Min søster besluttede at opdrage sine fire børn alene. Hendes mand havde haft en affære med en kollegaklassisk, ikke? Siden da har hun ikke haft noget nyt forhold. Søster er en veluddannet kvinde; hun har hele tre diplomer. En af dem er som kok, (og det er ikke bare til at koge kartofler). Hun arbejdede i forskellige caféer og restauranter, så hendes børn har altid fået hjemmelavet mad.
Hun købte altid alt til børnene. De var selvfølgelig taknemmelige, men det forhindrede dem bestemt ikke i at bede om endnu mere. Nu er de voksne, har egne familier og lige så mange udgifter. Søster sender stadig penge til dem. Hun er gået på pension for længe siden, men jobber stadig lidt. Hun siger, det er dejligt at hjælpe børnene; det er ligesom hele meningen med hendes liv.
Så blev hun naturligvis ramt af influenza, og det gik hurtigt ned ad bakke. Hun fik lungebetændelse, der nægtede at slippe sit tag. Hun måtte sygemelde sig og havde knap nok penge til at købe en ordentlig kop kaffe. Vennerne trådte til, men børnene ringede kun, når hun stoppede med at overføre penge.
De spurgte, hvordan hun havde det, ønskede hende god bedringog det var det. Ingen spurgte ind til hendes økonomi. Da hun bad dem om at komme forbi, sagde de alle nej. De havde jo jobs og familier og angiveligt ikke tid til deres egen mor.
Hun blev skuffet. Hun havde jo hjulpet dem hele livet, og nu, hvor hun selv havde brug for hjælp, kunne de ikke engang komme forbi. Hun lå på hospitalet i en måned. Sygeplejersken ordnede alle hospitalregningerne (så meget for sundhedssystemet). Hun blev rask og tilbage på arbejde. Børnene ringede ikke en eneste gang. Sikkert har familien viderefortalt, at hun havde det fint. Først efter udskrivningen kom de i tanke om hende igen.
Først spurgte de til hendes helbred, men hurtigt drejede samtalen, naturligvis, over på det formål, de rigtig havde: penge. Ikke bare penge, men præcise beløb og deadlines for overførsel. Alle fire. Ingen spurgte hvor fra pengene skulle komme. Bare deres egne behov, det var det.
Min søster var ked af det. Hun havde ikke forventet sådan behandling fra sine egne børn. Måske var det hendes egen skyld, men det gjorde ikke mindre ondt. Når man glemmer sit eget liv for andres skyld, forventer man bare lidt taknemmelighed. Måske burde hun ikke have sat børnene over sin egen fremtid. Hun skulle nok have tænkt på sit eget livikke en ensom alderdom med bankerne som eneste selskab. Men det er svært at ændre nu.
