For længe siden købte mine forældre en toværelses lejlighed til mig og min søster. De sagde, at vi en dag kunne sælge den og bytte den til to etværelses lejligheder, så vi hver især kunne få vores eget sted at bo.
Senere mødte min søster en mand og giftede sig med ham. Hun spurgte mig, om det ville være i orden, hvis hun og hendes mand flyttede ind sammen med mig i vores lejlighed. Jeg sagde ja.
Til at begynde med gik det fint, men så fandt min søster ud af, at hun var gravid. Siden da har hun og hendes mand ønsket, at jeg skulle flytte ud af lejligheden, så deres kommende barn kan få mit værelse. Sig mig lige, er det rimeligt? Hvorfor skulle jeg gå med til det, når jeg altså ejer halvdelen af lejligheden? Jeg studerer, og min indkomst er kun SU og lidt ved siden af på deltid. Hvordan skulle jeg have råd til at leje noget selv? Det jeg tjener, vil slet ikke række til husleje i København.
Først spurgte de forsigtigt, om jeg ville flytte ud, men nu taler de direkte om det. Min søster planlægger allerede, hvor tremmesengen skal stå og hvilken farve, mit værelse skal males, som om jeg slet ikke eksisterer der længere. Hun taler, som om jeg ikke har boet her i årevis. Men jeg har ikke tænkt mig at flytte det er jo også mit hjem.
Jeg fortalte mine forældre om det, og min mor grinede og sagde, at sådan bliver gravide kvinder bare, det går over igen. Hun bad mig lade være med at tage det så tungt eller at skændes med min søster. Men ærligt talt, hvordan kan jeg lade som ingenting, når jeg nærmest bliver smidt ud af min egen bolig?
Jeg føler mig som en fremmed i mit eget hjem, og min søster ser bestemt ikke ud til at have tænkt sig at ændre holdning. Hvad skal jeg gøre nu?
