Min svigermor har besluttet at flytte ind i min lejlighed, mens hun giver sin egen til datteren.
Min mand, Henrik, voksede op i en stor dansk familie på Fyn. Min svigermor, Birthe, blev ved med at få børn, indtil den længe ventede datter, Ida, kom til verden. Mærkelig strategi men det er ikke mit bord at vurdere.
Da jeg blev gift med Henrik, følte jeg mig heldig. Han virkede ansvarlig, stærk og beskyttende, og han vidste, hvad det vil sige at have en familie tæt på. Men en ting var sikkert: Hans bånd til sin mor og lillesøster kunne aldrig brydes. Birthe bekymrede sig ikke så meget om drengene, men alt blev drejet om Ida. Hun var konstant i centrum.
Ida var bare 10 år, da vi mødtes. I begyndelsen gik det fint, men efterhånden efter fem år blev hun en udfordring. Hun gad ikke skolen, hang ud med de forkerte unge drenge fra nabobyen, og det var altid Henrik, der måtte ordne tingene. Ida kunne finde på at ringe til ham klokken tre om natten, og så fór han straks ud af døren.
Mit håb var, at Ida ville vokse op, finde sig en mand, og så ville alting falde til ro. Men nej. Da hun endelig ville giftes, bad Birthe sine sønner om hjælp til bryllupsudgifterne hun havde ikke en krone selv. Idas mand var lærling og tjente ikke meget, så de blev boende hos Birthe.
Først fik de et barn, så endnu et. Nu blev det for meget for Birthe, som tydeligt mærkede, at det ikke fungerede at bo så mange sammen. Hun fandt så den perfekte løsning: Hun ville flytte hjem til os, og Ida skulle få lejligheden. Men hvad med mig? Jeg har selv sparet op til lejligheden her i Odense Henrik har ikke bidraget med én eneste krone. Han virker tilmed tilfreds med situationen og siger bare, at min mor kan hjælpe dig derhjemme.
Vi bor i en toværelses lejlighed. Jeg har ikke lyst til at gå på kompromis med min trivsel og dele mit hjem med svigermor. Birthe mener, det er naturligt Henrik er trods alt ældste søn og bør tage sig af sin mor. Det ligger dybt i hendes opfattelse af familieliv.
Jeg elsker min mand, og skilsmisse er udelukket. Men hvordan får jeg ham til at forstå, at det ville være et mareridt at bo under samme tag som hans mor? Hvordan forklarer jeg ham, at jeg har brug for mit eget liv og plads? Jeg er helt rådvild måske kunne nogen give mig et godt, dansk råd?
