Jeg elsker min søn virkelig højt, og siden han kom til verden i Rigshospitalets gloriøse fødestuer, har jeg gjort mit bedste for at give ham det allerbedste. Sammen med min kone har vi opfyldt næsten alle hans ønsker ja, måske har vi endda forkælet ham lidt for meget, men han har altid været en respektfuld dreng overfor både mig og sin mor.
Han har altid haft de nyeste sneakers fra Strøget, og han har gået både til fodbold i Brønshøj Boldklub og til trommer oppe i musikskolen. Men på trods af, at han har fået meget, har vi aldrig skullet høre på utaknemlighed han har været en reel knægt, som man siger.
Jeg slider ude på politistationen i døgnets mange timer for at sørge for, at der også er råd til både lækre madpakker og lidt ekstra lommepenge til weekendens byture. Men jeg brokker mig ikke, for jeg tager det som min opgave som far, og jeg finder altid tid til ham, hvis han har brug for mig om det så er hjælp med matematiklektier eller at blive kørt til fodboldkamp i regnvejr.
Det lå ligesom i kortene, at interessen for piger på et tidspunkt ville melde sig. Min kone og jeg var beredt på det, selvom det var lidt tidligere, end vi havde regnet med. Og nå ja vi tog imod hans nye kæreste med åbne arme. Vi bad ham bare om én ting: at tage hende med hjem på aftensmad. Det tog han nu meget afslappet ja, han tilbød selv at invitere hende, næste gang det kunne passe.
Min kone, Lise, syntes også, det var en glimrende idé, for vi var jo ret sikre på, at han havde valgt en sød pige men det er nu altid rart lige at få bekræftet, ikke? Han er jo stadig bare en ung, naiv fyr.
Så kom den store dag, hvor han præsenterede sin kæreste og mit første indtryk var: Nå, hun ser da sød ud. Høflig, snaksalig. Men jo mere vi lærte hende at kende, jo tydeligere blev det, at hun ikke bare var den søde pige, vi troede. Det viste sig, at hele hendes venlige facade var et spil for galleriet. Under overfladen gemte der sig en sand skurk ja, muligvis en af de der, man advarer mod i TV2s kriminalmagasin!
Mit job i politiet gjorde, at hun virkede bekendt, og ganske rigtigt jeg kunne huske hendes navn fra en række sager om svindel. Hun havde fisket penge ud af unge mænds MobilePay ved at bilde dem ind, at hun var forældreløs, og så havde hun ellers blokeret dem alle steder bagefter. Ifølge systemet havde hun et halvt fodboldhold på samvittigheden.
Jeg fortalte min søn, Anders, om alt det her i håb om at åbne hans øjne men det skal jeg da love for, ikke gik helt som tænkt. Han råbte, at jeg opfandt det hele for at ødelægge hans lykke, smækkede døren og flyttede hjem til hende i Valby sammen med sin tandbørste og yndlingshoodie.
Det er nu en hel måned siden, vi har haft kontakt med vores søn. Jeg sidder og tænker, om jeg mon har trådt virkelig ved siden af kan man nu stole på alt i systemet? Måske er hun blevet en ny og forbedret version af sig selv, eller også er der nogen, der prøver at rive benene væk under hende?
Hvad ville du gøre, hvis du stod i mine falmede Ecco-sko?
