Du ved, jeg tænker tit på min søster, Karen. Hun valgte at opdrage sine fire børn alene, efter at hendes mand var hende utro med en kollega. Siden da har Karen ikke haft nye forhold hun har bare fokuseret helt på børnene. Karen er virkelig en klog kvinde med tre forskellige uddannelser, hvor én af dem faktisk er kok. Jeg husker, hvordan hun har arbejdet i alt fra små caféer til større restauranter i København gennem årene.
Hun har altid sørget for, at børnene fik alt, de behøvede. De var altid taknemmelige, men det føltes, som om de altid bad om mere. Nu er de voksne, har deres egne familier, og alligevel sender hun stadig penge til dem og det er kroner, vi taler om, ikke småbeløb! Hun blev folkepensionist for længe siden, men hun arbejder stadig, fordi hun siger, at hun elsker at hjælpe sine børn. Hun føler faktisk, det er selve meningen med hendes liv.
For nylig blev Karen ramt af influenza, og det gik hurtigt over i en hård lungebetændelse. Den ville ikke slippe, så hun måtte tage sygeorlov og hun havde knap nok til at betale regningerne. Hendes veninder sprang til og hjalp med det økonomiske, men hendes børn ringede kun til deres mor, da overførslerne fra hende stoppede.
De spurgte, hvordan hun havde det og ønskede hende god bedring. Men ingen af dem spurgte til hendes økonomi. Faktisk havde Karen bedt dem om at komme forbi, men de sagde nej de havde familie og arbejde, ingen tid til deres egen mor.
Hun blev virkelig såret. Hele livet har hun taget sig af dem, og nu, hvor hun selv har brug for hjælp, gider de ikke engang besøge hende. Hun var indlagt på hospitalet i en måned sygeplejersken tog hånd om alle udgifterne til medicin og behandling. Karen kom sig og begyndte at arbejde igen, men børnene ringede ikke en eneste gang under indlæggelsen. Måske har andre i familien fortalt dem, at hun er okay. Først da hun kom hjem, huskede de på hende.
De spurgte til hendes helbred men ret hurtigt gik det over til, hvad de egentlig ringede for. De bad om penge. Ikke bare det, de gav hende nøjagtige beløb og deadlines for hvornår pengene skulle være på deres konti. Alle fire gjorde det samme. Ingen af dem tænkte på, hvordan Karen skulle kunne skaffe pengene. De bekymrede sig egentlig kun om deres egne behov.
Karen blev ked af det. Hun havde aldrig troet, hendes egne børn ville behandle hende sådan. Måske er det hendes egen skyld, og ja, hun føler sig også lidt ked af det på egne vegne. Når man har sat sin egen lykke til side for børnene, forventer man vel et eller andet tilbage? Måske skulle hun have tænkt på sit eget liv og sin egen fremtid, i stedet for at ende sine gamle dage alene. Men det er svært at gøre noget ved det nu.
