Klokken ringer, og Min svigerdatters telefon vender op og ned på mine intentioner om at hjælpe den unge familie med at finde en bolig.
Jeg bor alene i en lys etværelses lejlighed midt i hjertet af København. Min mand gik bort for fem år siden, og jeg arvede endnu en toværelses lejlighed fra min tante denne gang placeret ude på Amager, ikke ligeså centralt, men hyggelig og med fine rum. Jeg har lejet den ud til unge, artige lejere, og én gang om måneden kommer jeg selv forbi, henter huslejen og ser, at alt stadig er i orden. To år uden en eneste klage.
Da min søn giftede sig med Frida hun er så hjertelig, men med det lune, uforudsigelige temperament, mange danske piger ofte har valgte de at bygge et liv på egne ben. De lejede en lille lejlighed og begyndte at lægge hver krone til side til udbetalingen på en bolig. Jeg sagde dem aldrig imod, men inderst inde besluttede jeg, at de skulle arve min tantelejlighed på Amager. Om de ville sælge, bygge om eller indrette efter deres smag det skulle være deres beslutning.
Et år efter deres bryllup fik de lille Holger, mit første barnebarn, og min lyst til at forære dem lejligheden voksede. Planen var klar, og jeg begyndte at samle papirerne. Men sidste uge ændrede jeg pludselig mening.
Det skete kort efter min 60-års fødselsdag. Jeg havde sat mig for at gøre noget særligt for min egen skyld. Lejede festsal på en nærliggende restaurant, dækkede op til glæde og skåltaler, inviterede alle gamle venner, familie. Naturligvis også sønnen og svigerdatteren.
Forholdet til Frida har altid været som Ballonfesten i Tivoli: lystigt, men man aner aldrig, om der sprænger en snor. Hun kan være temperamentsfuld hun smider ord i hovedet på én, som om de var skæve små stykker rugbrød. Men jeg slår det hen, det er vel ungdommen.
Men denne aften ændrede alt sig. Søn og svigerdatter ankom med Holger i en sky af latter og børnegråd. En højrøstet stemning i restauranten, folk raslede med bestik. Frida sagde straks, at de nok ikke blev længe Holger blev hurtigt overstimuleret, og det forstod jeg.
Da de skulle til at sige farvel og pakke sammen, ledte Frida febrilsk efter sin telefon. Jeg gik bag hende, og for at gøre det nemmere, ringede jeg op fra min egen. Lokalet faldt til ro, mens vi ledte. I det samme, præcist da jeg ringede, skar en vanvittig bjæffen, hylende som en galehund, sig igennem rummets samtaler skingert, fortumlet og nærmest som stormen over Øresund en hundefanfare fra hendes mobil. Gæsterne stirrede, Frida blev ildrød i ansigtet, småløb til vindueskarmen, greb mobilen og standsede bjæfningen.
Folk vendte blikke mellem Frida og mig, stemningen blev tyk som tung tåge over Nyhavn. Så greb min bror mikrofonen, satte musik på og hældte mere snaps op men noget imellem os blev alligevel stående som en iskold vind.
Aftenen igennem hviskede og nikkede gæsterne. Dette var ikke bare en telefon; det var bjæf, hyl, et mærke. Dagen efter spurgte jeg min søn, hvordan sådan en mærkelig lyd kunne ende som min ringetone hos Frida. Han trak på skulderen, sagde noget sløvt om, at det ikke betød noget.
Siden da har jeg ikke talt med dem. Planerne om at give lejligheden væk er frosset fast kun måske, hvis vinden vender, og de selv kan sige undskyld. Hvis de vil se mig som en hund, må det jo være deres valg. Men indtil da står Amager-lejligheden stille som en mærkelig drøm, hvor alt kan vende sig, hvor ens egen stemme bryder ud i uventet bjæffen, og relationer flyder væk som morgenens tåge over Kongen Nytorv.
