16. februar
Kære dagbog,
Jeg tænker stadig over, hvordan tingene har udviklet sig med min svigerinde. Imens vi knoklede for at renovere huset, tog hun på ferie til Skagen og havde det godt, og nu vil hun bo bekvemt hos os.
Det hele startede for nogle år siden, da min hustru og jeg arvede min mormors gamle hus sammen med min svigerinde, Astrid. Huset ligger i en hyggelig landsby uden for Aarhus, ikke langt fra byen, hvilket passede os godt, for vi havde egen bil og orkede ikke længere trængslen i centrum. Ejendommen var ret gammel, men lå med to separate indgange, så det kunne sagtens fungere som to boliger under samme tag. Have og gårdsplads var fælles, men inde var der lige mange værelser på begge sider.
Delingen af arven gik stille og roligt. Min svigermor, Helene, ville slet ikke eje tingene hun var vant til livet i København og sagde straks Gør lige, hvad I vil.
Allerede dengang foreslog jeg, at Astrid og jeg skulle spytte sammen og renovere huset sammen. Men hun nægtede. For hende var det bare et gammelt landhus, hun slet ikke havde lyst til at investere penge i. Hendes mand, Per, lagde sig fladt og lod hende bestemme.
Min hustru Mathilde og jeg besluttede at gøre det til vores hjem. Tanken om endelig at have plads og en have til vores datter, Rikke, trak mere end lejlighedens klaustrofobi. Tanken om at bygge fra nyt var simpelthen for dyrt, så vi valgte at satse på arven.
Astrid så huset udelukkende som et sommerhus til grill og hygge et par uger om året. Vi skulle endelig ikke regne med, at hun på nogen måde ville være med til praktisk eller økonomisk hjælp.
På fire år fik vi renoveret vores halvdel fra kælder til kvist. Vi tog et pænt lån i banken, men det var det værd. Ny varme, bad, el, vinduer og køkken hele svineriet. Det var hårdt arbejde hver weekend og hver ferie, men vi holdt ud og realiserede vores drøm.
Imens var Astrid stort set altid væk. Hun levede det søde liv: ferier i udlandet, shoppingture til København, og hun viste ingen interesse for huset eller hvordan det forfaldt.
Men så fik Astrid et barn, Magnus, og tog barsel. Eventyrene stoppede brat, for pengene begyndte at slippe op. Nu opdagede hun pludselig værdien af huset for hun havde brug for et sted, hvor hendes dreng kunne tumle, og ikke bare fire vægge i hendes lille lejlighed i Aarhus.
På det tidspunkt var vi flyttet ind og havde udlejet vores gamle lejlighed. Astrids halvdel var nærmest faldefærdig, uden varme, og hun kom slæbende med sin kuffert og Magnus i hånden. Hun spurgte, om hun kunne bo hos os en uges tid og jeg sagde motvilligt ja.
Magnus larmer ud over det hele, og Astrid tænkte ikke meget på andres behov. Fordi jeg primært arbejder hjemme, var det en kæmpe belastning, så jeg brugte derfor en periode hos en ven, Karsten, som heldigvis alligevel var bortrejst og satte pris på, at jeg passede huset.
Cirka en måned senere, efter at have tilbragt tid både hos Karsten og min syge mor, regnede jeg egentlig med, at Astrid for længst var taget hjem. Men nej hun og Magnus huserede stadig i vores stue, og hun opførte sig, som om det var hendes.
Jeg kunne ikke lade være med at spørge: Hvornår regner du med at tage hjem?
Hvor skulle jeg tage hen? Det er jo hyggeligt her, og Magnus trives, svarede Astrid koldt.
Du tager altså med os til Aarhus i morgen, slog jeg fast.
Det gider jeg altså ikke.
Når du ikke engang gider rydde op, så kan du ikke regne med, at her er et hotel for dig, sagde jeg.
Hvem tror du, du er? Det er også mit hus!
Ja, din halvdel er bag denne væg. Du må altså gerne bo på din egen side.
Hun forsøgte at få Per til at bakke hende op, men han bakkede faktisk op om, hun måtte tage hjem. Sure, så pakkede hun sammen. Lidt senere ringede Helene mig op:
Du kan da ikke bare smide Astrid ud det er jo også hendes hus.
Min hustru forklarede roligt, at Astrid jo kunne bo på sin egen side.
Med en lille dreng og ingen varme? I kunne da godt vise lidt forståelse, mente Helene.
I vrede forklarede jeg, at vi jo oprindeligt havde tilbudt at lave en fælles renovering, hvilket havde været meget billigere for begge parter. Astrid ville bare ikke, og nu står vi her.
Vi foreslog Astrid at sælge sin halvdel til min mor. Hun ville dog have en pris, der svarede til et moderne rækkehus i den dyreste del af Gentofte totalt urealistisk. Så den idé droppede vi.
Nu er tonen mellem os køligere end nogensinde. Helene føler sig konstant forurettet, og Astrid hun er begyndt at opføre sig som en plage: Hun dukker op, larmer, inviterer venner og deres børn, og hele haven sejler.
Nu bygger vi et rigtigt hegn, så vi kan adskille os helt. Jeg er færdig med kompromiser det var trods alt Astrids eget valg.
Det jeg har lært? Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Hvis man siger nej til ansvar og arbejde, kan man heller ikke forvente at høste frugten senere. Lige børn leger nemlig bedst, og i vores familie skal alle bidrage ellers får man sin egen side at bo på, uden ekstra privilegier.
