Jeg har aldrig været typen, der bare kan gå forbi andre uden at ænse dem. For et par år siden pakkede jeg mine ting og flyttede fra en lille landsby til København. Og jeg begriber stadig ikke, hvordan nogen kan klaske døren i hovedet på en, der har brug for hjælp, eller kaste en kvinde og hendes barn ud af deres lejlighed, bare fordi budgettet ikke lige rækker denne måned. Man kunne næsten tro, at danskerne er født med en ekstra det manglede bare-mentalitet. Nå men, selvfølgelig findes der da undtagelser!
Det hele startede tilbage i 2007. Jeg var på vej hjem fra arbejde og svingede lige forbi Fakta for at købe aftensmad. Udenfor sad en kvinde og hendes barn. Du kender sikkert typen: pigen lod til at have sovet lige så lidt som en festglad studerende i Roskilde-ugen og så ret slidt ud.
Hvad vil du nu, Mikkel? skældte hun ud.
Mor, jeg er sulten, sagde drengen stille.
Der myldrede forældre ud af butikken med bugnende poser fyldt med rugbrød og remoulade. Mikkel havde tydeligvis ikke fået meget mad den dag, hvis man så på hans tøj og blege kinder. Pludselig blev det for meget for kvinden, og hun skubbede drengen væk, råbte op om, at hele hendes liv var ødelagt på grund af ham. Og vupti, så forsvandt hun ned ad gaden uden at se sig tilbage. Jeg blev stående lettere chokeret. Da Mikkel opdagede, at moren havde skiftet retning som en cyklist mod ensretningen, satte han sig bare ned og begyndte at græde. Ikke sådan et hylende, dramaagtigt gråd, men et stille, stille hulkeri, som kun børn fra svære situationer kan.
Det skar i hjertet, men jeg tænkte stadig, at hans mor nok bare havde brug for fem minutter, lidt ligesom man tager en pause midt i IKEA, når man er ved at blive sindssyg. Men efter en halv time var der hverken skyggen af mor eller nogen andre voksne. Jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg gik hen til drengen og prøvede at berolige ham lidt akavet, for hvad ville folk dog tænke? Men, being Denmark, var der selvfølgelig ingen, der lod sig mærke de fleste skulle jo bare hjem til Bonderøven i fjernsynet. Mikkel var først meget tilbageholdende, men da jeg hentede en vagt for at hjælpe med at finde hans mor, åbnede han op. Det viste sig, at han hed Mikkel, og han var fem år gammel.
Mens jeg forklarede situationen til vagten, gik jeg ind og købte noget rugbrød med leverpostej og lidt juice til Mikkel. Først ville han ikke tage imod, men da maven begyndte at knurre højere end stadion under en FCK-Brøndby-kamp, kastede han sig over det.
Senere fandt jeg ud af, at knægten ikke havde fået mad hele dagen. Hans mor var pist væk. Jeg havde ikke mange muligheder, så jeg fik kontaktet de sociale myndigheder, så de kunne forsøge at finde hans forældre. Men jeg kunne ikke slippe tanken om, at det her ikke var sidste kapitel i det lille menneskes liv og mit eget. Heldigvis kendte jeg nogle folk i kommunen og kunne holde lidt øje med, hvad der skete med ham.
Det viste sig, at Mikkels mor havde været alene med ham, efter at faren for længst var smuttet. Hun havde ellers haft arbejde før, men efter Mikkel blev født, gik det op i hat og briller for hende, sagde hun tit til ham. Det var ikke første gang, hun havde givet ham skylden for hendes problemer. Til sidst blev hun fundet, men hun nægtede at tage ansvaret og lod myndighederne tage sig af ham. Det er vel fint nok, de sætter ham på et børnehjem, sagde hun bare tørt.
Mikkel tiggede sin mor om at komme hjem, men hun skrev alligevel under på, at hun opgav ham. Man skal være lavet af granit for ikke at få ondt i hjertet over det.
To år efter lykkedes det mig at adoptere Mikkel. Det krævede en papir-nedsmeltning på rådhuset i Odense, men undervejs besøgte jeg ham tit på børnehjemmet og havde små gaver med lego, selvfølgelig! Nogle af mine venner rystede på hovedet og spurgte, hvorfor jeg dog ville tage mig af en andens barn.
Tiden gik. Pludselig havde jeg fået en høj, dansk dreng, der som alle andre insisterede på at fryse i shorts midt om vinteren. Jeg har aldrig, ikke et eneste sekund, fortrudt, at jeg tog den beslutning dengang og det kommer jeg aldrig til.
