Min eks-svigerinde forfølger vores familie.
Min svigermor, Birthe, er 52 år gammel og mor til min afdøde kone, Mette. Jeg blev gift som 23-årig. Mette blev gravid, lige før vi blev gift, og vi fik en datter, Frida.
Efter to år styrtede vores lille verden sammen: min kone blev alvorligt syg og døde hurtigt derefter.
Så stod jeg pludselig alene tilbage med Frida. Jeg besluttede at flytte til Aarhus, hjem til mine forældre det gav mening, for jeg arbejdede som en sindssyg (10 timer hver dag), og mine forældre kunne have Frida efter skole. Vi blev enige om, det var løsningen.
Snart blev jeg forfremmet og købte et lille hus omkring en halv times kørsel fra mine forældre. Fra da af blev Frida passet af mine forældre eller af en barnepige, som jeg ansatte (jeg tvang dem faktisk til at holde lidt fri ikke flere bedsteforældre på overarbejde, det har de fortjent!). Frida er nu otte år gammel.
Så meldte Birthe sig pludselig ind i vores liv igen hun flyttede faktisk helt fra Aalborg til Aarhus for at være tættere på sit eneste barnebarn. Ekstremt overraskende, må jeg sige Ikke at jeg ikke forstår hendes motivation, hun har kun haft Mette og nu er Frida alt hvad hun har. Men flytte over 200 kilometer? Det er trods alt Danmark, ikke Kina.
Fint, tænkte jeg tror bare ikke hun har lyst til at være alene.
Men siden svigermor flyttede ind i vores lokale nærområde, har der været problemer.
For det første: hun er i mit hus det meste af dagen. Altså, hele dagen selv når jeg kommer hjem fra arbejde. Og hvis du tror weekenderne er fredet, tager du fejl hun “kigger forbi” fra morgen til aften. Besøg? Det ord dækker knap nok, for hun flytter sig ikke derfra.
Hun er med mig, selv når Frida er i skole. Her er hendes argumenter:
Du har da ikke nogen til at gøre rent, så jeg bliver støvet lægger sig jo hver dag, du kan ikke undvære en kvinde i huset!
Planterne dør, om et par dage må du smide dem ud.
En tyvebande var i nabolaget i går, men de gik videre, fordi jeg holdt vagt!
Bare rolig, jeg tager ikke penge fra dig.
Jeg begynder at tro, at hun mener Mettes spøgelse er flyttet ind hos os for flere gange har jeg hørt hende snakke med nogen (selvom hun altså var alene?!).
Efter utallige snakke med hende (og måske endnu flere kaffekopper) har jeg forsøgt at lægge kortene på bordet om, hvor grænseoverskridende jeg synes, hendes opførsel er. Birthe har lyttet eller i det mindste nikket.
Men i sidste uge knækkede filmen fuldstændigt. Jeg har nemlig set Signe i halvandet års tid, og vi havde ENDELIG planlagt en hel weekend alene hjemme. Frida var hos mine forældre, og jeg ja, jeg inviterede Signe hjem til middag og film.
Alt gik fantastisk, vi hyggede på sofaen indtil jeg pludselig hørte en underlig raslen ude i gangen. Jeg stivnede, og ind ad døren, uden at banke, uden at ringe, gled Birthe som en skygge. Hvad så var det blomsterne, der igen var ved at dø?
Men det var ikke Signe eller jeg, der blev vrede. Nej, Birthe farede op og begyndte højlydt at beskylde mig for at svigte Mette og mangle respekt. Jeg stod bare der lamslået over hendes frækhed. Så gik jeg hen, forklarede hende situationen, tog husnøglen fra hende og sagde kontant:
Du er ikke velkommen her mere!
Birthe har faktisk ikke ret mange andre end os og nu er både min mor og far på nakken af mig og synes, jeg er helt skæv på den. Høflighed og alt det der, ikk? Jo, måske skal jeg sluge lidt kameler og lade Frida besøge hende indimellem. Hun ER trods alt hendes mormor. Men vores hus? Det forvandler jeg nu til en uindtagelig fæstning. Slut, prut, finale.
