Min svigermor gav mig i anledning af min runde fødselsdag både en ansigtscreme mod rynker og en badevægt. Men denne gang ventede “overraskelsen” hende et helt andet sted, end hun havde forestillet sig og hun var nødt til at tage hjem med det samme.
Min fødselsdag skulle egentlig være min helt egen triumf. For nylig havde jeg endelig fået den forfremmelse på arbejdet, min mand og jeg havde betalt det sidste beløb af på boliglånet, og jeg havde det som om, jeg var på toppen af verden. Jeg glædede mig til varme taler og hyggelige skåle. Men så lød ringeklokken, og ind ad døren trådte min ekstra mor Birthe Schou.
Hun kunne levere komplimenter, så man skulle tro, det var stand-up: Sikke en kjole modig med dine hofter! eller Nej, hvor er du blevet tynd Du passer vel ikke på dig selv på jobbet? Hendes venlighed havde altid et lille syrligt twist. Men denne gang havde hun besluttet sig for at slå alle rekorder.
Du ser utroligt ikke-frisk ud i dag.
Gæsterne var allerede bænket, sild og frikadeller fyldte bordet, og vi nærmede os det punkt i aftenen, hvor alle giver gaver. Det er altid lidt akavet, men mest hyggeligt. Svigermor rejste sig, bad om opmærksomhed og begyndte på en lang, højtidelig og påfaldende filosofisk tale.
Hun reflekterede over, hvor hurtigt tiden går, hvordan kvindeskønhed visner som en buket tulipaner i marts, hvis man ikke gøder og vander grundigt, og at en mand selvfølgelig fortjener en kone, der holder sig frisk. Min mavefornemmelse hviskede: Nu kommer der et helt særligt indslag.
Hun rakte mig en gavepose. Jeg pakkede op og der lå to æsker. Badevægt i den ene. I den anden aldersbetinget ansigtspleje med et kæmpestort skilt, så det ikke var til at misforstå: 45+. Intensiv rynkebehandling for aldrende hud. Gør op med de dybeste furer.
Der blev dødstille. Min mand blev rød som en rødgrød med fløde. Gæsterne sendte korte blikke rundt og smilede lidt kunstigt, som om nogen havde kastet en død sild på bordet. Birthe, derimod, strålede:
Det er til forebyggelse, min pige! Det er langt bedre end behandling. Og vægten, ja du har selv nævnt de stramme jeans efter jul. Jeg tænker bare på dig.
Jeg trak smilebåndet, pressede et tak frem og skubbede æskerne under bordet. Men stemningen i mig brast. Jeg kæmpede for at bevare værdigheden, mens indre skam og irritation kogte.
En kold ret, der simrede længe
Jeg lavede ikke skandale. Jeg kastede ikke vægten ud ad vinduet selvom det fristede. Cremetuben fik en fornem plads på hylden på badeværelset, men var ikke i nærheden af min hud.
Når Birthe efterfølgende kom forbi, kastede hun hvert gang et forventningsfuldt blik mod sine gaver og spurgte muntert:
Bruger du det?
Jeg gemmer til særlige lejligheder, sagde jeg med det jævneste smil.
Og så ventede jeg. Snart havde Birthe selv fødselsdag og ikke hvilken som helst, men den 55. Et rigtigt jubilæum. En oplagt mulighed for at vise, at man ikke bare behøver at kvæle alle omsorgsfulde stikpiller.
Jeg kunne have givet hende et blodtryksapparat og anti-pigmentcreme, men det ville alt for åbenlyst afsløre, at mit ego havde fået et hak. Nej, det skulle være mere elegant. Skarpere. Ramme dybere, men med stil.
Det slog mig hurtigt, hvor hendes ømme punkt lå. Det var ikke alder, ikke figur men tungen. Hun kunne ikke holde sig fra at kommentere alt: mine beige gardiner, hvordan jeg skærer gulerødder til suppen, eller min sovs.
Jeg gik i boghandlen og fandt et pragteksemplar: En gaveudgave i hardback, med titlen Kunsten at tie stille. Sådan undgår du at kvæle dit parforhold og dine nærmeste med velmenende råd. Med undertitlen: En praktisk guide til alle med en ukontrolleret trang til at blande sig.
For at fuldende det hele købte jeg en forstørrelsesglas elegant, lige som i gamle britiske krimier.
Det her er så tak for cremen og vægten!
Bithes fødselsdag blev holdt på en hyggelig restaurant. Masser af gæster familie, venner, kolleger. Birthe var centrum og lå nærmest i blød i komplimenter og opmærksomhed. Hun elsker den slags, som danskerne elsker remoulade.
Min mand, Mads, var diplomatisk: Han holdt en varm tale og gav hende et spa-gavekort fra os begge man er jo ikke barbenet trods alt.
Så smilede jeg og rakte over min lille pakke.
Birthe, den her er specielt fra mig. En lille personlig gave. Til både sjæl og udvikling.
Birthe begyndte nysgerrigt at pakke ud og fandt først forstørrelsesglasset.
Sikke en fin ting Er det antik? Men hvorfor dog det? Jeg ser jo stadig glimrende.
Tja, den kan gøre det nemmere at få øje på folks fortrin ikke kun deres fejl, sagde jeg med et sødt smil.
Gæsterne smålo høfligt, endnu uvidende om, hvad der ventede. Birthe stivnede, men pakkede videre op kom bogen.
Hun læste titlen tavst for sig selv, så bevægede hendes læber sig vantro:
Kunsten at tie stille
Hun så op på mig.
Det det er en bog? hviskede hun.
Ja, Birthe, sagde jeg venligt og højt nok til at alle kunne høre. Du mindede mig diskret om, at jeg burde tænke på mit ydre. Jeg tænkte, at 55 år er et godt tidspunkt at begynde på det indre og lidt harmoni i familien. Du får sikkert samme glæde af den, som jeg fik af anti-rynkekremen.
Hendes kinder blev plettet som Dansk Vejr-radaren en oktoberdag, men hun lavede ikke en scene for det ville bare bekræfte bogens pointe. Så hun sagde køligt:
Tak. Utroligt originalt.
Hun lagde bogen væk, som om den var en levende salamander.
Hvor langt er du kommet i kapitlet om takt?
Nej, vi holdt ikke op med at tale sammen efter den fest. Og nej, der kom ingen skrigende telefonopkald. Faktisk blev det hele bare mere spændende. Spillet ændrede regler.
Den aften gik det op for hende: Nu er vi to om legen. Og for hver uskyldig spids bemærkning fik hun nu et svar, der var endnu sværere at bære med et smil.
De første uger ringede hun kun til min mand. Til mig var hun nærmest offentligt tør og distanceret. Men så, nærmest som et mirakel, skete der noget: de velmente råd blev betydeligt færre.
Hun holdt op med at tale om min vægt eller komme med stikpiller om min mad. Og de få gange, hendes tunge kørte op i fart, så så jeg blot venligt på hende og spurgte:
Birthe, hvordan går det med bogen? Er du nået til afsnittet om takt og tone?
Så blev det stille.
Vægten står nu og samler støv øverst på garderobeskabet. Cremen endte jeg faktisk med at bruge på hælene. De er blevet meget blødere, så tak for det. Og bogen? Jo, jeg så den faktisk på hendes natbord. Med et bogmærke. Lidt over halvvejs.
Så: mission fuldført, vil jeg da bare sige.
