Min veninde gav mig ikke en eneste krone til mit bryllup, og nu inviterer hun mig til sit.
Freja og Morten sagde ja for et år siden. Begge forældre arrangerede en overdådig fest. Da de var de eneste børn i deres familier, besluttede begge slægter, at brylluppet skulle være i topklasse. Frejas idé om at samle venner til et grillmåltid efter vielsen blev straks afvist af mødrene, som drømte om en hvid kjole, en hestevogn og et klassisk ceremonielt forløb.
De unge indså, at de ikke kunne undvære en stor fest, og gik derfor i gang med planlægningen med al den ansvarlighed, der kræves. Der var mange opgaver: manicure, sminke, køb af brudekjole og brudgomstøj, samt en lang række små men vigtige detaljer. Forældrene lovede at dække alle udgifter undtagen brudens kjole og brudgommens jakkesæt. De reserverede den fineste restaurant i København, udvalgte en smuk buket til Freja, og brødrene fra Mortens familie bød på en kage, som morens veninde, en erfaren konditor, bagte.
Gæstelisten blev udarbejdet omhyggeligt; forældrene ville have alle slægtninge med, også dem de knapt talte med. Argumentet var, at velhavende slægtninge ville give gode gaver, som kunne bruges til bilkøb eller opsparing til en lejlighed. Efter en heftig debat besluttede man at udelade de fjerneste slægtninge. Nogle af de inviterede gav troværdige undskyldninger og trak sig, så listen i sidste ende primært indeholdt de venner, som den unge duo selv havde ønsket.
Da dagen kom, var vejret strålende, selvom vejrudsigten havde forudsagt morgenskyer. Freja så betagende ud i en silkeagtig kjole med fin blonder. Morten var fuldstændig betaget af hende, og hans blik blev hængende på hende hele dagen. Festen var fyldt med glæde. Fotografen med sit spejlreflekskamera arbejdede utrætteligt for at tjene sin løn, mens gæsterne ivrigt ventede på at blive inviteret til middagen i restauranten.
Efter fotosessionen steg brudeparret ind i en hvid hestevogn og kørte mod restauranten. Champagne og lykønskninger strømmede som en flod. Gaverne bestod primært af kuverter med kontanter. Freja og Morten havde forud forudset, at de kun ønskede penge, men et par pensionister kunne ikke holde sig tilbage og gav i stedet tæpper, sengetøj og porcelæn.
Den tredelte bryllupskage imponeret selv de mest kræsne med sine luksuriøse blonder, cremede blomster og perlepynt. Festen var elegant og sofistikeret. Før tidlig morgen gik de trætte gæster hjem, mens brudeparret trak sig tilbage til et reserveret hotelværelse.
Næste dag, da de besøgte forældrene, fortalte moren Freja, at en af kuverterne var tom. Hun forklarede, at den tomme kuvert var et gave fra parrets nære veninde Sara. Det var let at finde ud af, hvem der havde sendt den tomme kuvert, for den var den eneste, der ikke var underskrevet. Freja blev dybt forurettet.
Situationen blev kun forværret af, at Sara inden brylluppet havde påstået, at der ikke længere var en tradition med at give mindst tusind kroner i gave, og hun lovede at støtte Freja økonomisk.
Kun et halvt år senere stod Sara selv som brud og inviterede Freja og hendes mand til sit bryllup. Hun mindede straks sin veninde om at give penge, for den unge par håbede, at bidragene ville dække udgifterne. Freja tøvede, men foreslog, at hendes mand skulle give en tom kuvert, som deres veninde havde gjort. Manden foreslog at give mere, så de følte sig pinligt berørt. Moren rådede Freja til kun at lægge et minimumsbeløb i kuverten, så hun ikke afslørede, hvad hun vidste om Saras spil, og dermed ingen grund til hævn. Brylluppet nærmer sig, og Freja ved stadig ikke, hvad hun skal gøre.
