Vi havde fået talt os igennem alle detaljer og besluttede os for at flytte sammen. Og hvorfor egentlig ikke? Her er de mange fordele, vi fandt på:
Vi er begge alene. Når man rammer de tres, er det altså ikke ligefrem mænd, der står i kø, og hvis man skulle være heldig at finde én, kan man jo altid løse boligspørgsmålet. Børnene og børnebørnene bor langt væk. Familien ville bare blive ellevilde over, at deres bedstemødre ikke sad alene og kedede sig. Da vi var unge, lejede vi også lejlighed sammen. Dengang havde jeg en lille pige, men det gik da helt fint, selvom vi begge var et par stærke personligheder. Kedsomhed? Kommer ikke til at ske! Vi gjorde rent, lavede mad sammen og fandt på alverdens kulturelle udflugter, så vi ikke groede fast hjemme i sofaen.
Økonomisk tryghed! Udgifterne ville vi splitte, og lejligheden kunne vi leje ud så det ville nærmest give overskud i budgettet! Fuld pleje og omsorg hvis en af os blev syg eller fik ondt et sted, var der altid hjælp lige ved hånden.
Kort sagt: bare fordele ved samliv!
Virkeligheden, ja…
Det første slagsmål handlede om valg af lejlighed. Hver især ville vi selvfølgelig helst blive på eget territorie, og vi havde begge forrygende gode argumenter. Jeg tilbød galant, at vi kunne flytte til mit sted men brokkede mig alligevel, for hun skulle jo ikke tro, jeg var sådan en, der bare gav sig.
Anden runde kom, da vi begyndte at flytte ind. Jeg havde overgivet mig og begyndte at flytte mine ting ind til hende. Så begyndte hun at skule til mig for jeg havde efter sigende aaalt for mange ting. Vi havde knap nok plads, og mine ting gad jeg altså ikke efterlade i lejligheden man ved jo aldrig, hvordan de der kommende lejere er.
Løsningen blev, at vi lejede et pulterrum og flyttede alskens røræg og arvesølv derud. Snart kom der lejere, og så tog det for alvor fart! Jeg følte hurtigt, at min veninde trådte på mine grænser jeg følte mig lidt som gæst i mit eget nye hjem. Men så tog jeg det med ophøjet ro.
Fælleslivet holdt ikke længe, for vi kunne ikke finde balancen. Hun havde sit faste sted til Ajax og sæbespåner, men jeg havde mine egne ritualer og måder, og jeg skulle konstant høre på, at det her altså var hendes hjem.
Så viste det sig, at vores madvaner heller ikke passede sammen. Jeg sagde ikke noget, tilpassede mig bare hendes smag, og med tiden glemte jeg næsten, hvad jeg selv kunne lide. En ny detalje dukkede op: Jeg er ekstremt følsom over for larm, når jeg skal sove, men hun kan simpelthen ikke falde i søvn uden tvet brager selv ørepropper var ikke altid nok.
Flere og flere minusser overskyggede plusserne. Vi prøvede virkelig, men kompromis blev virkelig bare et andet ord for opgivenhed. Klimaks kom, da jeg pludselig kan se, hun bare bliver irriteret, når hun ser mig. Jeg føler ellers, at jeg gør alt, hvad hun beder om, og alligevel bliver hun mopset.
Efterhånden begyndte hun slet ikke at tale til mig. Én dag, to dage, en uge… Jeg spekulerede konstant over, hvordan jeg dog kunne have fornærmet hende. Til sidst knækkede filmen jeg tudbrølede midt i stuen. Så begyndte hun også at græde og indrømmede, at hun egentlig ikke anede hvorfor, hun var så irriteret. Der slog det mig vi mennesker skal altså bare have lov at bo på vores egne præmisser og med vores egne sære regler. Det er bedre at ses ofte end at bo sammen!
Vi opsagde lejekontrakten, og nærmest med det samme blev vores venskab meget, meget bedre.
