Jeg havde aldrig forestillet mig, at min egen familie ville gøre sådan noget at udnytte min tillid og efterlade mig uden en krone. Vi boede dengang i en lille, toværelses lejlighed i København, min mor, min søster og jeg, hvor vi hver ejede en tredjedel. Vores mormor, som også havde en toværelses lejlighed lidt længere ude på Frederiksberg, havde altid lovet, at hun ville skrive et testamente, hvor halvdelen skulle tilfalde mig og halvdelen min søster. Planen var, at vi sammen skulle bestemme, om én af os ville bo der, eller om vi solgte den og delte indtægten. På det tidspunkt var min søster flyttet ind hos min mor efter en uventet graviditet, mens jeg selv læste på universitetet i Aarhus.
Med tiden overtog min søster og hendes familie det store værelse, og min mor trak sig tilbage til det lille kammer. Når jeg besøgte dem, delte jeg og min mor det lille værelse, men inderst inde vidste jeg godt, at der ikke ville være plads til mig efter endt studie ikke med min svoger i huset. Min mor, som ikke ønskede at bryde den nye families fred, bad mig om ikke at gøre besværlige krav gældende. Jeg snakkede i fortvivlelse med mormor, som foreslog, at jeg kunne give min andel i vores lejlighed til min søster, og så ville hun ændre sit testamente og lade mig arve en etværelses lejlighed i stedet. Jeg lagde dette forslag frem for både mor og søster, hvor min søster blot smilede overlegent og sagde, at hvis jeg ville gøre indsigelser, kunne jeg da bare gå rettens vej hun var sikker på at få medhold.
Til sidst underskrev jeg modvilligt en erklæring om at opgive min del i lejligheden, men skæbnen ville, at mormor ikke nåede at ændre testamentet. Hun blev dårligere og gik bort, før det kunne blive gjort. Sådan hændte det, at min søster arvede både hele vores gamle lejlighed og halvdelen af mormors etværelses lejlighed som hun i forvejen boede i. Jeg forsøgte at få opbakning fra min mor, men hun tog min søsters parti, selvom papirerne ellers var tydelige. Hun undgik mit blik og sagde roligt, at vi alle boede under samme tag, og at der derfor ikke burde være nogen strid.
Nu arbejder min mor som rengøringsdame og barnepige i min søsters hjem. Hun har sin værdi dér, så længe hun kan bidrage økonomisk med sin folkepension. Hvad der sker den dag, mor ikke længere kan hjælpe til, bekymrer mig ofte. Jeg har ingen andre familiemedlemmer i nærheden og er efterhånden ikke knyttet til byen på nogen måde. Mor og søster står sammen, stærkere end nogensinde, men jeg har valgt at sige farvel til dem, for deres handlinger har sat et sår, jeg ikke kan hele.
