Min svigermor har tre børn. Den ældste af dem er min mand. I familien har Jesper altid skilt sig ud. Årsagen er simpel: Svigermor fik ham “uden for ægteskab”. Hans yngre søster og bror blev født i ægteskab. Svigermor formåede at gifte sig med en ret velhavende mand, da Jesper var tre år gammel. Jespers stedfar var blandt de første til at starte sin egen virksomhed, han åbnede en slags kooperativ i slutningen af 80’erne. Han kom igennem 90’erne uden konkurs.
Børnene, både hans egne og stedsønnen, blev aldrig behandlet anderledes af Jespers stedfar. Han købte tøj og legetøj lige meget til alle og gav også gerne en opsang, hvis der var behov for det. Men svigermor gjorde forskel mellem børnene:
“Hvorfor fik jeg dog dig?” sagde hun ofte til sin søn, “du ødelægger hele det familiebillede. Vi andre er lyse, og du ligner din far. Så sort som kul.”
Det var ikke klart, hvad Jesper havde gjort for at fortjene denne behandling, han havde jo aldrig bedt om sin plads i livet af sin mor. Især da ham ikke forhindrede hende i at bygge sit eget liv. Og stedfar havde altid penge nok, så ekstra munde i familien var ingen byrde.
Svigermors øvrige børn tog hurtigt ved lære af moderens opførsel. I deres barndomsskænderier kunne man høre: “Du er ingenting,” “du er ikke vores rigtige bror,” “min far giver dig husly og mad,” lyde fra både søsteren Mette og broren Anders.
“Ved du hvad,” sagde min mand i de første måneder af vores ægteskab, “jeg føler at stedfar er den eneste, der virkelig er min familie.”
Jeg havde næsten ingen kontakt med svigermor, for hun var ikke interesseret i konen til sin uelskede søn. Ved vores første møde kiggede hun på mig med afsky og sagde: “Hvad kunne han ellers vælge? Lev som I vil, og hvor I vil.”
Og vi levede. Vi lejede en lejlighed og var fri for andres indblanding. Et år efter blev stedfaren pludselig syg og døde. Han havde dog sørget for at få sine papirer i orden. Svigermor fik huset, og hver af børnene, inklusive stedsønnen, arvede en toværelseslejlighed. Hele ejendommen var givet som en gave. Det primære testamente, der vedrørte virksomheden, skulle åbnes et halvt år senere.
“Hvorfor ham?” udbrød søsteren Mette vredt og pegede på min mand, “hvilken relation har han til far?” Svigermor var også utilfreds: “Han fortjener det ikke.” Alligevel blev vi ejere af en bolig. Vi boede roligt i den nye lejlighed i to måneder, indtil svigermor besluttede at kigge forbi.
“Ved du hvad,” sagde svigermor, “du skal tage den gamle dame til dig.”
Hvilken gammel dame? Vi vidste det ikke.
“Min svigermor,” sagde min mands mor, “hvorfor skulle jeg tage hende? Jeg har aldrig kunnet udstå hende, og nu skal jeg skifte bleer på hende?”
Det viste sig, at hverken Jespers søster eller bror ønskede, at bedstemor skulle bo hos dem. Hun kunne ikke længere bo alene og havde brug for pleje, for efter en hjerneblødning var hun blevet lammet i benene.
“Far efterlod dig en lejlighed,” sagde bror Anders, “så må du betale prisen.”
Vi besluttede os for at tage Irina med os. Hun viste sig at være en humoristisk og utrolig interessant person. Selvfølgelig sårede det hende, at hendes egne børnebørn havde opført sig sådan. Hun sagde fra starten: “Deres mor forkælede dem, min svigerdatter, men dig, Jesper, min søn elskede altid. Du var altid som en søn for ham, og for mig er du mere end familie nu.”
Mette og Anders følte ikke behov for at besøge bedstemor. Ingen opkald, ingen hilsner.
Det var nemt at tage sig af Irina, hun kunne endda på trods af sin kørestol lave aftensmad til os.
Fire måneder senere blev stedsfarens testamente vedrørende virksomhedens aktiver læst op. Han havde testamenteret alt til sin mor. Man skulle have set svigermors og hendes yngste børns ansigter.
“Jeg tager bedstemor med,” sagde Mette bestemt.
“Ikke dig, mig,” sagde Anders højt.
“Hvem tror I, sagde at jeg vil flytte?” spurgte Irina sine grådige børnebørn. “Jeg har det godt hos Jesper, og jeg agter ikke at gå nogen steder.”
Hun blev hos os og gav straks alt, hvad hun havde arvet, videre til min mand ifølge stedsfars testamente. Svigermor, svigerinde, og svoger forsøgte at anfægte det, men de tabte ved domstolene. De fik meget, men mistede det hele.
Anders kom i en juridisk tvivlsom situation, måtte sælge sin lejlighed for at dække gæld og flyttede tilbage til sin mor. Mette giftede sig, men endte med sin svigermor derhjemme, mens hun fokuserede på sit eget liv.
For nyligt gik Irina bort. Da vi gennemgik bedstemors ting, fandt vi et sirligt foldet ark papir skrevet af Jespers stedfar:
“Mor, hvis noget skulle ske med mig, så bo hos min Jesper. Han er den mest værdige af alle mine børn, selvom han ikke er vores biologisk. Jeg undskylder for, at jeg ikke kunne opdrage Mette og Anders til det samme…
