Min svigermor besluttede sig selvfølgelig for at flytte ind i min lejlighed og overlade sin egen bolig til datteren.
Min mand voksede op i en stor familie du ved, sådan én hvor børnene bare blev ved med at komme, indtil der en dag kom en pige. Det var åbenbart målet. Underlig strategi, men det er næppe mit bord at vurdere.
Da jeg giftede mig, troede jeg, at jeg havde vundet i lotteriet. Magnus virkede både ansvarsfuld, modig, stærk. Han kendte værdien af familie, men at skære navlestrengen til sin mor eller lillesøster ja, det var utænkeligt. Svigermor var ikke synderligt optaget af sine sønner, men datterens velbefindende var i centrum for hele universet.
Frederikke var 10 år, da vi lærte hinanden at kende. I starten var hun ret sød og uskadelig, men efter fem år begyndte det at kradse. Hun gad ikke skole, faldt i med alle de forkerte drenge, og det blev selvfølgelig min mands hovedpine. Min svigerinde kunne ringe til ham klokken to om natten, hvis hun manglede hjælp, og så sprang han til.
Jeg håbede sådan, at Frederikke ville vokse op, blive gift og så ville vi alle kunne ånde lettet op. Men nej Da hun endelig ville giftes, krævede svigermor, at brødrene skulle spæde til brylluppet, for hun havde ikke en rød øre. Svigersønnen var heller ikke nogen Jeppe K, så nygifte måtte bo hos svigermor.
Så kom der et barn. Så endnu et. Pludselig gik det op for svigermor, at sådan kunne man jo ikke bo. Men frygt ej hun havde nemlig fundet den perfekte løsning: Hun kunne flytte ind hos OS, og så kunne Frederikke overtage hendes (lille, men dog) lejlighed. Men altså Var det helt i orden, når det nu var MINE (og kun mine) sparekroner, der havde betalt for vores toværelses lejlighed, mens Magnus ikke havde bidraget med én eneste krone? Det pudsige er, at han også bare var super tilfreds: Min mor kan hjælpe dig med det hele!
Vi har to værelser. Jeg har virkelig ikke lyst til at opgive min komfort og pludselig skulle dele hverdagsliv med min undskyld udtrykket lidt dominerende svigermor. Hun er overbevist om, at vi ér forpligtet til at lade hende bo hos os, for Magnus er ældste søn; det er hans pligt.
Jeg elsker min mand, skilsmisse er ikke en mulighed. Men hvordan får jeg ham til at indse, at bo med hans mor vil føles som en særlig lille afkrog af helvede? Er der nogen, der har et godt dansk råd?
