Min svigerdatter kan ikke engang lave te ordentligt. Og hendes mad – det er ren mareridt, tænkte jeg, mens jeg skrællede kartofler og fyldte dem i store glas.
»Hvorfor skræller du så mange kartofler og propper dem ned i en treliters krukke? Og hvorfor laver du en hel gryde bøf, når du bor alene?« spurgte jeg min veninde.
»Det er til min søn. Jeg synes, det er synd for ham,« svarede hun og tørrede sveden af panden. »Hans kone kan ikke engang brygge en ordentlig kop te. Maden? Enten varmer hun færdigretter i mikroovnen, eller også bestiller hun takeaway. Det er altid noget frossent, for saltet, fedtet… Men han er jo ikke lavet af jern. Maven holder ikke for evigt. Så her – jeg har skåret salat, lavet bøf, fyldt kartofler i krukker. Så han i det mindste en gang kan spise som et menneske, noget hjemmelavet. Når han kommer hjem fra arbejde, åbner han bare krukken – og så er maden klar. Eller han kan smide kød og kartofler på panden, hurtigt og lækkert.«
Nu vil jeg fortælle historien fra mit eget perspektiv. Måske forstår I mig så bedre.
Jeg er ikke den type svigermor, der stikker næsen i hver en lille detalje af mine børns ægteskab. Jeg blander mig ikke. Min søn har selv valgt sin kone. Hun virker flink nok, høflig. Men… hun kan ikke lave mad. Værre endnu – hun gider ikke lære det. Hendes holdning er: Vi arbejder begge to, så husarbejdet skal deles lige. Vi laver mad sammen. I teorien – fair nok. Men i virkeligheden? Instant nudler, stegte frikadeller og sauces fra poser.
De har altid travlt. Alt skal gå stærkt. Hurtigere spise, hurtigere i seng. Hvorfor sådan et jag? Instagram? TikTok? De har ikke engang børn endnu. Hvorfor ikke lave en ordentlig aftensmad? Hvorfor ikke tage sig af hinanden?
I spørger måske: Hvordan ved jeg alt dette, hvis jeg ikke blander mig? Jo, sådan her. Min søn begyndte at komme forbi ofte. Han spurgte altid efter mad. Bare sådan, lige som en bisætning: »Mor, har du noget at snacke?« Først troede jeg, han hyggede sig med mors bøf. Men på et tidspunkt spurgte jeg ham direkte: »Spiser du overhovedet noget derhjemme?«
Og så fortalte han. Jo, de laver mad. Undertiden. Men mest bestiller de. Hurtigt, kedeligt og dyrt. Jeg har været på besøg et par gange – alt smagte lækkert, så pænt ud… Men som det viste sig, var det alt sammen takeaway. Varmet op, lagt på tallerkener – sådan ser deres aftensmad ud.
Jeg var lige ved at græde. Han er ikke nogen prins, vel. En mand, der arbejder ti timer om dagen, kommer hjem og spiser en hotdog. Og hun? Som en fremtidig mor, skal hun så også fodre sit barn med burger fra en papkasse?
Nej, jeg vil ikke være påtrængende. Jeg vil ikke prøve at lære hende at lave mad – det er for sent. Hvis hendes mor ikke lærte hende det, så kan jeg da slet ikke klare det. Jeg ødelægger bare forholdet. Hvorfor skulle jeg gøre det?
Så jeg gør det på en anden måde. Jeg skræller kartofler, koger kød, pakker det i glas. Han tager det med hjem – så spiser han. Jeg har tid efter arbejde. Hvad skal jeg ellers? Se en serie? Så hellere lave en gryde bøf. Det er ikke en heltedåd, ikke et hårdt arbejde. Bare omsorg. Moderskærlighed.
Måske siger I, at jeg ikke burde hjælpe på den måde. At han er voksen. Men når han står der på dørtrinnet, sulten og træt – så kan mit hjerte ikke holde til det. Jeg er jo mor. Og jeg forstår ikke de her nye kvinder. At lave mad er ikke ydmygelse, ikke strafarbejde. Det er kærlighed. Simpel, varm, hverdagsagtig.
Jeg må bare blive gammel. Jeg kan ikke følge med den nye verden, hvor takeaway er tættere på end en gryde.
