Min svigermor havde givet mig en rynkecreme og en badevægt i fødselsdagsgave til min runde dag. Men denne gang kom overraskelsen ikke til festen og hun anede ikke, hvor hun selv ville få sig en overraskelse, der virkelig ville ramme plet jeg var nødt til at gå midt i det hele
***
Min fødselsdag skulle markere en sejrens aften. Jeg var netop blevet forfremmet, min mand og jeg havde endelig betalt vores realkreditlån ud, og jeg følte mig ovenpå. Jeg ventede udelukkende hyggelige skåltaler og varme ord fra vores nærmeste. Men netop som det ringede på døren, trådte min anden mor ind svigermor Karen Møller.
Hun mestrer den slags komplimenter, som man ikke helt ved, om man skal takke for, eller om man skal gå ud og tage et langt bad og skrubbe forvirringen og forlegenheden af sig. Åh, sikke en kjole modigt med dine hofter, Du er da blevet så tynd passer du nu på dig selv på arbejdet? hendes venlighed havde altid en bagkant af eddike. Men denne gang havde hun virkelig lagt sig i selen.
***
Du ser simpelthen vidunderligt træt ud
Gæsterne sad allerede omkring bordet, stemningen var god, bordet bugnede, og det var lige det tidspunkt, hvor gaverne kommer frem. Let akavet men hyggeligt. Karen rejste sig, bad om opmærksomhed og begyndte på sin tale lang, højtidelig og mistænkeligt filosofisk.
Hun filosoferede over, hvordan tiden løber, hvor vigtig det er, at kvindens udseende bevares, som blomsten der skal næres, og at en mand har bedst af en velplejet, frisk hustru. Jeg vidste godt, at nu kom der noget særligt.
Og rigtigt nok hun rækker mig en pose. Jeg åbner papiret: To æsker er der i. I den eneen digital badevægt. I den anden et sæt luksus antirynkecreme med kæmpestort tryk på forsiden, som læste man en dom: 45+. Intensiv pleje mod ældning og dybe rynker.
En tung tavshed faldt over forsamlingen. Min mand, Anders, blev rød i hovedet, så det så ud, som om han var lige ved at forsvinde ned under dugen. Gæsterne sendte hinanden nervøse blikke og smilede anstrengt uden at vide, hvor de skulle kigge hen. Karen selv lyste op:
Det er til dig, min pige! Forebyggelse er den bedste kur. Og vægten du har jo selv sagt, at jeansene strammer lidt efter julen. Man skal tage sig af sig selv!
Jeg fremtvang et smil, fik fremstammet tak og skubbede kasserne ind under bordet. Men i mig var aftenen endegyldigt smadret. Jeg prøvede at spille rollen for resten af selskabet, men indeni boblede ydmygelsen, vreden og skuffelsen.
***
Den kolde ret, jeg bryggede på i et halvt år
Jeg lavede ikke en scene. Jeg smed ikke vægten ud selvom jeg i et øjebliks raseri havde lyst til at drible den ud over altanen. Cremen stillede jeg i badeværelset lige synligt for at den skulle stå flot. Bruge den havde jeg ikke tænkt mig.
Hver gang Karen var på besøg, kastede hun, yderst tilfreds, et blik på sine gaver og spurgte:
Får du dem brugt?
Gemmer dem til en helt særlig lejlighed, svarede jeg så neutralt, jeg kunne.
Men indeni ventede jeg på hendes fødselsdag. Hun fyldte femoghalvtreds en rund dag, en god anledning til at minde hende om, at man sagtens kan svare igen på omsorg.
Jeg tænkte længe. At give hende et blodtryksapparat og pigmentcreme virkede for åbenlyst så ville det være tydeligt, at jeg var såret over hendes antydninger. Det skulle være mere raffineret. Mere elegant. Og mere smertefuldt men på den rigtige måde.
Det slog mig hurtigt, hvor jeg skulle ramme. Karens svage punkt er hverken alder, figur eller helbred men tungen. Hendes trang til at vejlede, kritisere, kommentere alt omkring sig fra mine gardiner til, hvordan jeg skærer gulerødderne til suppen.
Jeg tog i Arnold Busck og ledte efter den perfekte gave. Jeg fandt en sand perle: Et smukt indbundet værk med titlen Kunsten at tie stille: Sådan bevarer du harmonien i familien. Og en undertitel, der spillede triumferende fanfare i mit indre: Praktisk vejledning til alle, der elsker at give uopfordrede råd.
For at sætte prikken over iet købte jeg en stor, antik forstørrelsesglas med fin udskåret skaft. Lige som i gamle film!
***
Denne her er for cremen og vægten
Hun holdt sin runde dag på restaurant. Masser af gæster familie, venner, kollegaer. Karen solede sig i centrum, slugte komplimenter og nød at være hovedpersonen. Det trivedes hun simpelthen i.
Så blev det vores tur til at give gave. Anders holdt sin tale med diplomatisk snilde og overrakte fra os begge et gavekort til spa. Vi er jo trods alt ikke barbarer der skal en officiel gave til.
Og så smilede jeg og overrakte min personlige gave:
Karen, den her er fra mig. Lidt til sjælen og til eftertanke.
Hun tog pakken, pakkede den langsomt op, mens hun nød alles opmærksomhed. Først kom forstørrelsesglasset op.
Hvor smukter det antik? Men til hvad? Jeg ser jo udmærket endnu.
Jeg smilede roligt:
Den vil hjælpe dig med at studere andres fortrin i stedet for kun at få øje på fejlene.
Folk grinede høfligt, endnu uden rigtigt at forstå alvoren. Karen blev en anelse anspændt, men fortsatte og tog bogen op.
Hun læste titlen først for sig selv, så begyndte læberne at bevæge sig, som om hun ikke troede det:
Kunsten at tie stille
Hun så på mig.
Det er en bog? fremstod hun, stemmen let skælvende.
Ja, Karen, sagde jeg roligt og højt. Du fik mig til at reflektere over mit ydre til min fødselsdag. Så tænkte jeg, at 55 år måske var det rette tidspunkt til at pleje det indre og sikre familiefreden. Den er til dig på samme måde som rynkecremen var til mig.
Hendes ansigt blev rødplettet. Men hun kunne ikke lave en scene så ville bogen blot bekræfte dens pointe. Hun mumlede derfor tørt:
Tak. Meget originalt.
Og lagde gaven fra sig, som havde hun rørt ved noget levende og ubehageligt.
***
Nå, er du kommet til afsnittet om takt?
Og nej, vi stoppede ikke med at ses. Der var heller ingen skænderier bagefter. Det blev snarere interessant: Spillet var vendt.
Den aften forstod hun noget væsentligt nu var det en dans for to. Hver uskyldig stikpille ville mødes med et modsvar, der næppe ville lokke et smil frem hos hende.
De første uger ringede hun kun til Anders. Over for mig var hun distanceret og formel. Men der skete næsten et mirakel: De uønskede råd blev færre.
Hun slap emner som min vægt og min madlavning. Og hver gang hun alligevel lagde an til at komme med sine gode råd, så jeg hende lige i øjnene og spurgte:
Karen, hvordan skrider det frem med bogen? Er du kommet til kapitlet om taktfuldhed?
Hun tav.
I dag står badevægten og samler støv oven på skabet. Rynkecremen har jeg faktisk brugt på fødderne og de blev blødere, så tak, I guess. Bogen så jeg for nylig stå hjemme hos hende på natbordet. Og der lå et bogmærke inde i cirka midtvejs.
Tja, det virker joEt par måneder senere fik jeg en sms fra Karen: Skal vi tage på café? Jeg giver kage. Jeg smilede, tøvede kort, og sagde ja. Da vi sad over hver vores latte, spurgte hun pludselig næsten lavmælt:
Har du et godt råd til fødselsdagsgaver i familien? Noget der ikke gør folk utilpasse?
Jeg grinede, kunne ikke lade være. For første gang så jeg hende sårbar, på udkik efter svar i stedet for at give dem.
Giv noget, der får folk til at føle sig set ikke dømt, sagde jeg stille. Nogle gange er det bare det, der skal til.
Hun nikkede, så længe på mig. Så lænede hun sig tættere på og sagde:
Jeg har lært mere af den bog, end jeg havde troet muligt. Du har også et par gode sider selv uden hjælp fra rynkecreme.
Vi lo begge to. Og i dét øjeblik slap noget tungt i mig, en lille lettelse, jeg næsten ikke anede, jeg bar rundt på. Næste gang hun gav mig en gave, var det et smukt, hjerteformet spejl og et kort, hvor der stod: Til at kigge på det, der virkelig tæller.
Jeg satte spejlet op i gangen, så jeg ser det hver dag. Og lige dér, i genspejlingen, kan jeg se noget nyt: Sejr behøver ikke altid at være størst, klogest eller mest elegant hævn. Nogle gange er den bare stilhed, latter og en perfekt, lille balance mellem at give og tage igen.
