Min svigerinde tog på ferie til et dansk badehotel, mens vi renoverede huset – nu vil hun bo komfortabelt hos os Jeg foreslog min svigerinde, at vi begge skulle bidrage økonomisk til renoveringen af huset, men hun sagde, at hun ikke behøvede det. Nu beder hun om at bo hos os, fordi hendes del mangler faciliteter. Derfor er det hendes eget valg! Huset tilhørte min mands bedstemor. Han og hans søster arvede det, da hun gik bort. Det var allerede gammelt, men vi besluttede os for at renovere det og flytte ind. Huset har to indgange, så to familier kunne bo der uden at gå hinanden på nerverne. Haven og baghaven er fælles. Antallet af værelser på begge sider er det samme. Arven blev delt, efter vi var blevet gift. Det hele foregik fredeligt. Min svigermor ville slet ikke eje huset, da hun er vant til bylivet. Hun sagde til sin søn og datter: Gør, hvad I vil. Min mand og svoger lagde penge sammen og fik lavet nyt tag og forstærket fundamentet. Vi ville gerne fortsætte med at renovere, men min svigerinde blev sur. Hun ville ikke investere i det gamle ‘bondehus’. Hendes mand holdt sig i baggrunden – han diskuterer aldrig med hende. Min mand og jeg planlagde at bo i huset. Landsbyen ligger ikke langt fra København, og vi har egen bil, så pendlerturen var nem. Desuden var vi trætte af at bo klemt sammen i en lille lejlighed. Vi havde længe ønsket vores eget hus, men det ville være alt for dyrt at bygge fra bunden. For min svigerinde var huset bare et sommerhus. Hun ville kun komme om sommeren for at grille eller slappe af. Hun sagde tydeligt, vi ikke skulle regne med hende. På fire år fik vi totalrenoveret vores halvdel af huset. Vi tog naturligvis et lån, men det var ikke det vigtigste. Vi lavede nyt badeværelse, installerede varme, skiftede el og vinduer og malede udestuen. Arbejdet foregik nærmest døgnet rundt, men vi holdt fast i drømmen. Imens var min svigerinde konstant på ferie. Hun interesserede sig hverken for, hvad vi lavede, eller for sin egen halvdel af huset. Hun levede for fornøjelsens skyld. Men så fik hun barn og kom på barsel. Så stoppede ferierne, og pengene blev knappe. Pludselig huskede hun sin halvdel af huset. Det var svært at være inde med et lille barn, og på landet kunne han løbe frit i haven. Vi var flyttet ind, og vi lejede vores lejlighed ud. Vi rørte ikke hendes halvdel, og på årene var den bogstaveligt talt rådden op. Jeg forstår ikke, hvordan man skal kunne bo der uden varme – men hun kom tilbage i en måned med kuffert. Hun bad om at måtte bo hos os en uge – jeg lod hende flytte ind. Hendes søn larmer meget. Det gør hans mor også, hun gør altid, hvad hun vil. Ingen hensyn til os andre. Jeg arbejder hjemmefra, og det forstyrrede mig så meget, at jeg flyttede ind hos en veninde. Hun var alligevel væk, så for hende var det praktisk, at nogen holdt øje med huset. Jeg kom først tilbage efter næsten en måned. Først en uge hos veninden, så blev min mor syg, og jeg måtte passe hende. Jeg havde glemt alt om min mands søster – jeg var sikker på, at hun var taget hjem for længe siden. Overraskelsen var stor, da jeg fandt hende hjemme hos os. Hun opførte sig, som om det var hendes eget hjem. Jeg spurgte, hvornår hun ville tage afsted. – Hvor skulle jeg tage hen? Jeg har et lille barn, det er hyggeligt her, svarede hun. – I morgen kører vi dig ind til byen, sagde jeg. – Jeg vil ikke til byen. – Hvis du ikke engang gider gøre rent, mens du bor her, så find et andet sted. Her er ikke noget hotel. – Hvilken ret har du til at smide mig ud? Det er jo også mit hjem! – Dit hjem er på den anden side af væggen – gå derover. Hun forsøgte at få sin mand til at bakke sig op, men han sagde også, at hun havde boet for længe hos os. Hun blev fornærmet og gik sin vej. Timer senere begyndte min svigermor at ringe: – Du havde ikke ret til at smide hende ud, det er også hendes ejendom! – Hun kunne have boet i sin egen halvdel, dér er hun jo ejer, svarede min mand. – Hvordan skulle hun bo der med et lille barn? Ingen varme, udendørs toilet. I kunne passe lidt på din søster! Min mand blev vred og fortalte det hele – om at vi forslog at renovere sammen, det ville endda have været billigere end to halve. Hun nægtede. Hvorfor skal vi så høre for det nu? Vi foreslog søsteren at sælge sin halvdel til min mor. Hun gik med til det, men krævede en pris, der gør, at vi kunne købe hele huset i perfekt stand. Det sagde vi nej til. Nu skændes vi. Min svigermor er konstant fornærmet, Alina er en pestilens. Kommer hun, holder hun larmende fester, laver narrestreger og ødelægger ting i haven. Vi er gået i gang med at bygge et hegn, så alt bliver helt adskilt. Nu bliver der ikke flere kompromiser – det var dét, min svigerinde selv ville.

Min svigerinde havde været på ferie i en badeby, mens vi stod midt i renoveringen og nu vil hun pludselig bo behageligt.

Jeg foreslog engang, at min svigerinde og jeg kunne slå vores penge sammen til renoveringen, men hun svarede, hun ikke havde brug for det. Nu står hun her og beder om at bo hos os, fordi hendes egen halvdel i huset mangler alt, der hedder komfort. Så det er hendes egen skyld!

Ejendommen havde tilhørt min mands mormor, og efter hendes død arvede han og hans søster hver sin halvdel. Det gamle bindingsværkshus lå uden for Odense og trængte lift til en kærlig hånd, men vi besluttede os for at gøre det til vores hjem. Der var to indgange, så huset kunne rumme to familier uden at de gik hinanden på nerverne. Forhaven og den gamle gårdsplads var fælles, og værelserne var ligeligt fordelt.

Arven blev delt, da vi allerede var gift. Alt foregik fredeligt og uden drama. Min svigermor skænkede ikke huset en tanke hun foretrak bylivet og sagde til sine børn, at de måtte gøre, hvad de ville.

Min mand og svoger lagde så nogle af deres sparepenge og fik taget tætnet og fundamentet forstærket. Vi ville gerne videre, men min svigerinde blev vred hun havde ikke tænkt sig at bruge penge på et “hus på hønseben”. Hendes mand nikkede bare og gik sin vej. Han diskuterer aldrig med sin kone.

Vi havde længe drømt om at bo på landet, og nu var det muligt. Udenfor Odense, men tæt nok på, så vi nemt kunne tage bilen og pendle. Bare tanken om huset, hvor vi kunne strække armene uden at ramme væggene, var mere værd end alt. At bygge nyt ville koste en bondegård, men dette kunne vi klare.

Min svigerinde brugte mest huset som sommerbolig en slags fritidshus, hvor hun kunne grille og dase. Vi fik at vide, vi ikke skulle regne med hendes hjælp til noget som helst.

Fire år tog det, men så havde vi gennemrenoveret vores del. Selvfølgelig måtte vi låne nogle kroner i banken, men pengene var ikke det vigtigste. Vi fik sat badeværelse i, installeret centralvarme, udskiftet el og vinduer og malet hele loggiaen. Alt skete i en slags evigt søvnagtigt flow, som om vi ikke kunne vågne op, men det lykkedes.

Imens var min svigerinde altid væk ferie i Spanien, i Århus, eller måske Bornholm, hvad ved jeg. Hun ænsede os ikke, heller ikke sin del af huset. Men så kom der et barn, og pludselig var hun på barsel.

Nu stoppede rejselivet brat, og pengene løb op og hun kom i tanke om sit gamle hus. Ikke rart at sidde fastklemt med en baby i en lejlighed, når et lille barn kunne lege udenfor hele dagen på landet.

Vi boede nu endelig i huset og havde endda lejet lejligheden i Odense ud. Vi havde aldrig rørt hendes halvdel, og efterhånden var den næsten rådnet fra kælder til kvist. Jeg forstår ikke, hvordan hun forestillede sig at bo der uden varme men op dukkede hun med sin kuffert og krævede at bo hos os i en uge. Jeg måtte lade hende komme ind.

Hendes dreng larmede, min svigerinde ryddede aldrig op og opførte sig, som var huset hendes hotel. Hun tog ikke hensyn til nogen. Da jeg arbejder hjemmefra, måtte jeg flytte ind hos en veninde i Svendborg i en periode praktisk nok for hende, for så var der da nogen hjemme til at holde øje.

Omstændighederne ændrede sig, og næsten en måned senere kom jeg tilbage. Jeg havde opholdt mig en uge hos min veninde, indtil min egen mor blev syg, og jeg måtte hjem for at tage mig af hende. Jeg havde helt glemt svigerinden jeg regnede med, hun var taget hjem forlængst.

Til min overraskelse sad hun stadig i sofaen og opførte sig, som om alt var hendes. Jeg spurgte, hvornår hun havde tænkt sig at tage hjem.

Hvor skulle jeg tage hen? Jeg har et lille barn, vi har det fint her, sagde hun.
Vi kører dig ind til byen i morgen, svarede jeg.
Jeg VIL ikke ind til byen.
Når du ikke engang har gidet rydde op i huset, så må du vende tilbage her er ikke noget hotel.
Hvor vover du at smide mig ud? Det er MIT hus!
Din del ligger bag væggen gå derover.

Hun prøvede at overtale sin mand til at tage hendes parti, men han sagde også, at hun havde boet alt for længe hos os. Fornærmet pakkede hun sammen og gik. Et par timer senere begyndte min svigermor at ringe:
Du har ingen ret til at smide hende ud, det er hendes ejendom.
Hun kunne da bare bo i sin egen del, svarede min mand.
Og bo der med et lille barn? Der er jo ikke varme, og lokummet er ude i baggården. Du kunne i det mindste have hjulpet din søster.

Min mand blev så gal, at han forklarede sin mor alt at vi havde tilbudt at renovere sammen, men hun nægtede. Det ville endda have været billigere. Hvem har skylden nu?

Vi tilbød så min svigerinde at købe hendes del måske min mor kunne bruge den. Men hun satte en pris, så vi lige så godt kunne købe et helt, nyt hus i Lyngby. Ikke noget, vi var interesserede i.

Nu diskuterer vi konstant. Min svigermor er evig fornærmet, og Rikke min svigerinde er en plage. De kommer sjældent på besøg, men når de gør, holder de vilde fester, laver små narrestreger og ødelægger ting i haven.

Så nu bygger vi et plankeværk. Ingen flere kompromiser det var jo bare det, hun selv ville have.