Min søn kom hjem og præsenterede sin forlovede. Lige så snart jeg så hendes ansigt og hørte hendes navn, greb jeg straks telefonen og ringede til politiet… det føltes, som om jorden forsvandt under mig. Jeg kendte hende. Åh, hvor godt jeg kendte hende. Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg skulle gøre noget så grusomt
Det tog mig kun tre måneder at lægge mærke til, at noget havde forandret sig i min søn. Han var ude mere end ellers, kom sent hjem og bar et hemmeligt smil, jeg ikke kunne forstå. Men så, en aften over aftensmaden, hostede han stille, så tallerkenen næsten røg på gulvet, og betroede os, at han havde fået en kæreste. Vi havde aldrig hørt om hende. Ikke et ord om hvem, ikke et billede, intet. Hun var helt ukendt for os.
Vi mødtes på en café tæt på universitetet, sagde han. Hun hun hedder Gyritha.
Navnet, som et let vindpust. Men han nævnte det med stolthed. Gyritha, forklarede min søn, var meget genert og frygtede familiearrangementer. Det gjorde mig urolig, men jeg lagde bånd på mig selv børn vokser jo op. Men så, efter tre måneder, kom han hjem med nyheden, der fik mine hænder til at svede: Han havde friet til hende.
Vi insisterede: Hun måtte møde os. Vi ville kende vores kommende svigerdatter. Hele dagen forberedte jeg middagen. Min hustru valgte de bedste bøffer. Vi dækkede bordet, foldede servietter intet var overladt til tilfældighederne. Alligevel kunne jeg ikke ryste en nagende uro af mig.
Da døren åbnede, og de to stod der, føltes luften anderledes. Min søn smilede barnligt, næsten glødede. Men hun Gyritha Jeg tabte næsten vejret. Hendes ansigt var så urovækkende velkendt, som en melodi jeg havde glemt, men genkendte straks. Og da hun præsenterede sig, samlede brikkerne sig i mit hoved med et smæld, som om nogen havde tændt lyset i et mørkt loftsrum.
Gyritha, vil du gå med ned i kælderen og finde en god vin til aftensmaden? spurgte jeg roligt. For roligt.
Jeg lod hende gå forrest ned i den kølige kælder, hvor duften af gamle egetræsfade hang i luften. Da hun var trådt ind, lukkede jeg hurtigt døren og låste. Fra den anden side hørte jeg kun et dæmpet udtryk.
Da jeg kom op, kiggede både min hustru og søn på mig de var blege som lærred.
Nu ringer vi til politiet, sagde jeg. Jeg har noget at fortælle.
For ti år siden forsvandt en pige naboens datter. Hun hed også Gyritha. Smuk og stille, med store blå øjne. Hun hjalp tit til i vores have, lo sammen med min søn, og jeg var sikker på, at hun havde hele livet foran sig. Men så blev hun væk. Hendes ting blev fundet nede ved søen, og politiet sagde, det nok var en ulykke. Men de fandt aldrig kroppen. Og den dag hun forsvandt, havde jeg ladet hende låne telefonen i vores kælder for at bestille en taxa. Det var sidste gang, nogen så hende.
I årevis pinsede spørgsmålene mig. Og nu stod jeg så overfor hendes spejlbillede. Samme træk. De samme øjne.
Far, du er skør! råbte min søn. Hun aner ikke, hvad du snakker om!
Men inden i mærkede jeg den sitrende fornemmelse, der sjældent tager fejl.
Vi tilkaldte politiet.
Mens vi ventede, sad Gyritha stille i kælderen. Ingen råb, ingen gråd. Kun en isnende stilhed.
Da politiet kom, bad de hende komme op. Jeg ventede oprør, men hun trådte roligt frem næsten som om hun havde forventet det.
Du ligner en pige, der forsvandt her for ti år siden, sagde betjenten.
Gyritha smilede koldt.
Jeg ved det, svarede hun.
Afhøringen varede i to timer. Vi blev sendt hjem for at vente. Men allerede en time efter kom de tilbage, chokerede og matte.
Hun er væk, sagde politiet. Forsvundet ud af rummet. På optagelserne er der intet hun gik ind, men ingen så hende gå ud. Som opløst i den blå luft.
Jordens underlag forsvandt under mig.
De næste dage var kaotiske. Min søn undgik os, smækkede med dørene og beskyldte mig for alt. Han elskede hende. Det så jeg tydeligt sorgen i hans øjne, mere end vrede.
På tredjedagen, om natten, forsvandt han også.
Vi ledte hele huset igennem, garagen, gaderne. Til sidst gik min kone ned i kælderen og kaldte på mig med bævende stemme.
Der, på vinstativet, lå en seddel. Sirligt håndskrevet.
Søg ikke efter os. Jeg vender tilbage, når jeg kan. Gyritha.
Til sedlen var hæftet et gammelt foto: mig, min søn og ved vores side en lille pige. Gyritha. Den rigtige. Hun så på os, som kun familie gør.
Jeg forstod billedet havde ligget skjult i årevis. Men hvem havde lagt det frem?
En uge gik. Tidligt en morgen bankede det på døren. Udenfor stod min søn. Han så ældre ud kinderne indsunkne, øjnene mørke.
Hun er ikke menneske, far, hviskede han.
Noget strammede sig i mig.
Han fortalte:
Efter forsvindingen for ti år siden fandt nogle mennesker Gyrithas krop. Men hun levede endnu. Hendes krop fungerede bare ikke mere. Nogle forskere et privat, hemmeligt projekt forsøgte at bringe hende tilbage. Ikke en genoplivning, ikke medicin. Noget andet. De bevarede hendes bevidsthed i en kunstig krop. Men hukommelsen var brudt, glemt, vendte tilbage i glimt.
Da hun så dig, huskede hun ting, sagde min søn. Alt for meget.
Gyritha var vendt tilbage med vilje. For at afslutte det, der begyndte dengang. For at huske det sidste, hun blev ved at glemme: Vores kælder. Det sidste opkald. Ordene nogen sagde til hende, før hun gik ned til søen.
Jeg mærkede kuldegysninger ned ad ryggen.
Hvad huskede hun? hviskede jeg.
Min søn rakte mig endnu en seddel.
Du sagde til mig den aften: gå selv hjem. Det er vigtigt. Jeg stolede på dig. Derefter kun vand.
Jeg pressede hånden mod munden. Jeg huskede. Dengang troede jeg, hendes far ventede i bilen.
Det var en fejl. En katastrofe, som kostede hende livet.
Hun har tilgivet dig, sagde min søn stille. Men hun glemte at tilgive sig selv. Det var derfor, hun vendte tilbage.
Hvor er hun nu? spurgte min mand.
Min søn rystede på hovedet.
Hun gik ned til vandet. Dér, hvor alt begyndte. For altid.
Den aften stod vi tre ved søens bred. Vandet skvulpede dovent, vinden var kold. Jeg lagde en hånd på min søns skulder.
Og så så vi hende en skikkelse i det fjerne, ude på broen. Hun stod helt stille, som en statue. Vendte sig mod os, lagde hånden mod sit bryst et tegn på taknemmelighed.
Og så opløstes hun. Som et spejlbillede, bølgen visker bort.
Længe stod min søn tavs, før han sagde:
Hun var kun halvt maskine men hendes hjerte var ægte.
Jeg nikkede. For jeg forstod nu: Det var ikke politiet, jeg skyldte noget, ikke min mand men fortiden. Og Gyritha var kommet tilbage, ikke for at hævne, men for at afslutte det uafsluttede.
Kælderen står nu tom. Men af og til, når jeg går forbi, kan jeg høre den lette, næsten uhørlige klirren fra glas som en sagte hvisken:
Jeg husker alt. Og jeg tilgiver.
Og det det er det mest skræmmende og varmeste, et menneskehjerte kan høre.
