Karens stemme lød højt: “Hør her, du får ikke den her lejlighed.” Min svigermor var den mest højrøstede af dem alle og råbte: “Hør efter, du får ikke den lejlighed. Jeg ved ikke, hvordan du ‘passedé på’ bedstefar, hvilken snyd du brugte for at få ham til at skrive den over til dig, men du får den ikke. For det andet forsvinder du fra min søns liv. Endelig har han mødt en smuk pige fra en ordentlig familie. Så du og dine børn forsvinder fra horisonten. Forstod du alt?”
I ti år tog jeg mig af min mands bedstefar, mens vi boede i en lejet lejlighed med børnene. Min mands søster, Mette, boede hos den samme bedstefar. Svigermor havde heller ikke tid til sin egen mand de fandt ikke noget til fælles. Jeg havde ikke en højere uddannelse eller en karriere. Al min fritid gik til at passe på den gamle mand og børnene.
Min mand bedrog mig konstant, og hans familiesituation gjorde ham anspændt. De andre kvinder havde ikke seriøse intentioner en mand med børn og ingen formue, så han kom altid tilbage til mig. Jeg tilgav ham for børnenes skyld. Vi købte aldrig vores egen lejlighed det meste af indkomsten gik til husleje og bedstefarens pleje. Hvis Mette kom forbi, var det kun for at bede om en del af hans pension og brokke sig over sin dårlige økonomi. Men trods udfordringerne fik de lov til at holde ferie hvert år og en gang imellem skifte familiens bil.
For fem år siden skrev bedstefaren lejligheden over til mig. Han sagde:
“Du er blevet mig nærmere end hele min familie til sammen. Min barnebarn er en forræder, lejligheden ville gå til hans mor eller søster. Lad mine oldebørn få det bedre. For din indsats får du en form for belønning. Så du ikke senere skal sige, at du spildte dit liv.”
Ingen vidste om testamentet: jo færre der ved noget, jo bedre sover de. Da bedstefaren blev mere syg, blev familien mere aktiv. De begyndte at besøge ham, spurgte om hans helbred. Selv tilbød de at hjælpe med plejen, for første gang i mange år! Bedstefaren var ikke dum og vidste godt, hvad de ville. Han modtog deres opmærksomhed med et smil og sendte mig et lille blik.
Endelig havde jeg fri tid. Du kan ikke forestille dig, hvad det betyder at gå alene gennem byen: uden børn og uden bedstefarens rollator. Jeg nød min frihed. Bedstefaren levede ikke længe. Jeg savnede den modige gamle mand oprigtigt. Arvesagen startede næsten med det samme. Svigermor og Mette begyndte at presse min mand:
“Du giver bedstefars lejlighed til Mette. Hun har boet her i årevis, det er hendes hjem. Derefter får du din mors lejlighed. Du skal bare opgive arven. Du får alt men senere.”
Min mand troede på sin mors løfter og gik med til ikke at gøre krav på lejligheden. Jeg tog ikke hendes løfter om, at lejligheden ville gå til sønnen, alvorligt: min mands mor interesserede sig ikke for andet end Mette og hendes børn. Det gjorde mig trist, at jeg havde passet på bedstefaren i ti år, men da han var væk, ville ingen ham kun hans ejendele.
Jeg respekterede bedstefarens visdom. Han gik til notaren i god tid og ordnede alt.
Den aften kom min mand hjem fra arbejde og begyndte at pakke sine ting.
“Hvor skal du hen?” spurgte jeg.
“Jeg er træt af det. Jeg skilles fra dig og børnene. Jeg boede med dig for at du kunne passe på min bedstefar. Nu er han væk det er dit problem. Jeg gider ikke betale husleje længere. Jeg har længe haft en anden kvinde.” Han vinkede farvel med et fristende smil.
Godt, jeg begyndte at forberede flytningen og jobsøgning. Et par dage senere kom hele min mands familie. Blandt dem var Mettes mand og børn. De skreg og kastede beskyldninger, mens de afbrød hinanden. Svigermor var den højeste og råbte:
“Alle ti stille! Og dig, hør her! For det første får du ikke lejligheden. Jeg ved ikke, hvordan du ‘passede på’ bedstefar, hvilken snyd du brugte for at få ham til at skrive den over til dig, men du får den ikke. Vi beviser, at du er en bedrager. For det andet forsvinder du fra min søns liv. Han har endelig mødt en smuk pige fra en ordentlig familie, de får snart et barn. Så du og dine børn forsvinder fra billedet. Forstod du det? Jeg gentager: du giver lejligheden til min datter, og du lader min søn være i fred!”
“Ved du hvad jeg forstod? At jeg kan tillade mig at smide jer ud af mit liv.”
Jeg lukkede døren og ignorerede familiens larm. Mine børn og jeg vil få et normalt liv: jeg fandt et job, vi har en lejlighed. Jeg er så taknemmelig for bedstefaren. Min mand forsvinder fra vores liv, og vi vil leve lykkeligt. Jeg er sikker på, at alt bliver godt.
Moralen? Kærlighed og omsorg betaler sig til sidst mens grådighed og bedrag kun efterlader tomhed.
