Mit forhold til min eks sluttede med et brag på Rådhuset i København. Jeg skal ikke stå her og pege fingre i et forhold er det altid begge parter, der har et ansvar, ikke?
Men faktum er, at min anden kone fandt sig en elsker, en velhavende fætter, som kom til byen for år tilbage og senere åbnede en hyggelig café på Vesterbro. Først prøvede hun at skjule deres affære, men til sidst gjorde de næsten ikke engang en indsats for at skjule det; man kunne nærmest se det på dem, når de gik gennem Strøget hånd i hånd.
Efterfølgende kom hun hjem og sagde, at hun ville søge om skilsmisse og desuden kræve halvdelen af huset. Hun regnede sikkert med, at jeg ville flippe ud og blive nervøs men huset var nu engang købt med mine ærligt tjente kroner, og min eks havde aldrig betalt så meget som én regning på det, ud over at hun boede der i to år og lod sine planter dø på min altan. Nu stod hun så og troede, hun havde krav på halvdelen!
Jeg tog det stille og roligt jeg diskuterede ikke engang med hende om retten. Jeg ventede bare på, at hun skulle tabe sagen og måtte betale gebyret til domstolen. Jeg havde nemlig allerede lært lektien fra mit første ægteskab. Den sag trak i langdrag i over tre år, og hver eneste gang vi mødtes i retten, var der drama nok til en dansk tv-serie.
Min første kone endte dog til sidst med at hive mig gennem hele processen og krævede halvdelen af mine ting. Hun havde skaffet sig en snu advokat, og jeg stod til sidst uden lejligheden, som jeg havde arvet fra min far du kan godt tro, jeg blev pænt træt af det setup.
Med min anden kone spillede jeg mine kort klogere. Før vi giftede os, havde jeg allerede en fin lejlighed, fixer-uppede den selv, men alt stod i min brors navn. Ham stoler jeg på han ville ikke engang sælge den for en million danske kroner. Så da skilsmissen rullede ind, havde jeg officielt ingenting. Snydt var jeg blevet før, men efter mit første mislykkede ægteskab ville jeg ikke lade nogen kvinde narre mig igen.






