Jamen, du er altså min yndlings-svigerinde, Katrine! Helt seriøst det er liv eller død! Der er bare ingen andre jeg kan spørge, mor er på kolonihavehuset, blodtrykket galopperer, jeg kan ikke stresse hende, og dig forstår jeg jo altid på et blik! snakkede Sofie i ét langt åndedrag, så ordene løb sammen. Katrine opfattede kun fragmenter: Noget om hasteopgave, kun til i aften og du redder mig.
Katrine stod i døren til den lille lejlighed, med en støvklud i hånden og den anden holdt hun godt fast i snoren på Mads, hendes stædige gravhund, der gøede som besat ad de uventede gæster. Gæsterne var hendes svigerinde Sofie og hendes sønner syvårige Malthe og fireårige Viktor. Drengene havde allerede stavret mudder ind på måtten i entréen og gik nu i gang med at pille tapetet af væggen.
Sofie, vent nu lidt, sagde Katrine og prøvede at få plads i hendes talestrøm. Hvilken aften? Det er fredag i dag, Simon og jeg har jo bestilt et ophold på Skodsborg kurhotel i weekenden vi har ventet i to måneder!
Sofie kastede teatralsk med armene og var lige ved at tabe sin kæmpe sportstaske, der tydeligvis var pakket med drengenes ting.
Årh, sludder og vrøvl med det spa der! I er jo unge, sunde og raske I kan tage af sted en anden gang! Jeg kæmper altså for min fremtid jeg har fået samtale til et arbejde i Aarhus. God løn, fritid, det hele. Hvis jeg ikke tager nu, får jeg aldrig chancen igen… Jeg gør det jo for børnenes skyld! Du ved jo, jeg er alene børnepengene rækker ikke langt, min eks… ja, du kender det.
Hun snøftede og sendte hende de mest forpinte stakkels mig-øjne. Sofie havde fået den der enlige-mor-taktik ned til fingerspidserne.
I det øjeblik trådte Simon ud i gangen Katrines mand med et stykke rugbrød i hånden. Han frøs, da han fik øje på Sofie og ungerne.
Sofie? Hvad laver du her? Vi tager jo af sted om en time!
Simse! Min egen brormand! udbrød Sofie og kastede sig så over ham, at han nærmest mistede balancen. Hjælp mig, ikk’? Jeg smutter bare ét døgn, lover jeg, altså! Jeg er hjemme til frokost i morgen, jeg sværger og Malthe og Viktor er så rolige. Bare tænd noget Ramasjang og giv dem småkager du bemærker dem slet ikke!
Simon sendte Katrine et blik det der særlige: skal-vi-ellers-have-skænderi-eller-hvad? Katte kiggede direkte tilbage hun kendte det der blik, der bestod af søskendekærlighed blandet med mortifikationsfrygt. Simon var et får og Sofie vidste det.
Kat, vi kan da… måske udsætte det et par dage? Sofie har jo jobsamtale. Det er vigtigt, sagde han forsigtigt.
Simon, opholdet kan ikke afbestilles og jeg er smadret efter arbejdsugen, svarede Katrine lavt, men med stålsatte øjne.
Jeg betaler dig! blandede Sofie sig. Fra første løn! Og for opholdet, og jeg kommer med wienerbrød! Helt ærligt, hvor skulle jeg ellers gøre af dem børnehjem?
Viktor nøs dramatisk og tørrede næsen i ærmet. Malthe var allerede smuttet ind og havde skruet op for TVet.
Fint, pustede Katrine opgivende. Til frokosttid i morgen. Senest kl. 14, Sofie! Hvis ikke, tager vi dem ud til din mor på kolonihaven og så må hendes blodtryk klare mosten.
Du er verdens bedste! grinede Sofie, kyssede Katrine på kinden med et klistret aftryk, smed børnene af med jakkerne på gulvet og rakte Simon en halvtung Netto-pose. Hun sprang ud ad døren uden engang at sige farvel til drengene. Jeg er online! Skylder jer alt!
Døren lukkede, og så blev der helt stille kun afbrudt af reklamerne fra fjernsynet.
Ja, så gik den weekend, mumlede Simon og trak på skuldrene.
Det går nok, svarede Katrine tørt og prøvede ikke at kigge på mudderet i gangen. Bare de ikke vælter stedet.
De første timer gik faktisk okay. Drengene slappede af med tegnefilm og en skål Matadormix. Katrine tjekkede tasken to sæt undertøj, et par strømpebukser til deling, en iPad med ødelagt skærm og en pose billige chips. Ingen medicin, ingen sovedyr og selvfølgelig ingen ordentlig mad.
Hun har ikke pakket nattøj… eller tandbørster, sukkede Katrine.
Jeg smutter i Netto tandbørster, mælk og havregryn, tilbød Simon straks.
Aftenen blev spændende da Viktor løs af småkager nægtede suppe til aftensmad.
Jeg vil ha nuggets! Råbte han og smurte kartoffelmos over hele bordet. Mor køber altid nuggets!
Der er frikadeller, prøv dem, forklarede Katrine tålmodigt.
Føj! tallerkenen fløj på gulvet.
Mads hunden blev lykkelig. Katrine gik efter viskestykke. Malthe slagte på og nægtede mad også.
Kan vi ikke bestille pizza, Simon?
Det er usundt, Malthe. Spis nu, hvad tante Kat har lavet.
Mor siger kun nørder gider lave mad, det er bedre bare at bestille, oplyste den syvårige orakel.
Simon og Katrine så på hinanden aftenen ville blive lang.
Efter at have lokket drengene i seng på sovesofaen (i Simons gamle fodboldtrøjer) gik de selv udmattede i seng lidt over midnat.
I morgen kl. 14, messede Katrine. Så tager vi ud i biografen. Bare os.
Selvfølgelig, sagde Simon og krammede hende. Undskyld. Sofie er… ja. Men hun mener det jo ikke så slemt.
Lørdagen begyndte med et brag kl. 7 Malthe havde tabt en pakke havregryn ud over hele køkkengulvet.
Ups, vrissede han, da Katrine dukkede op i nattøj.
Det ordner vi sammen, sagde hun efter lidt tælling-til-ti. Hent kost og fejeblad.
Jeg kan ikke! Derhjemme gør mor eller mormor det. Jeg er jo en mand, erklærede han.
Ved to-tiden var stuen blevet en forlystelsespark af puder, gamle magasiner og stakkels katten Bjarne, der flygtede ovenpå skabet. Drengene havde åbenbart ikke prøvet legetøj før. Maden var klar og tøjet pakket.
14:00 ingenting.
14:30 stadig intet.
Ring til hende, sagde Katrine.
Simon ringede; der var optaget. Bagefter: Abonnenten kan ikke træffes.
Måske kører hun? Dækningen er dårlig på Sjælland, håbede han.
Jobsamtale lørdag eftermiddag? Tror du selv på det, Simon?
De ventede til aftenen. Sofies telefon var slukket; Viktor begyndte at tude og mangle sin mor. Malthe blev muggen og ville have iPad, som var løbet tør for strøm og selvfølgelig ingen oplader.
Hun kommer ikke i dag, konstaterede Katrine mens mørket faldt på. Det her er virkelig for frækt.
Måske løb hun tør for strøm, måske punkterede bussen… prøvede Simon. Men han vidste godt, Katrine var rasende.
Natten gik skidt Viktor tissede i sengen og der skulle vaskes, Malthe ville have lyset tændt i gangen pga monstre. Katrine fik ikke lukket et øje.
Søndag: Intet fra Sofie.
Jeg ringer til din mor, sagde Katrine til Simon ved morgenbordet.
Nej! Ingen grund til panik hendes blodtryk, du ved. Hvis hun får stress, så… vent til i aften. Sofie kommer tilbage, ingen lader vel børnene alene?
Hvem passer børnene i morgen så? Jeg skal på kontoret med regnskab fra kl. 8.
Jeg tager en fridag, beroligede Simon.
Før frokost løb det helt af sporet, da Viktor væltede den fine, Royal Copenhagen vase som Katrine havde fået i bryllupsgave.
Det var ikke mig! brølede Malthe. Det var Viktor!
Katrine fejede glasskår op med knyttede næver. Hun havde lyst til at græde, men kun ordløs vrede var tilbage. Hun gik ind og så på Simon, der så ud som en trevlet karklud.
Hvis hun ikke dukker op i morgen tidlig, så går jeg til politiet og melder hende for at have efterladt børnene og til kommunen for omsorgssvigt, sagde Katrine hårdt.
Katrine, det kan du ikke! Hun er min søster… Skal børnene på børnehjem?
Nej, men hun må forstå, at vi ikke er gratis børnepassere, råbte Katrine. Vi har vores eget liv! Hvorfor skal hele vores weekend ødelægges, bare fordi hun tager på sjov?
Hun sagde altså, hun arbejdede!
Nå ja, arbejde? Se lige her!
Katrine trak telefonen frem. Hun var stadig ven med Sofie på Facebook, men Sofies profil var privat. Dog ikke for Katrines veninde, der havde tagget hende i et opslag.
Billedet var fra Sofie, svøbt i bikini og med en mojito i hånden, ved poolbaren på Marienlyst Strandhotel. Datoen: i dag. Fortjent spa-weekend med de bedste veninder! stod der.
Simon blev ildrød og forsøgte: Det må være et gammelt billede…
Datoen er fra i dag, Simon. Og den bikini stod hun og rodede med i Magasin i sidste uge, svarede Katrine tørt. Hun har løget os lige op i ansigtet.
Simon satte sig han så slagen ud.
Hvad nu?
I morgen tager jeg børnene med på mit arbejde og du ringer til din mor. Hun kan selv tage affære. Nu har jeg fået nok.
Den nat fik Viktor feber 38,5 grader. Katrine gav ham Panodil og koldt klæde og sov ikke et sekund. Simon gik rastløst rundt.
Mandag morgen så endelig liv fra Sofie.
Abonnenten er nu tilgængelig, lød det på Katrines mobil.
Simon ringede straks.
Hvor er du henne?! skreg Simon så Malthe vågnede.
Slap nu af, smækkede Sofie igennem. Jobsamtalen trak ud, og jeg blev nødt til at overnatte. Stille og roligt, det var seriøst det her!
Jobsamtale på spa-hotel?! Vi har set billederne! Og Viktor har 39 i feber!
Der blev stille i røret.
Hvad fanden… holder I øje med mig? Må jeg ikke engang få et privatliv? Jeg har måske mødt en mand, og så skal I…
Kom hjem. Nu. Ellers kontakter vi kommunen, sagde Simon med is i stemmen.
Ja ja, hysterikere!
Sofie stod i gangen tre timer senere, i duftende parfume og med en glød som efter syv dage på Marbella. Hun styrtede hen til Viktor, der lå udmattet på sofaen.
Min lille skat, åh, de har spist dig af med havregryn og trukket dig gennem kulden! Hun så troende på Katrine. Jeg sagde jo, du ikke kunne passe børnene… Du har jo ingen selv!
Det sidste var lavt. Katrine og Simon havde i tre år forgæves prøvet at få et barn og Sofie vidste det udmærket.
Gå. Nu. Tag børnene og kom aldrig tilbage, hvis du vil have ro i dit liv, sagde Katrine stille.
Ja, det har jeg heller ikke brug for! kom det surt fra Sofie, der vadede rundt, mens hun samlede drengenes ting. Vi går! Mor køber jer lego og pizza…
Du skylder penge, sagde Simon og tog alvorsminen på.
Hvad nu for noget?
For vasen: 1500 kroner. For mad: 800. For medicin: 200. Moralsk erstatning: uvurderligt, men pyt. Samlet: 2500 kroner. MobilePay nu.
Er du rigtig klog til egen søster?
Du havde da penge til Mojitos på spa… Eller også ringer jeg til mor og fortæller ALT. Inklusive billeder.
Sofie snævrede øjnene sammen, fumlede med telefonen og tastede arrigt.
Ha det så! lød det med MobilePay-plingen. I hører aldrig fra os igen!
Hun fejede ungerne ud ad døren Viktor surmulende og Malthe slæbende efter. Døren smækkede bravt.
Katrine sank sammen i sofaen. Der duftede af feber og børnefødder, der lå indpakningspapir på gulvet og et fedtet kartoffelmos-aftryk på væggen.
Simon satte sig, klemte hendes hånd.
Undskyld, sagde han stille. Jeg var dum.
Nej, du er bare loyal. Men nu kender du prisen for hendes små tjenester.
Tro mig, det sker ikke igen. Lover det.
De sad hånd i hånd et øjeblik, før de gik i gang med oprydningen. Samarbejdet var stille, men effektivt; da de var færdige, var også trykket fra de sidste dages kaos lettet.
Senere ringede svigermor, Karen.
Hej Katrine, det er Karen… Sofie har ringet og grædt. Siger I smed hende ud, ikke gad hjælpe med ungerne, og I krævede penge… Kan det virkelig passe? Hvad er nu det for noget, vi er jo familie…
Tidligere ville Katrine have undskyldt. Men tre dages børnebombardement havde ændret hende.
Karen, Sofie fortalte dig ikke det hele. Du kan spørge, hvilket spa-hotel hun “var til samtale” på bikini og mojito i hånden. Og du kan altid komme forbi til kaffe og video Malthe fortæller nemlig nu begejstret, at mor synes madlavning er for tabere. Jeg tror, vi får rigeligt at snakke om.
Der blev stille i røret, så sukkede Karen:
Jeg forstår… Lad nu være at bære nag. Jeg har nok forkælet hende, tænker jeg.
Bare rolig, Karen vi har bare draget vores konklusioner.
Katrine lagde telefonen og smilede til Simon, der ventede nervøst.
Hvad siger du til at bestille en ordentlig pizza og hælde et glas rødvin op? Vi har fortjent det.
Og spaopholdet?
Udsat til næste weekend. Og telefonerne på lydløs.
Det holdt de. Og da Sofie ringede en uge senere, trykkede Simon bare på dæmp-knappen og lagde telefonen væk. Familieskel bliver kun stærkere, når man kender grænsen.
