“Skal jeg blive hos jer i sommeren?” spurgte Ellen Frederiksen og tørrede sine hænder i et køkkenhåndklæde. “De har oversvømmet min lejlighed ovenfra, og nu skal der laves renovation. Håndværkerne siger, det tager hele sommeren.”
Mette stivnede med en sovseske i hånden over gryden med hønsekødssuppe. En hel sommer med sin svigermor? Tre måneder under samme tag? Hun tænkte på børnenes sommerferie, mandens ferie, ture til sommerhuset… og midt i det hele ville Ellen Frederiksen være der med sine bemærkninger, gode råd og misbilligende blikke.
“Selvfølgelig, mor,” hørte hun sig selv sige. “Bliv du bare. Hvor skulle du ellers hen?”
“Godt!” svigermoren smilede. “Jeg skal nok hjælpe til og passe på børnene. Christian er altid på arbejde, og du slider dig selv op alene med dem.”
Christian arbejdede ofte sent, men Mette klarede sig fint med den 10-årige Emil og 7-årige Freja. Indtil Ellen Frederiksen pludselig forstyrrede deres rolige hverdag med sine egne regler.
Allerede næste dag begyndte svigermoren at “rette op”. Hun vaskede alt service igen, fordi Mette “ikke skyllet sæben ordentligt af”. Hun omorganiserede køleskabet pålæg skulle kun ligge på den øverste hylde, ikke “hvor som helst”. Legetøjet blev pakket væk i kasser og sat i skabet.
“Hvorfor skal der altid være sådan et rod?” sagde hun til Freja, som ledte efter sin yndlingsdukke. “Når du er færdig med at lege, rydder du op.”
Freja begyndte at græde, og Mette måtte bide tænderne sammen, mens hun hentede legetøjet frem igen.
“Ellen, børnene skal føle sig frie i deres eget hjem,” prøvede hun at sige.
“Frihed er ikke det samme som at leve som svin,” svarede svigermoren skarpt. “I min tid var børn opdragne.”
Emil, der havde hørt samtalen, mumlede nogterrit og forsvandt ind på sit værelse. Han undgik sin bedstemor, mens hun altid havde en kommentar: musikken var for høj, han sad for længe ved computeren, eller han larmer for meget med vennerne.
Om aftenen kom Christian hjem træt og sulten. Mette varmede mad op, men Ellen Frederiksen nåede at blande sig før hun kunne servere.
“Christian, du er jo helt udmagret!” klagede hun og skænkede en stor tallerken suppe til ham. “Mette fodrer dig kun med halvfabrikata. Jeg går på torvet i morgen og køber rigtigt kød, laver frikadeller.”
“Mor, det er ikke nødvendigt,” prøvede han at stoppe hende, men hun var allerede i gang.
“Ikke nødvendigt? Du er min søn, jeg tager mig af dig! Ser I ikke efter hinanden her… skjorterne hænger ujævnt, sokkerne har huller. I min tid passede en kone ordentligt på sin mand.”
Mette følte vreden boble op i sig. Hun havde været igang hele dagen med vask, madlavning, børnene og deres aktiviteter og nu blev hun også bebrejdet for ikke at passe nok på familien.
“Jeg passer på min familie,” sagde hun lavt, men fast. “Tiderne er bare anderledes nu, Ellen.”
“Tider, tider,” sukkede svigermoren. “Familie er familie.”
Christian spiste tavst sin suppe. Han blandede sig aldrig i konflikterne mellem sin kone og mor, og det irriterede Mette mest af alt han kunne godt støtte hende en gang imellem.
Efter en uge var spændingerne nået sit bristepunkt. Ellen Frederiksen kritiserede alt: Matildes madlavning, børneopdragelsen, husførelsen. Hun stod op kl. 6 og larmede i køkkenet for at lave morgenmad “som det passer sig”. Børnene klagede over, at bedstemor ikke lod dem spise i fred og altid rettede på dem.
“Mor, skal du ikke besøge tante Lise?” foreslog Christian under endnu en skænderi. “Hun har jo inviteret dig.”
“Skal jeg smides ud?” svarede Ellen fornærmet. “Jeg hjælper jo bare! Lise bor i en lille lejlighed, der er ikke plads. Eller generer jeg jer?”
“Du generer os ikke,” løj Mette. “Det er bare…”
“Bare hvad? Sig det nu!”
“Vi har forskellige måder at leve på,” sagde Mette forsigtigt. “Og vi opdrager børnene anderledes.”
“Nååh!” svigermoren triumferede. “Så min opdragelse er ikke god nok? Men Christian blev da en flink og arbejdsom mand!”
“Mor, hold nu op,” bad Christian træt. “Vi er alle sammen pressede.”
“Nej! Jeg vil vide, hvad jeg har gjort galt. Hvorfor generer jeg jer?”
Mette tog en dyb indånding. Hun kunne mærke, at alt ophobet frustration var ved at eksplodere, men hun holdt det tilbage.
“Du generer os ikke,” gentog hun. “Men enhver familie har brug for deres egne grænser.”
“Grænser!” fnøs Ellen. “Grænser over for sin egen mor! Sikke en tid vi lever i…”
Emil og Freja sad stille i hjørnet og så ængsteligt på de voksne. De kunne mærke den anspændthed, der fyldte huset.
Dagen efter talte Mette med børnene. Hun vidste, at de også havde det svært.
“Hvordan har I det, skatter?” spurgte hun og satte sig ved siden af dem på sofaen.
“Bedstemor er mærkelig,” indrømmede Freja. “Hun bliver altid sur og siger, at vi er uopdragne.”
“Hun sagde, at computeren ødelægger hjernen,” tilføjede Emil. “Og at børn i hendes tid legede udenfor i stedet for at sidde inde.”
“Bedstemor er bare vant til en anden måde at leve på,” prøvede Mette at forklare. “Hun elsker jer.”
“Men jeg har det ikke godt med hende,” sagde Freja med skælvende stemme. “Må jeg spise her i stedet for i køkkenet?”
Mette krammede sin datter. Selv føltes hjemmet ikke længere som deres trygge sted. Nu gik alle på listefod for ikke at tirre svigermoren.
Imens fortsatte Ellen Frederiksen med at “forbedre” ting. Hun genvaskede alle håndklæder (“De lugter”). Pud
