Min søn brugte lang tid på at finde den rette kvinde at gifte sig med, men jeg blandede mig aldrig i hans valg. Til sidst, da han blev 30 år, mødte han Stine, som var helt perfekt for ham.
Næsten hver dag hørte jeg om, hvor dejlig, omsorgsfuld og smuk hun var. Min søn var tydeligvis dybt forelsket i hende. Jeg kunne nu også godt lide Stine. Med stor begejstring fortalte han mig og sine venner om hendes gode sider for ham var hun den ideelle kvinde, så han tøvede ikke med at fri og gifte sig med hende hurtigt. Som en kærlig mor bakkede jeg selvfølgelig op om hans valg.
At arrangere brylluppet var ikke ligetil, men mine gode venner trådte til og hjalp os igennem det hele. Bruden havde fantastisk søde forældre, og vi kom straks rigtig godt ud af det med hinanden. I starten var alt fantastisk, men som tiden gik, begyndte tingene at forandre sig. Deres ægteskab begyndte at falde fra hinanden, og der opstod flere og flere konflikter. Jeg vidste, det kun var det første år af deres ægteskab, og jeg håbede, de ville finde ud af det, men jeg var alligevel bekymret, for jeg ønskede, at deres forhold skulle lykkes og gøre dem lykkelige.
En aften var det hele dog for meget for mig. Sent om aftenen dukkede min søn op hos mig med alle sine ting. Han fortalte, at Stine havde smidt ham ud, og at han ikke havde noget sted at tage hen. Han boede hos mig et par dage, og Stine kom aldrig forbi for at finde en løsning. Det gentog sig flere gange.
Da min svigerdatter fortalte mig, at hun var gravid, tog jeg initiativ til at tale med dem begge. Jeg ville give dem nogle gode råd, så de kunne undgå misforståelser fremover. Desværre gjorde jeg bare tingene værre. Konflikterne mellem dem tog kun til, og min søn overnattede oftere og oftere hos mig. Jeg kunne se, hvor hårdt det var for ham. Han var ikke længere den glade mand, han havde været før; der var nu et trist blik i hans øjne.
Jeg kunne ikke holde ud at se min søn i sådan et dårligt ægteskab, så jeg opfordrede ham til at tænke over, om det virkelig var værd at kæmpe for forholdet. Han kunne jo sagtens være en god far, selvom han boede alene. Og sådan blev det kort tid efter gik han til retten og indleverede skilsmissepapirerne.
Ikke længe efter kom Stine til mig og bad om min hjælp. Hun ville have mig til at overtale min søn til at trække skilsmissen tilbage, fordi hun ikke ville opløse familien. Jeg sagde til hende, at hun skulle tage ansvar for sit ægteskab. Nu siger min søn og Stine, at det hele er min skyld, at de blev skilt, og jeg føler, at jeg har fået skylden i offentligheden for at blande mig for meget.
Jeg ved ikke, om jeg burde have presset min søn til at gå fra hende. Hans kone kan ikke fordrage mig, og min relation til ham bliver også mere og mere distanceret. Måske elsker de i virkeligheden stadig hinanden? At bo hver for sig er trist, men at leve sammen var heller ikke lykkenMen i takt med at månederne gik, begyndte jeg at indse, at vi alle havde brug for noget tid væk fra hinanden til at mærke efter og tilgive. En dag bankede min søn på døren, denne gang med et smil der mindede lidt om den han plejede at have. Han sagde, at han ville tale, ikke om fortiden, men om fremtiden både for sig selv og for barnet, der snart skulle komme til verden.
Vi satte os ved vinduet og så ud på den begyndende forårssol. Han fortalte, at han var begyndt at finde ro i sig selv, og at han og Stine nu talte bedre sammen for barnets skyld, måske endda bedre end før. Han takkede mig for min støtte og sagde, at han ikke bebrejdede mig nogetat alle havde gjort deres bedste i situationen, selvom resultatet var blevet anderledes end vi havde håbet. Vores bånd blev ikke helt som før, men vi fandt en ny måde at være mor og søn på, denne gang som voksne mennesker med fejl, tvivl og alt det, vi lærte undervejs.
Da den lille kom til verden, mødtes vi alle på hospitalet. Ingen anklager, ingen gamle sårkun beundring for det lille nye menneske, der nu bandt os sammen på tværs af alt, der var gået skævt. Jeg kiggede på mit barnebarn og vidste, at uanset fortiden, ville kærligheden altid finde sin vej imellem os. Selv den, man havde mistet undervejs, kunne man finde igen.
