Min trediveårige søn dukkede op hjemme hos mig klokken otte om aftenen, slæbende på to store kufferter hen ad fortovet, som om han kom hjem fra en lang, udmattende rejse. Så snart han trådte ind ad døren, sagde han uden at hilse, at han var nødt til at bo “lidt” hos mig, for han kunne ikke klare livet “derude” længere.
Da jeg spurgte, hvad der var sket, fortalte han, at han uden varsel havde sagt jobbet op, overladt alt og at han var træt af “presset” og ikke længere ville vende tilbage. Det værste var, at han stolt meddelte, at han havde solgt sin bil så der ikke var nogen bånd tilbage. Han sagde det, som om det var verdens klogeste beslutning. Jeg var rystet han havde brugt årevis på at spare sammen til netop den bil.
Jeg spurgte ham, hvor han havde tænkt sig at bo, nu hvor han ville få styr på tingene igen. Han svarede straks, at han regnede med at bo hos mig præcis som før, for han havde brug for ro og fordi han følte sig tryg her. Jeg lo først, overbevist om at han jokede, men han mente det blodigt alvorligt. Han gjorde det klart, at han forventede at flytte tilbage på sit gamle værelse, det samme værelse han flyttede ud af, da han var 20, som om tiden havde stået stille.
Da han kom op på førstesalen og opdagede, at hans gamle værelse nu var mit atelier, blev han rigtig utilfreds. Han mente, at jeg burde have vidst, han altid kunne finde på at flytte hjem igen, og at værelset derfor skulle have stået klart “for en sikkerheds skyld”. Jeg forklarede ham, at jeg havde boet alene i årevis, indrettet mig efter eget behov og at han ikke bare kunne komme og lade som om, alt var som før. Det virkede, som om han blev fornærmet over, at jeg satte grænser.
Samme aften begyndte han at opføre sig som en femtenårig: han smed tøjet på gulvet i stuen, åbnede køleskabet som om han boede her, bad mig varme maden for ham og spurgte endda, om jeg kunne låne ham nogle penge i nogle dage. Jeg så på ham og kunne slet ikke forstå, hvornår denne voksne mand havde opgivet ansvaret og søgt tilbage til barndommen.
Næste morgen stod jeg tidligt op, mens han stadig sov, uden at have ryddet op efter sig. Kufferterne lå midt i stuen, beskidte bukser hang hen over sofaen og der stod opvask på køkkenbordet. Da jeg vækkede ham for at tale sammen, blev han irriteret. Han sagde, at “det var derfor det hedder mors hjem”, at han var her for at slappe af, og at jeg gjorde et stort nummer ud af ingenting.
Jeg gjorde det helt klart, at han kunne blive et par dage, men ikke opføre sig som en uansvarlig teenager. Endnu engang greb han kufferterne, mumlede om, at ingen forstod ham, og marcherede ud af huset med ordene om, at han nok skulle klare sig selv.
Det gjorde ondt at se ham sådan, men jeg lod ham gå. For der er forskel på at støtte sit barn og at bære en voksen på sine skuldre, når han nægter at tage ansvar for sit eget liv.
Var det rigtigt, det jeg gjorde? Eller burde jeg have handlet anderledes?
En anonym læser
Nogle gange må vi som forældre sætte grænser og lade vores børn tage deres egne skridt også selvom det gør ondt. For kun sådan lærer de at stå på egne ben og tage ansvar for deres eget liv.
