**Dagbogsnotat**
Jeg vågnede klokken fem om morgenen, da den første grålysning netop begyndte at trænge ind gennem vinduerne. Ved siden af mig snorkede Nikolaj, hans arm lå over hovedet en klassisk stilling for en mand, der aldrig får nok søvn. Stille, på tæer, listede jeg ud i køkkenet, tændte lyset og tog dejen, flødeskum og friske bær ud af køleskabet. I dag fyldte Oliver fem år, og jeg drømte om at gøre dagen magisk for ham.
“Er det ikke lidt tidligt?” lød en stemme i døren. Min mand stod der med søvnige øjne og uredt hår.
“Gå og sov lidt mere,” smilede jeg, mens jeg smørrede smør. “Hvis jeg ikke starter nu, når jeg aldrig at blive færdig til gæsternes ankomst.”
Han nikkede, men i stedet for at gå, kom han bagfra og lagde armene om mig. Hans kind mod min nakke.
“Nogle gange føler jeg, jeg ikke fortjener dig,” hviskede han.
Jeg grinede og satte skålen fra mig.
“Snakker du om forfremmelsen? Nu er du jo chefen, og jeg er stadig bare folkeskolelærer.”
“Sofie, hold op,” han vendte mig mod sig. “I dag fortæller vi det til alle. Det bliver den bedste overraskelse.”
Jeg nikkede og forsøgte at skjule min ophidselse. Seks år i ægteskab, og hans berøringer får mig stadig til at gå i stå. Selvom ingen i starten troede, det ville holde.
Klokken elleve var kagen samlet, lysene hængt op, og gaverne gemt pænt i skabet. Døren ringede. Jeg trak vejret dybt, rettede en hårlok og åbnede.
“Birgitte! Goddag, du er tidligt!”
Min svigermor stod i døren med en kæmpe indpakket æske. Hendes perfekte frisure (salon hver uge ellers nej) og nøje påførte makeup stod i skarp kontrast til mit hjemmetøj og rodede hår.
“Sofie,” hun gav mig en flygtig kindkys, “jeg kom tidligt for at hjælpe. Du ved, hvor vigtigt det er, at alt er perfekt.”
Jeg tog hendes frakke og førte hende ud i køkkenet. “Hjælpe” betød i hendes verden at overtage al kontrol og påpege enhver fejl især hvis det handlede om noget, der kunne forbedres med hendes smag og status.
“Hvad er det her?” Hun pegede på kagen, lige taget ud af køleskabet. “Har du bagt den selv? Hvorfor ikke bestille fra en ordentlig konditor?”
“Jeg ville gerne gøre det selv,” svarede jeg roligt, mens jeg hentede tallerkener. “Oliver elsker, når mor bager.”
“Han er jo kun et barn, hvad ved han?” Hun rynkede næsen. “Og gæsterne? Hvad vil de tænke? Sofie, du må ikke tage det ilde op, men en konditor er kvalitet. Det her er… hjemmelavet.”
Jeg svarede ikke, koncentrerede mig om dækningen. Seks år med sådanne kommentarer. Seks år med hentydninger om, at jeg ikke levede op til hendes standarder for “den rigtige svigerdatter.”
“Hvor er Nikolaj?” Hun så sig om. “Sover han stadig? Ligesom hans far, han kunne heller ikke lide at stå tidligt op.”
“Han er i parken med Oliver. De kommer snart.”
Svigermor åbnede skabet, tog en kop frem og rynkede straks panden:
“Bruger I stadig det samme billige service? Jeg gav jer jo et porcelænsservice til jul. Kan I ikke lide det?”
Servicet, der kostede næsten en hel månedsløn for mig, havde jeg gemt. I dag turde jeg ikke tage det frem hvad nu børnene slog det i stykker?
Hver fest, det samme. Hvert besøg, en prøvelse.
Jeg mindedes vores bryllup enkel
