Jeg voksede op midt ude på landet i en temmelig overbefolket, dansk familie jeg var nummer to i rækkefølgen af ti rindende unger. Ansvar og huslige pligter blev tidligt min livret: jeg kokkererede, vaskede tøj, passede de yngre søskende, gik til hånde i køkkenhaven og nullerede rundt om koen i stalden med gummistøvler, der altid var lidt for store. Ikke mærkeligt, at jeg ofte faldt om på puden, før jeg overhovedet nåede at vende mig om. Da jeg så endelig ramte atten og havde det første glimt af voksenliv (i teorien), begyndte mine forældre på en særligt dansk version af skubbe-ud-af-rederedet. Jeg blev i deres øjne til en ekstra mund at mætte, og så gik de straks i gang med at arrangere mit ægteskab.
Uden at spørge ind til min (manglende) mening blev jeg sat sammen med en vis Peter, 27 år ung og med folkeregisteradresse i Odense, hvor han boede sammen med sin lammede farmor. Efter brylluppet trak jeg ind til byen og det blev tydeligt, at mit liv nok ikke var revolutioneret af den tur i folkekirken. Jeg gik bare fra at tørre næser på hjemmefronten til at tørre Peters farmors mund i stedet. Peter skaffede penge til husholdningen, men han lagde ikke skjul på, at han mente, jeg burde være taknemmelig. Han råbte og svinede mig til, ofte af de mest originale (læs: håbløse) grunde. Efter et halv år gik farmor videre til de evige kartoffelrækker, og pludselig var vi bare os to heldige mig.
To børn fulgte efter, først en dejlig pige, så en dreng. Selvfølgelig elskede datteren mig, men sønnen arvede sin fars uforlignelige evne til ikke at kunne lide sin mor. Midt i alt det grå fandt jeg heldigvis et lysglimt og jeg mener det bogstaveligt: Jeg så et håndarbejdsprogram om hjemmelavede stearinlys på DR1 og tænkte, at det kunne jeg da også. Jeg investerede mine opsparede kroner (ikke mange, men alligevel) i noget udstyr, og så var jeg ellers lysmager. Peter hånede min forretning, men surprise! danskere elsker hygge, og snart tjente jeg mine egne penge på lys, der kunne få selv den mørke vinter til at glimte.
Tiden gik, børnene blev voksne. Datteren krammede mig med varme, mens sønnen blev ved med at give mig sin far-agtige kolde skulder. Butikken med lys gik bedre og bedre, pengene røg ind på min NemKonto, og jeg begyndte at spare op. Da Peter engang dristede sig til at grine af min nye nederdel fra Bilka (Den ligner noget fra et kræmmermarked! råbte han), var det som om noget slog klik. Jeg havde simpelthen fået nok.
På det tidspunkt var børnene i trediverne, jeg var stadig under halvtreds, og jeg tog endelig springet. Jeg hævede opsparingen, lejede en hyggelig lejlighed nede ved havnen, søgte om skilsmisse fra Peter og satte endnu flere stearinlys i produktion. I virkeligheden ville jeg bare have fred, ikke mere evindelig brok eller sure miner. Ingen surhed bare ønsket om at leve godt, alene med mine stearinlys, og måske en kop god dansk kaffe i fred og ro.
