Min mand voksede op i en glad og kærlig familie i Aarhus. Da hans far var 57 år gammel, døde hans hustru desværre efter en lang sygdom. Sorgen var næsten umulig for min svigerfar at komme igennem alene. Vi besluttede derfor at sælge hans lejlighed, dele pengene, og tage ham med hjem til os i Odense, indtil han måske kunne finde fred. Det virkede rimeligt.
Jeg troede, han ville blive hos os i omkring et halvt år, indtil han fandt et nyt sted at bo og kunne lave sin egen lille hverdag igen. Men han blev, og han elskede det. Han betalte ikke til husholdningen, hverken til regninger eller indkøb; jeg lavede mad til ham, vaskede hans tøj, gjorde rent på hans værelse. Han tog bare på arbejde, og ellers levede han som om det var sommerferie hver dag.
På den måde blev han boende hos os i elleve år. Til sidst begyndte han at belære os om alt, fra hvordan vi skulle lave kaffe, til hvordan vi skulle indrette stuen. Han satte sine egne regler og skabte små uventede konflikter. Vi var ved at være trætte. Endelig besluttede vi at købe et lille hus til ham i udkanten af byen han er stadig rask og fuld af liv, selvfølgelig kan han klare sig selv.
Vi ordnede alt det praktiske, købte det nye hjem til ham, flyttede hans ting, indrettede huset med danske møbler. Men pludselig begyndte min svigerfar at fortælle historier om dårlig hjerte og det ene og det andet, som om han bare ville have undskyldninger for stadig at bo hos os. Jeg vil bare have lidt ro nu, nyde tiden med min nærmeste familie. Jeg er træt. Hvad skal jeg dog gøre?
