»Mine børn forbyder mig at gifte mig igen…« En historie om, hvor svært det er at være en kvinde mellem fortid og fremtid
Jeg hedder Mette, og jeg er 44 år. For kun kort tid siden kunne jeg ikke forestille mig at befinde mig i sådan en følelsesmæssig fælde. Hele mit liv har jeg levet sammen med én mand, min mand, min børns far, min ledsager, min støtte. Vi var sammen i over tyve år. Og for et år siden døde han pludselig. Hjertet. Han gik bort uden et farvel, efterlod en tomhed i huset og et stort, iskold hul i min sjæl.
Vi har to børn. Sønnen studerer på tredje år, allerede voksen, klog, fornuftig. Datteren gik færdig med gymnasiet i år og startede på universitetet, så ung og sårbar. Jeg er stolt af dem, de hele min verden. Men… de ser mig ikke som en kvinde. Kun som mor. Kun som enke.
For to måneder siden mødte jeg Kristian. Det var tilfældigt, på en udstilling, som jeg tog hen til for ikke at blive vanvittig af ensomhed. Han viste sig at være venlig, omtænksom, en ægte mand. Han pressede ikke, krævede ikke, var bare der. Vi begyndte at ses, først bare gåture, så middage, samtaler til langt ud på natten. I hans øjne følte jeg mig igen som en kvinde. Levende. Ønsket. Elsket.
For nylig friede han til mig. Enkelt, ærligt: »Mette, værsgo at blive min kone. Lad os starte forfra. Sammen.« Jeg græd. Ikke af sorg, men af frygt. For jeg vidste, at mine børn ikke ville acceptere det.
Jeg samlede mod og fortalte det til dem. Jeg satte mig ved bordet med dem, som dengang jeg fortalte, at jeg ventede dem, som dengang jeg lærte dem at binde snørebånd, som dengang jeg fulgte dem i første skoledag. Men denne gang var alt anderledes.
»Jeg har mødt en…« sagde jeg stille. »Han hedder Kristian. Vi er sammen. Og han har friet til mig.«
Det, der fulgte, var ikke råb, men en storm. Vrede, sårede følelser, chok.
»Så du har allerede glemt far?!« næsten skreg min datter, med tårer i øjnene.
»Vil du virkelig slæbe en fremmed mand ind i vores hjem?!« råbte min søn. »Du har forrådt far!«
De så på mig som på en fremmed. Jeg prøvede at forklare: Jeg har ikke glemt ham. Jeg husker hver en rynke i hans ansigt, hans stemme, hans latter, duften efter barbering. Men han er borte, mine børn. Jeg kan ikke få ham tilbage. Jeg lever. Jeg trækker vejret. Og jeg ønsker at være sammen med én, der får mit hjerte til at slå igen.
Men de hørte mig ikke.
Nu hænger jeg i luften. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvis jeg gifter mig med Kristian, mister jeg mine børn. De vil ikke tale med mig, forlade mit liv. Hvis jeg siger nej til Kristian, bliver jeg alene. For børn er ikke for evigt. I dag er de her, men i morgen har de hver deres liv, familie, bekymringer. Og jeg? Jeg bliver bare »mor, som sidder alene i lejligheden«.
Jeg sagde til Kristian: »Giv mig tid. Måske forstår de det. Med tiden.« Han nikkede. Krammede mig. Sagde, han ville vente. Men jeg er ikke sikker på, hvor længe hans tålmodighed holder. Og han har ret til det. Han har ikke mine minder, min smerte, mine børn. Han vil bare være der. Og det er ingen forbrydelse.
Det gør ondt, at mine børn ikke ser et menneske i mig. Jeg har levet et ærligt liv. Jeg var en trofast hustru, en hengiven mor. Jeg svigtede ikke, forrådte ikke, ødelagde ikke. Hvorfor skal jeg nu undskylde for at ønske lykke?
Jeg bebrejder dem ikke. Jeg forstår: de er bange. De frygter, Kristian skal erstatte deres far i deres hjerter. At jeg glemmer fortiden. Men det vil ikke ske. Han vil altid være hos os. På billeder, i historier, i erindringen. Men jeg er her. Jeg er i live.
Nogle aftener sidder jeg ved vinduet og ser ud over byen, hvor hvert vindue har sin historie. Nogen forelsker sig. Nogen gifter sig. Nogen føder børn. Og nogen lever bare. Og jeg ved det—jeg vil også leve. Ikke overleve. Ikke eksistere. Men leve.
Jeg ved ikke, hvad jeg ender med at vælge. Men jeg ved: Jeg er ingen forbryder. Jeg er en kvinde. Og jeg har ret til lykke.
