheder, fik han og konen lejligheden uden det mindste spørgsmål.
Jeg husker endnu, hvordan jeg en dag spurgte min mor, hvorfor der var så stor forskel på os, og hvorfor hun aldrig tilbød os en tilsvarende hjælp. Hendes svar sled i hjertet på mig: Bad I nogensinde om hjælp? Så du ikke, hvordan jeres hus så ud? Lagde du mærke til, at I ikke havde nogen bil? Pludselig væltede minderne ind om, hvordan vi knoklede for at skabe et hjem selv med støtte fra gode venner, men uden forældrenes hånd. Da vores barn blev født, flyttede vi ind i et næsten tomt hus og måtte klare os igennem de sværeste dage uden nogen, vi kunne række ud til. Jeg husker, hvordan jeg var bange for at kalde lægen, da vores lille blev syg, af frygt for, at nogen ville kontakte kommunen på grund af vores fattige kår.
Samtidig var svigerinden, min mands søster, familiens yndlingsbarn. Svigerforældrene flyttede endda ud på landet mod deres vilje, så hun kunne få en lejlighed for sig selv og slippe for at bo hjemme længere. Selvom de skulle pendle helt fra landet hver eneste uge, blev hun stadig ved med at trække på deres hjælp, selv for selv de mindste ting som madlavning. De kom trofast og fyldte hele hendes køkken op med mad, hver gang de havde mulighed for det.
En dag tog jeg mig sammen og spurgte min mor, hvad grunden egentlig var til den enorme forskelsbehandling. Hun mindede os endnu engang om, at vi jo aldrig havde bedt om noget, selvom hun kendte til vores trange år. Hendes kolde ord stikker stadig, og hverken jeg eller min mand har for alvor kunne tilgive uretfærdigheden, som stadig sætter sig som en sten i hjertet.
Til sidst blev det tydeligt, hvordan den forskellige behandling fra vores forældre skabte en kløft mellem os og vores yngre søskende. De privilegier, kun de fik, var en evig kilde til sår og skuffelse. Selv i dag forstår jeg ikke, hvorfor vi skulle måles med så forskellige alen og følelsen af uretfærdighed hænger stadig ved, hvor meget jeg end prøver at lægge fortiden bag mig.
