Kære dagbog,
I dag gik jeg og Katrine i seng med en knude i maven, for da jeg nævnte, at vi i familien altid navngiver drenge efter deres bedstefader, så sprællede hun af med et vredt suk. Jeg har altid haft et godt forhold til min svigerdatter, vi har levet i ro uden store skænderier, og selv når der opstod uenighed, fandt vi hurtigt en fælles løsning uden nag.
Da jeg fik at vide, at Katrine var gravid, fyldtes jeg med glæde. Det skulle ikke længe gå, før jeg fik et barnebarn i huset. Det faktum, at det var en dreng, gjorde min søn Mikkel overordentlig lykkelig; han havde drømt om en søn, og så snart han hørte, at barnet var en dreng, sagde han straks, at han ville navngive ham efter sin far, Jens. I vores familie er det en fast tradition at give drenge navne, der går i arv fra deres bedsteforældre.
Da Katrine opdagede, at navnet allerede var fastlagt, eksploderede hun i en skænderi og insisterede på, at hun selv ville vælge barnets navn og ignorerede vores mening. Jeg ville tale roligt med hende, men hun stod fast på, at beslutningen allerede var truffet. Mikkel forsøgte at bakke mig op, men hans kone ville ikke lytte og sagde, at hendes forældre ville hente hende ud af fødestuen, så de kunne bo med barnet hos dem.
Mikkel behandler sin kone med respekt og viser hende al den kærlighed, han kan, men Katrine synes ikke at sætte pris på det. Hun er en ret selvcentreret pige, som ikke engang kan tie stille for sin egen mand. Jeg forsøgte at tale om vores familietraditioner, men hun afbrød mig med det samme.
Til min overraskelse fandt jeg ud af, at Katrine og Mikkel allerede havde fundet på et navn til barnet, og de mente, at alle beslutninger om deres familie skulle træffes af dem alene, uden at min mening var af betydning. Jeg ser situationen anderledes, for dette barn vil blive mit barnebarn og videreføre vores slægt.
Da spørgsmålet om navnet igen kom på bane, svarede Katrine uvenligt, at det ikke var min sag. Jeg blev målløs. Jeg har lagt hele mit hjerte og min energi i Mikkel, og nu virker jeg som en overflødig brik i hans liv. Jeg forstår ikke, hvordan jeg skal fortsætte, hvordan jeg skal kommunikere med både min svigerdatter og mit eget barn.
Måske vil tiden give klarhed, men indtil da sidder jeg her med tunge tanker og håber på, at respekt og forståelse kan finde vej i vores familie.
