Min mand og jeg er lykkeligt gift.
Vi mødtes på universitetet. Jeg havde aldrig planer om at slå mig ned der jeg ville hjem til min barndomsby. Med min uddannelse vidste jeg, at jeg ville være noget særligt der, en sjælden specialist.
Jeg er hjertesygdomsspecialist men ikke for mennesker, for dyr: katte, hunde, ja, endda køer. Rige klienter er der ikke mange af, men selv de med færre penge kommer med deres dyr. Min mand er også dyrlæge, men han er dygtig til at stille diagnoser.
Jeg talte med de lokale klinikker det samme overalt. De tager kun de lette tilfælde: sterilisering og vaccination. Ingen vil have de svære det giver ikke overskud.
Så vi åbnede vores egen klinik til de komplicerede sager, og med god diagnostik. Vi forsker også for vores kollegaer. Vi arbejder som et team, og det går fremragende.
Vi tjener godt, uden at vores priser er høje. Derfor har vi masser af klienter. Vi har allerede købt vores egen lejlighed, ansat assistenter, så vi slipper for at sove på klinikken og har tid til børnene og hjemmet.
Men min mands forældre er stadig ikke tilfredse med mig.
Jeg ved, de er skuffede over, at han flyttede til min hjemby de håber, han kommer tilbage og flytter klinikken og familien til København. Jeg fatter ikke hvorfor, han har to søstre, begge bor tæt på deres forældre, så de er ikke alene. Det er os, der har hjulpet begge hans søstre med penge til udbetalingen til deres lejligheder.
Og jeg er altid høflig overfor dem.
Men min svigerfamilie har aldrig hørt om ordet grænser.
Så min svigerfar ringer i dag:
Vi skal mødes i aften klokken 19. Kom og hent mig.
Klokken er 17. Skynd dig.
Fint, jeg må hente barnet, gøre min assistent glad for at skulle blive sent, og ikke sige noget om den ødelagte kage, jeg lige var begyndt på.
På vejen.
Den mindste sidder bag i barnestolen.
Min mand er på klinikken med en patient, der skal opereres. Svigerfar vil ikke lade mig tage en taxa.
Så jeg kører selv.
Han råber ind i telefonen, mens han spejder efter en parkeret bil. Jeg nægter at stige ud jeg vil ikke vække barnet.
Han sætter sig, smækker døren og begynder at skælde mig ud: Du kunne da godt gå ud. Mit barn sover, han skal ikke vækkes. Hvad pokker svigerfar skruer ikke ned for stemmen den, der vil sove, sover bare.
Barnet vågner og begynder at græde.
Tror du, morfar prøver at trøste hende? Får hun en bamse?
Nej, det gør hun ikke. Nu får jeg at vide, at jeg ikke kan opdrage børn, det er min skyld fordi jeg bare er hjemme med dem man skal opdrage, ikke sidde og se tv. At arbejde i klinikken fem, ti, nogle gange tolv timer, er altså bare at være hjemme?
Men hans søn arbejder!
Så begynder han at svovle over, at jeg kører for stærkt og vi dør snart. Og informerer mig om, at min mand allerede har en forlovede hjemme, en yngre kvinde som vil give ham normale og lydige børn.
Barnet græder, og morfar vender sig og råber at hun skal være stille, når de voksne taler.
Jeg vender bilen.
Kørte ham tilbage til stationen: Farvel. Farvel, farvel
Da jeg kom hjem, stod min mand i døren med et opslået ansigt hans far havde allerede filmet ham. Jeg rakte ham min grædende datter:
Et enkelt ord mere, og du går hjem til far. Der venter din nye brud. Og så får du nye, lydige børn. Men nu, tag dig sammen, ellers begynder jeg også at råbe.
Min mand kiggede væk, og jeg så, samtalen allerede var taget. Hans far kommer aldrig på besøg igen.
