Min tidligere svigermor forfølger min familie.
Min svigermor, Birthe, er 52 år gammel og mor til min afdøde hustru, Katrine. Jeg blev gift, da jeg var 23. Katrine blev gravid kort tid før brylluppet, og vi fik en datter, som vi kaldte Astrid.
Efter kun to år tog livet en voldsom drejning Katrine blev alvorligt syg, og hun døde hurtigt efter.
Det blev bare mig og Astrid tilbage. Jeg besluttede at flytte til Odense, hvor mine forældre bor. Det passede godt, for mit arbejde krævede ti timer om dagen, og mine forældre kunne tage sig af Astrid. Sådan var aftalen.
Kort efter fik jeg en forfremmelse og købte mit eget hus, kun en halv times kørsel fra mine forældres hjem. Siden da har Astrid enten været passet af mine forældre eller af en barnepige, som jeg ansatte, da jeg ikke ønskede at udmatte dem. Nu er Astrid otte år gammel.
Pludselig besluttede min svigermor Birthe at flytte til Odense for at være tættere på sit eneste barnebarn. Det var ret overraskende, hvis jeg skal være ærlig… ikke på grund af motivationen det forstår jeg jo men fordi der er over tusind kilometer fra Aarhus, hvor hun boede!
“Nå, ja,” tænkte jeg. Katrine var hendes eneste barn, og Astrid er hendes eneste barnebarn. Hun vil ikke være alene.”
Men siden Birthe flyttede hertil, har der været problemer…
Hun er i mit hus næsten hele dagen, hver dag og ofte når jeg kommer hjem fra arbejde, sidder hun stadig i min stue. Weekenderne… ja, der er hun her nærmest fra morgen til aften.
Hun kommer endda, når Astrid er i skole. Hendes argumenter lyder:
“Der er ingen, der får gjort ordentligt rent her, så jeg bliver lidt længere. Støvet samler sig jo hver dag der skal altså en kvinde til at holde styr på det.”
“Blomsterne i vinduet hænger med næbbet de har brug for vand, ellers skal du bare smide dem ud om to dage.”
“Der var indbrud i nabohuset i går, men de gik udenom her, fordi jeg holdt øje.”
“Du skal ikke være bange, jeg tager ikke noget fra dig.”
Jeg har på fornemmelsen, at hun tror Katrines ånd stadig hænger ved, som om hun er flyttet med her, ind i huset. Mere end én gang har jeg taget hende i at småsnakke med “nogen”, når hun troede, hun var alene…
Vi havde mange snakke om det her for mig føltes det grænseoverskridende og som en invasion af mit privatliv. Birthe nikkede og sagde, hun forstod, men alligevel…
Sidste uge blev det for meget. Jeg har set en ny kvinde, Maja, i halvandet år, og denne weekend var første gang, vi skulle have en aften helt alene i mit hus. Astrid var hos mine forældre, og jeg glædede mig.
Vi spiste middag, så en film, og sad afslappet i sofaen men pludselig hørte jeg en mærkelig lyd ude i gangen. Mit hjerte slog hurtigt, og jeg vendte mig om… Der stod Birthe hun var gået ind uden at ringe på, uden at banke. Som om hun ejede stedet.
Var det mon blomsterne igen, hun skulle vande?
Men før jeg overhovedet nåede at sige noget, gik Birthe fuldstændig i sort. I et raseriudbrud rasede hun mod mig, anklagede mig for at forråde Katrines minde og viste mig ingen respekt.
Jeg stod rystet tilbage over hendes frækhed, gik hen til hende og sagde direkte, hvad jeg mente. Jeg tog nøglen fra hende og sagde:
Du er ikke velkommen her mere!
Birthe har ingen andre tilbage i verden, og flere inklusive mine egne forældre siger, jeg bør genoverveje. Anstændighed? Måske. Måske bør Astrid besøge hende sommetider, for hun er jo hendes mormor. Men mit hjem? Det forbliver vores et uindtageligt fort for hende. Ingen diskussion.
