Vi havde talt om alt ned til mindste detalje og besluttede os endelig for at flytte sammen. Hvorfor egentlig ikke? Prøv lige at se alle de fordele, vi fandt ved vores geniale idé:
Vi er begge alene. Når man er tres, er det ikke nogen smal sag at finde en kæreste, og hvis man mod alle odds skulle være så heldig, kan lejlighedsproblemet jo altid løses efter behov. Børn og børnebørn bor langt væk, sikkert i Aarhus eller måske på Sjælland. Slægten vil kun blive glad for, at bedsterne ikke går og keder sig alene. Da vi var unge, boede vi jo også sammen jeg havde endda en lille datter dengang. Vi overlevede nu alligevel, selvom vi begge havde temperament som en sur banan. Kedsomhed var ikke et tema. Vi gjorde rent sammen, lavede mad og fandt på sjove kulturbesøg, så vi ikke skulle ende som de dér pensioniststatuer i sofaen.
Økonomisk stabilitet! Vi ville dele udgifterne, få lejeindtægter fra den ekstra lejlighed. Det ville nærmest regne med kroner fremad gik det! Og tryghed når nu man ikke er 25 længere og har glemt, hvordan ens knæ egentlig skal føles, så er det rart at vide, at der er en hjælpsom sjæl i nærheden, hvis uheldet er ude.
Alt i alt det lød altså som udelt lykke!
Virkeligheden ramte
Den første debat kom prompte: Hvor skulle vi bo? Mætte ville ikke flytte fra hendes matrikel i Odense, mens jeg nu syntes, jeg havde lige så meget ret til at forblive på Nørrebro. Jeg var faktisk parat til at flytte, men jeg var nødt til lige at diskutere lidt, så Mætte ikke bare gik og troede, hun kunne vade over mig med træsko på.
Så tog vi slagsmålet om alle tingene. Da jeg bukkede under og begyndte at pakke mine sager, begyndte Mætte at give spidse bemærkninger om, hvor meget jeg slæbte med. Og der var jo virkelig ikke plads til, at begge kunne have hele Kongens København stående i skabe og skuffer. Tanken om at lade tingene stå i min gamle lejlighed gav mig nerver hvem vidste, hvad sådan nogle fremmede lejere kunne finde på?
Nå, men vi fandt ud af det ved at leje en garage, hvor vi kunne stable tallerkener, gamle pander og livets øvrige småskrammel. Snart havde vi skaffet lejere, og så begyndte løjerne for alvor. Jeg følte, at Mætte konstant trådte mig over tæerne nærmest som om jeg blot var en gæst. Men på et tidspunkt endnu engang smed jeg hæmningerne, og tænkte, pyt!
Men sandheden var, at det ikke gik i længden. Der var aldrig balance. Hun ville have rengøringsmidler på den ene hylde og gryder på den anden og jeg er altså for gammel til at lære nyt system! Jeg følte, jeg skulle indordne mig hele tiden. Hun bestemte, hvad der blev handlet ind pludselig levede jeg af rødkål og rygeost og havde glemt alt om mine egne favoritter. Jeg er typen, der skal have ro, når jeg sover, men Mætte ville altid falde i søvn til fjernsynets mumlen, og ørepropper er altså ikke altid en mirakelkur.
Efterhånden begyndte ulemperne altså at veje tungere end fordelene. Vi prøvede at bide tænderne sammen og finde kompromiser, men på et tidspunkt kunne man nærmest se små tordenskyer over hovedet på Mætte, bare jeg kom ind i stuen. Trods alle mine bestræbelser på at please hende, blev hun bare mere stille og småsur.
Så gik der sport i ikke at tale sammen først en dag, så en weekend, så lidt over en uge. Jeg spekulerede konstant over, hvad jeg dog havde gjort galt. Til sidst kunne jeg ikke mere stortudende begyndte jeg at fortælle, hvordan jeg havde det. Mætte begyndte også at græde, og tilstod, at hun ikke anede, hvorfor hun var blevet så knotten.
Det gik pludselig op for os: Nogle mennesker har bare bedst af at bo under eget tag og efter egne, tossede regler. Det er simpelthen sundere at se hinanden lidt oftere men så ikke mere end det.
Vi annullerede straks lejekontrakten, og vores venskab blev straks meget hyggeligere. Skål for det!
